DEBAT
Før og efter valgetJYLLANDS-POSTEN viste 9/1 resultaterne af en ny meningsmåling fra Rambøll Management, en meningsmåling, der må glæde enhver af borgerlig observans. I kommentarerne nævnes det i starten, at der kan være en realistisk mulighed for, at Venstre, de konservative og de radikale efter næste valg kan have flertal.
Det er muligt, men hvorfor skulle regeringen have særlig interesse i de radikale? Regeringen har hidtil opnået fornuftige resultater ved et samarbejde med Dansk Folkeparti, et samarbejde det må være naturligt at fortsætte efter et valg. Marianne Jelved siger heldigvis, at de radikale ikke kan danne parlamentarisk grundlag for en ny VK-regering. Man må håbe, hun siger det samme efter valget. Man ved dog aldrig, hun er jo vild efter at blive minister, og helst statsminister. Per Press, Fred. D. VI's Allé 5, Frederiksberg
Holberg er stadig aktuel
UDEN PÅ nogen måde at ville tage stilling til fornuften i kulturministerens forslag til en national kulturkanon mener jeg, at professor Uffe Østergaard er kommet lige lovlig langt ud, når han siger, at Holberg ikke kan komme med i en sådan kanon, fordi han er født i Norge. Kan man forestille sig noget mere dansk end "Jeppe på Bjerget", "Den politiske Kandestøber", "Erasmus Montanus" og "Jean de France"? Måske skulle professoren genlæse Holbergs komedier. Især vil jeg anbefale "Erasmus Montanus" og "Jean de France". Ligheden mellem dem og vor tids opblæste eurokrater er slående og må få den gamle mester til at klukke i sin grav.Niels Schoubye, Støvringvej 5, Vanløse
Opfordring til præsterne
2/1 KOMMENTERER pensioneret hjemmesygeplejerske Sonja Ølgaard en tidligere artikel i avisen om ældres situation. Hun afslutter med den - desværre - korrekte iagttagelse, at folkekirkens præster generelt ikke aflægger de ellers meget velkomne besøg hos ældre, ensomme mennesker. Lidt provokerende måske vil jeg tillade mig at spørge: "Hvad laver præsterne egentlig?" Vi ved jo godt, at præster holder gudstjenester og udfører en række andre ydelser i kirken, der er forbundet med præsteembedet, herunder bryllupper og begravelser. Og så er mange præster engageret i forskellige samfundsrelaterede aktiviteter, som dog næppe er defineret i deres stillingsbeskrivelser, såsom samfundsdebat, arrangement af foredragsaftener og - ofte med stor energi - deltagelse i ulandsarbejde, som skatteyderne i forvejen betaler mange andre personer og instanser for at tage sig af, er nok et spørgsmål. Derimod ville præsterne opfylde en væsentlig mission, hvis de i langt højere grad end nu ville engagere sig i det "sociale" arbejde i deres egne områder/sogne. Herunder at udbrede kendskabet til kristendommen blandt de mange indvandrede islamitter. Og at aflægge jævnlige besøg hos ældre, syge og ensomme mennesker.Flemming Bækkeskov, Ved Kæret 12, Gentofte
Stå fast, Lykketoft
BESLUTNINGEN om 50 pct. kvinder og mænd i en (evt.) regering var flot og modig. En milepæl i ligestillingskampen - med rette hyldet af alle kvindesagsforkæmpere, der vælger kønnet, før de ser på evnerne til at varetage landets ve og vel. I det perspektiv må reaktionære mørkemænds betænkeligheder naturligvis vige. Sagen (og stemmerne) er trods alt vigtigere. Stå fast, Mogens Lykketoft. Men pas nu alligevel på ikke at udbrede kønskvoteringen alt for konsekvent. F.eks. i adgangen til de højere læreanstalter, hvorfra så mange af vore mest magtfulde politikere rekrutteres. Der har vi jo et solidt kvindeligt flertal, som nødigt skulle saboteres.Chr. Flemming Hagen, Amager Boulevard 120, 3., København S