Leder: Den sidste tour

MED EN sommer uden OL, EM eller VM i fodbold vil Tour de France altid være det sportslige højdepunkt, mens diverse fodboldligaer ligger stille. Men 2005-udgaven af Frankrig rundt, hvis start skriver sig tilbage til 1903, vil uanset udfaldet blive husket som løbet, der tog afsked med en levende legende.

Efter seks sejre i træk har det amerikanske fænomen, Lance Armstrong, præsteret en rekord, der bliver næsten umulig at forbedre, hvis han - som planlagt - i år når Paris for sidste gang.

Lance Armstrong har allerede skrevet sig ind i historien som den eneste med seks triumfer i touren. Da han i realiteten ikke har mere at skulle bevise, kan det godt undre, at han udsætter sig selv for risikoen for et nederlag i den sidste optræden.

Har man sagt Tour de France, må man nødvendigvis også sige dopingmisbrug. Løbet har i moderne tid været præget af så mange dopingafsløringer, at alle i det betændte miljø pådrager sig mistanken om at have benyttet sig af ulovlige præstationsfremmende midler.

Marco Pantani er eksemplet til skræk og advarsel for alle, men også et eksempel, der i al sin gru forhåbentlig har åbnet hidtil ukritiske øjne for den sportslige svindel og bedrag, der også er løbets historie.

Den italienske rytter vandt løbet i 1998. Han døde for to år siden. Alene og forladt på et hotelværelse i Italien med dopingdomme i bagagen og et liv ødelagt på krop og sjæl af de giftige stoffer.

Mange cykelsportselskere i Danmark har svært ved at glemme Bjarne Riis' store præstation i 1996, da han blev den første til at vinde den for en dansker så umulige sejr.

Selv om cykelryttere på linje med for eksempel boksere aldrig har taget patent på at tilhøre sportens intelligentsia, har cykelsporten mærkværdigvis været genstand for talrige intellektuelle analyser.

Tilbederne hæver sig ofte til en nærmest religiøs sfære for at beskrive de lidenskabelige og mytologiske beretninger og overleveringer. Fri os for denne omklamring og helgenkåring af dygtige, men næppe mere end normalt begavede sportsfolk med evner til at træde i pedalerne.

Og kæden hopper helt af, hvis vi også skal være vidne til national eufori over en flok udlændinge på et CSC-hold, hvor hovedsponsoren er amerikansk, og kun direktøren og en enkel rytter er danske.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen