Kronik: Ankomst - hjemkomst - genkomst

Vi befinder os i landsbyen Chucuito i Peru. Lupaka-kulturens gamle frugtbarhedstempel ligger lige over for den lokale kirke. Templet er en have fuld af virkelighedstro stenfallosser på op til 1,2 meter. På toppen af kirkens tårn er der også anbragt et hvidmalet mandligt kønsorgan, der står og peger op mod himlen.

På trappen op foran kirken sidder 300-400 af de lokale beboere. Kvinderne med bowlerhatte og spraglede, glitrende skørter. De fleste af mændene med filthat eller kasket mod det skarpe lys. Klokken er 12, solen står lodret over os. Landsbyboerne på de brede trappetrin har udsigt over det kvadratiske torv, La Plaza de Armas. Længere nede skimter de den enorme Titicaca-sø i 3,8 kilometers højde.

Indbyggerne i Chucuito - næsten alle aymaratalende indianere - er i oprør. Indgangen til rådhuset, der ligger skråt over for kirken, er blokeret med træbjælker. Borgmesteren har taget af kassen, forlyder det. 10.000 soles (knap 20.000 kr.) er forsvundet, penge, der skulle have været brugt til at forbedre strømforsyningen.

Lige nu sidder byrådsmedlemmerne i en kreds foran deres vælgere. Ordstyreren lader mikrofonen gå videre til en herre i løstsiddende brunt jakkesæt - borgmesteren. Han bor ikke her i Chucuito, men inde i provinshovedbyen Puno. Det øger ikke hans popularitet.

Borgmesteren fylder luften over pladsen med sin bløde stemme. Han appellerer til, at man finder dokumentation frem og lader en kontrolinstans gennemgå bilagene. Men det nytter ikke noget. Folkets røst er klar fra trappestenene foran kirken: Borgmesteren er en korrupt forbryder. Alle ved jo, at der ikke er kommet gang i elarbejdet, selv om pengene er væk. Få ham ud af Chucuito i en fart! Kampklare polititropper sikrer, at borgmesterens brune tøj ikke udstyres yderligere med et reb lige over skjorteflipperne.

Indianerne i Andes-området har fået mere selvværd og større politisk magt. Indianeren Alejandro Toledo er præsident i Peru, og i Bolivia, som Peru deler Titicaca-søen med, er den tidligere leder af landets kokabønder, Evo Morales, blevet indsat som præsident i januar.

Den karismatiske, bredansigtede Evo, som alle omtaler ved fornavn, insisterer på sin indfødte arv ved at gå delvis indiansk klædt, og folk elsker ham for det. Præsident Toledo i Peru er derimod alt andet end populær, og han genopstiller ikke til valget den 9. april. Favoritten er en kvinde, så landet ikke skal stå tilbage for den sydlige nabo, Chile, hvor en kvinde også er kommet til magten. Kvinderne i Sydamerika er trætte af fortidens uretfærdigheder.

Jeg ankommer fra Danmark til La Paz, Bolivias hovedstad, i februar. Det er 10 år siden, jeg sidst har besøgt den grønne verdensdel, Sydamerika. Men det er 15 år siden, jeg har været i Bolivia og i det sydlige Perus højland.

Den første dag er det især højdesygen, jeg lægger mærke til. Jeg er svimmel og stakåndet. La Paz ligger 3,6 kilometer over havets overflade, en malerisk kæmpegryde midt i altiplanoens fire kilometers højde. Jeg ser de samme røde huse som dengang kravle op af byens hul i hundredtusindvis og videre ud over højsletten. Bydelen El Alto oppe over kanten er svulmet op til en enorm forstad.

Anden dag i La Paz tumler jeg rundt i den tæt trafikerede by. Tætpakkede minibusser skubber sig forbi hinanden. Dieselosen, den tynde luft og de mange menneskekroppe, der maser imod mig, tager noget af charmen fra byen. Langsomt begynder jeg at ane, at noget har forandret sig på de 15 år, der er gået, fra jeg var her sidst.

Men hvad er det, som er forskelligt fra dengang? Ud over at byen åbenlyst er vokset. Og ud over at det myldrer med telefonboder og internetcafeer?

Jeg mailer hjem til min bror og min eksjugoslaviske svigerinde. Det er, som om La Paz er blevet mindre indiansk, skriver jeg. Kvinderne går ikke så traditionelt klædt som tidligere. Færre bowlerhatte, færre spraglede skørter og færre mangefarvede, stribede stofbylter, som de bærer børn og bagage i på deres ryg.

Min bror, Anders Stefansson, er ikke ph.d. i antropologi for ingenting. Med et formanende glimt i øjet skriver Anders tilbage, at han er nødt til at komme med et forbehold for mine betragtninger efter min tilbagevenden til Bolivia:

"Hvis jeg lige må indskyde en enkelt akademisk pointe fra mit eget arbejde, så er det ved sådanne 'hjemkomster' altid vanskeligt at skelne mellem de faktiske ændringer på stedet og ens egen udvikling i mellemtiden. Det kan være, at dine erindringer har forskubbet sig."

