Tvangsfjern forældrene
SAGEN fra Farsø om den 13-årige pige, der ikke ønsker samkvem med sin far, rammer dybt ind i et stærkt kulturelt tabu: Børn må ikke sige højt, at de gerne vil være fri for mor og far.
Vores kultur har både skrevne og uskrevne regler om, at børn for enhver pris hører sammen med deres biologiske forældre, også selv om de samme forældre gør dem mere skade end gavn. Hvis børnene alligevel er stærke nok til at gøre oprør og sige højt, at de gerne vil være fri for at være sammen med mor og far - og det er der faktisk ikke ret mange børn, der har styrken til - så bliver de mødt med et voldsomt pres den anden vej: »Nej, ved du nu hvad, uanset hvor dårligt dine forældre behandler dig, så elsker de dig alligevel, lille skat. Det skal du bare vide..«
Den holdning tror jeg, flertallet af landets sagsbehandlere og politikere ligger under for, og det er ærlig talt til at brække sig over.
Selvforståelse ramt
Sagsbehandlere og politikere vil ganske enkelt ikke erkende, at børn helt af sig selv og ud fra et dybtfølt overlevelsesinstinkt kan finde på at sige nej til samvær med dårlige forældre, for så rammer det deres egen selvforståelse, nemlig at alle forældre da er gode ved deres børn, og at børn altid har bedst af at være sammen med biologiske forældre.
Efter min mening handler sagsbehandlerne med foragt for børns egne følelser, når de tvinger dem til at skulle være sammen med forældre, der aldrig har gjort børnene andet end skade. Lyt dog for pokker til børnenes egne stemmer og følelser.
Ministeren siger nu, at når børn har været udsat for incest, vold og overgreb, så skal de lyttes til. Det er sikkert velment, men også absurd. Hvad med børn, der udsætte for omsorgssvigt, fordi forældrene er misbrugere? Skal de børn ikke også lyttes til? Hvor mange overgreb skal et barn udsættes for, før det har lov at sige nej tak til at blive "elsket mere" på dén facon? Hvorfor har børn ikke lov til at sige højt: »Mor og far, jeg vil ikke være sammen med jer, I er ikke gode forældre, jeg har fundet nogle, der er bedre!«
En stor lykke
I virkeligheden fokuserer man alt for meget på, at tvangsfjernelse er en ulykke for børnene, selv om det - i visse tilfælde - kan vise sig at være en ganske stor lykke. Man burde snarere fokusere på at tvangsfjerne de forældre, der ikke er deres opgave voksen.
Jeg håber inderligt, at plejefamilien til den 13-årige pige og hendes storesøster holder stand.
