Kort sagt
Hvem er afstumpet? »Så vidt jeg kan se, er det kun afstumpede personer, der har behov for en religion til at fortælle dem, hvad der er godt og ondt,« siger Henrik Nordbrandt, digter, i Weekendavisen ifølge B.T. 30/11.
Vi nærmer os julen - var det også afstumpede personer, der skrev vore prægtige julesalmer? Den, der stempler andre, stempler sig selv. Har Henrik Nordbrandt ikke stemplet sig selv?
Kamma Ankjærø Ny Munkegade 60, Århus C
Oplysende kronik
Det var opløftende at læse Søren Krarups sobre og historisk oplysende kronik 23/11. Og som altid før velgørende at mærke pusten fra hans utrættelige kamp for værn om vor danske kultur. Lige så nedslående er det så nu at læse det underlødige og personligt nedgørende indlæg af Flemming Pless 26/11. Jørgen Nielsen Knebel Bygade 41, Knebel
Uforskammet interviewer
Jeg så og ikke mindst hørte interviewet med Tove Fergo i DR 30/11. Sjældent har nogen fået så uforskammet og fornærmende behandling. Det må få alvorlige konsekvenser for intervieweren. Jeg havde ventet en storm af protester - kun JPs leder reagerede.
Kirsten Laigaard Jensen Vesterparken 6, Gandrup
Interessant læsning
Angående Theo van Goghs film: Har teksterne i hans film været bragt i dansk oversættelse? Ellers ville det være yderst interessant at kunne læse en kompetent oversættelse med henvisning til ophavssted.
P Kousgaard Kingosvænge 4, Næstved
Typisk Jelved
Hvor er det typisk, at den eneste, som ikke lader sig imponere af statsministerens tale på Venstres landsmøde, er Marianne Jelved (JP 28/11) - man skulle jo nødig tro, man var noget. Christian Lund Jepsen folketingsmedlem (V)