Selv er jeg uddannet i litteraturvidenskab og er af den opfattelse, at når jeg kan analysere og fortolke en kompleks tekst, så har jeg også en god chance for at forstå en kultur. Men selvfølgelig har Anders ret, når jeg er kommet mig over min småfornærmelse som lillebror.

For allerede Heraklit, den gamle græske filosof, har jo sagt, at man kan ikke bade i den samme flod to gange. Og det er det, jeg forsøger: Jeg er kommet "hjem" til det Sydamerika, der betød en masse for mig, da jeg var yngre, men både Sydamerika og jeg har forandret os.

Min bror har igennem flere år beskæftiget sig med bosnieres forestilling om hjemkomst til det land, der blev hærget af etnisk borgerkrig i første halvdel af 1990'erne. Han har fundet ud af, at flygtningenes erindring om hjemstavnen i mange tilfælde bliver forvansket. Billedet af fortiden præges af nostalgi - længslen efter hjemstavnen forårsager fortrængning af de dårlige minder. De, der vender hjem til Bosnien, må erkende, at drømmebilledet ikke længere svarer til virkeligheden.

Er det på tilsvarende vis derfor, at jeg husker La Paz som fuld af traditionelt klædte, maleriske indianere? Derfor jeg har fortrængt trafikkens larm og bilernes mørke skyer af lungegenerende udstødning? Derfor jeg husker, at der på hvert gadehjørne sad en indianerkone og sov med en stabel mangoer, nogle klaser bananer og en pose kokablade? Jeg kan ikke udelukke det. Jeg husker byen anno 1991 som før-moderne og oplever den nu som moderne.

Heldigvis har jeg en informant - som det hedder i antropologien. Kvinden fra La Paz støtter min tese om, at byen er blevet mindre indiansk de sidste 10-15 år. Hun peger på, at de unge kvinder ikke længere ønsker at iføre sig deres mødres, cholaernes klædedragt.

Cholaerne er de kvinder, som er kommet til byen og bliver ved med at klæde sig som bondekoner. De gynger gennem de stejle gader med deres brede bagdele, der sjældent skyldes en frodig natur, men langt hyppigere mængden af underskørter.

Den brune, sorte eller olivengrønne bowlerhat er deres uundværlige og værdifulde statussymbol. Når det drypper tungt fra himlen her i den regnfulde årstid, beskytter kvinderne deres hat ved at lade den sidde på hovedet indpakket i en klar plasticpose. Men benene er bare trods kulden om morgenen og aftenen her en kilometer fra bjergenes snegrænse.

Informantens udsagn om kvindernes forandring beviser ingenting. Hun er selv en del af den strømmende flod, ingen kan bade i to gange. Hun har selv forandret sig. Alligevel: Kun ved at observere og fortælle får hun og vi andre tingene til at hænge sammen. Enhver sammenhæng er måske en illusion, men en illusion, vi må leve med.

Jeg tror, indianerne er blevet mere indianske ved at være mindre indianske. Sådan hænger det sammen for mig. Jeg tror, de unge kvinder i La Paz er blevet stærkere end deres fåmælte, forknytte mødre. De unge har slanke hofter og har ikke brug for fire lag underskørter for at manifestere deres kvindelighed.

For 15 år siden kunne min rejsekammerat og jeg vanskeligt få øje på en eneste smuk kvinde i La Paz. I dag er min kæreste og jeg enige om, at mange af paceñaerne har kønne træk.

I Sarajevo er det bønderne fra oplandet, der er flyttet ind. De etniske blandede - som min serbisk-bosnisk-katolsk-ateistiske svigerinde - har forladt byen. De følte sig som kosmopolitter.

Når min svigerinde og hendes ligesindede i dag besøger hovedstaden i Bosnien-Hercegovina, mener de ikke længere, at det er den samme by. Under og efter borgerkrigen holdt bønderne, der kom til byen, køer oppe i lejlighederne og smed skrald ud ad vinduerne. Deres mentalitet præger stadig Sarajevo.

Ligesom i La Paz har landbefolkningen holdt deres indtog. Der går nok en generation eller to, før bønderne i Sarajevo bliver urbane, som de nu er ved at blive det i La Paz. Udvikling tager tid, lang tid.

Ude på landet, på altiplanoen rundt om Titicaca-søen i det stadig tilbagestående Bolivia og det mere vækstprægede Peru, finder indianerne sig ikke længere i alt.

De blokerer vejene, når de er utilfredse. Når de overdriver brugen af deres magtmiddel nummer et, bringer de landenes udvikling i fare. Brugt med omtanke er blokader og stormøder vejen til bedre samfund.

Kære indianere: Fortsæt udviklingen! Få smidt de korrupte borgmestre på porten. Gør elforsyningen bedre. Lap de hullede veje. Send børnene i skole hver dag. Bliv ved med at forholde jer udogmatisk til kirken. Vær stolte af, at I blander de oprindelige kulturer med indflydelsen udefra. Vær stolte af, at I tør anbringe lupakakulturens frugtbarhedsfremmende stenstøtte, som kvinder med lyst til at blive gravide i århundreder rituelt har nedsænket sig over, oven på jeres kirkes tårn. Fortsæt med at sætte jer ovenpå, alle I undertrykte, alle indianere og alle kvinder.

Så bliver Sydamerika endnu mere moderne.