Fornærmelsens velbehagelighed

NÅR STATUS gøres over det forgange år, er der ét ord, der træder i forgrunden: Ordet fornærmelse.

Underligt nok. Normalt er det den fornærmede selv, der lider ubehag ved det, så hvorfor dog blive fornærmet?

Alligevel er nogle af os nu sidst blevet fornærmede over præster, der propaganderer politik fra prædikestolen og høster klapsalver for det fra deres kirkeuvante fans.

Tidligere blev nogle muslimer fornærmede over nogle avistegninger. Så blev vi fornærmede over, at de rejste verden rundt for at gøre flest mulige mennesker fornærmede. Ordet fornærmelse synes i det hele taget at fylde meget i tiden. Og måske også før.

Hør, hvad en forfatter skrev om fornærmelse for 125 år siden. Det er som talt ind i dagens Danmark. Vise ord, som kan vække til eftertanke og sætte ting i nyt perspektiv.

Det er i "Brødrene Karamassov" af Dostojevski, hvor Den gamle, abbeden i klosteret, taler: »...for fornærmelse kan somme tider føles meget behageligt, ikke sandt? Og selv om vi ved, at der ikke er nogen, som har fornærmet os, men at det er os selv, der har fundet på fornærmelsen og løjet til for at pynte på sagen, at vi selv har forstørret det hele for at lave et billede, har haget os fast i et enkelt ord og gjort en myg til en elefant. Selv om man ved dette, er man straks parat til at være fornærmet, fornærmet indtil velbehag, indtil det føles som en sand fornøjelse, og på den vis arbejder man sig endog op til virkeligt fjendskab«.

Aktuel i dag

Fjodor Pavlovitsj sprang op: »Du velsignede mand! Lad mig kysse din hånd. Netop, det er netop behageligt at blive fornærmet. Aldrig før har jeg hørt nogen sige noget så godt. Ja, netop, netop jeg har hele livet ladet mig fornærme indtil velbehag, fornærme med æstetikken for øje; for det er ikke bare velbehageligt, det er til tider skønt at være den krænkede. Det er skønt. Dette sidste vil jeg skrive ned«.

Det var Dostojevski. Aktuel den dag i dag.

Vi bør passe på ikke at fristes til denne fornøjelse. Og være varsomme med ikke at friste vore medmennesker ind i denne fornærmelsens velbehagelighed.

Det kunne være et godt nytårsforsæt.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen