Kronik: Luther og Jens Rohde

Det er tankevækkende, at magthaverne angriber kirken for "politisk stillingtagen" i strid med det lutherske, hver gang præster taler magten imod, skriver dagens kronikør.

Når jeg her tager udgangspunkt i Jens Rohdes udmeldelse af folkekirken, skal det straks slås fast, at det, som han sagde, alene er et anliggende mellem ham og folkekirken. Han har mig bekendt heller ikke på noget tidspunkt bragt Luther ind i debatten. Det er ikke hans personlige stilling til medlemskab af kirken, der er interessant, selv om det er det, der debatteres mest.

Det er, som Jens Rohde siger, principperne, debatten bør handle om. Det er jo en luthersk folkekirke og dens præster, det drejer sig om, og det er temmelig tydeligt, at der bag hele diskussionen ligger forestillinger om nogle centrale lutherske lærepunkter, som der direkte eller indirekte refereres til. Det gælder forholdet mellem religion og politik.

Luther og de sidste tider

Luther trådte som bekendt ikke frem med et færdigt teologisk system, men efterhånden som hans tanker udformedes, først i kritikken af pavekirken og efterhånden også som konsekvenserne af hans tanker gik op for ham, måtte han overveje mange ting, bl.a. den kristnes situation i verden, herunder også forholdet til de verdslige myndigheder. Det skete i vid udstrækning i aktuelle sammenhænge, når konflikter og vanskeligheder viste sig. Og konflikter var der nok af i det opdelte, borgerkrigshærgede Tyskland.

Det var ikke mindst de kaotiske tider, der bibragte Luther den overbevisning, at dommedag var lige for døren. Det var han ikke ene om at mene. Ligesom kristendommen oprindeligt var en dommedagssekt, der levede på håbet om Kristi genkomst inden for samme generations levetid, som havde oplevet hans død, således blev denne forventning lyslevende i de følgende århundreder, hver gang store, frygtelige begivenheder opstod. Det var i disse tider den bedst tænkelige forklaring på opstande, kaos og ødelæggende katastrofer, som vi nu analyserer ud fra en helt anden rationalitet. Det er meget afgørende at forstå Luther og hans tanker ud fra denne forventning, der måtte blive styrende for enhver stillingtagen. "Verdens ende kan ventes hvert øjeblik," skrev han i 1525.

Luther måtte flere gange forsvare sig over for sine venner, som bebrejdede ham, at han var alt for hård i sin kritik af politikere, fyrsterne. I dag ville han få meget på puklen for sin tone i debatten, og det fik han altså også dengang, da den ellers var bramfri nok. Det var på et tidligt tidspunkt, hvor der endnu ikke kunne være tale om landsdækkende kirker, men kun lokale menigheder, og vi skal nok forstå Luthers skrappe udsagn som udtryk for hans ønske om at værne de spæde evangeliske menigheder, som han endnu mente selv kunne ordne deres forhold, når de bare fik lov til det. Men den politiske udvikling og især bondekrig og andre voldsomme begivenheder fra midten af 1520'erne fik Luther til at genoverveje fyrsternes rolle i forhold til kirken. Det stod klart, at hans ungdoms optimistiske tro på, at det hele nok skulle gå, når bare evangeliet blev forkyndt, ikke holdt i virkelighedens verden. De første voldelige forfølgelser med dødelig udgang for evangeliske prædikanter fandt også sted på denne tid. Det måtte alt sammen give Luther anledning til på ny at overveje grænserne for den verdslige øvrigheds beføjelser og dermed de kristnes stilling til politik, som vi ville sige.

Det affødte bl.a. det berømte skrift fra 1523, "Om den verdslige øvrighed, hvor langt man skylder den lydighed". Tonen er skrap fra starten. Gud har gjort fyrsterne forrykte, så de tror, de kan befale deres undersåtter, hvad de vil, og undersåtterne tror i deres vildfarelse, at de må rette sig efter dem. Han har fået nok af sådanne fyrster, og han vil med ordet stå dem imod, disse "slyngler og narre".

Så er det sagt, og han udvikler nu det, der er blevet kaldt læren om de to regimenter, som er noget meget centralt i lutherdommen.

Grundlaget er især to skriftsteder: Romerbrevet kap. 13, hvor der står, at "enhver skal underordne sig de øvrigheder, han har over sig, for der er ingen øvrighed, uden den er fra Gud," og "den, der sætter sig op imod øvrigheden, står Guds ordning imod." Og Peters 1. brev 2, 13 f: "For Herrens skyld skal I underordne jer enhver menneskelig ordning." Her står klart og tydeligt, at den verdslige øvrighed er indsat af Gud, og at kristne har pligt til at rette sig efter den. Men så er der også Mattæus 5, 39 f: »I må ikke sætte jer imod den, der tilføjer jer ondt, men hvis nogen giver dig et slag på den højre kind, så vend også den anden til.«

Af dette og endnu mere udformer Luther så læren om de to regimenter og de to riger, som er noget andet end middelalderens lære om Guds og Djævelens rige. I Guds rige regerer Kristus, og til dette hører alle troende. Her har de verdslige øvrigheder intet at gøre, her råder alene evangeliet og de kristnes åndelige frihed. Hvis alle var kristne og altså hørte til her, var der slet ikke brug for det andet regimente, det verdslige. Men det må til, for det er kun de færreste, der er kristne, og derfor har Gud indsat de verdslige øvrigheder, som med magt skal hindre det store flertal af ikke-kristne i at øve deres ondskab. Øvrigheden skal holde "de vilde dyr" i ave, så de ikke skader fællesskabet og de kristne.

Begge regimenter er nødvendige, og de er begge Guds ordninger. Ordene hos Mattæus om ikke at sætte sig imod det onde gælder alle kristne i deres egenskab af undersåtter.

De kristne kan imidlertid også godt deltage i øvrighedens gerning, for den er også Guds ordning og nødvendig i verden, "for at ondskaben må blive holdt i tømme og retfærdigheden blive beskyttet". Men de skal gøre det på næstens vegne og ikke for egen vindings skyld. Her gælder "den hellige, stærke tekst" i Romerbrevet 13, der siger, at magten er forordnet af Gud. Hvervet som øvrighedsperson er et "kald", en tjeneste for Gud, nøjagtig som andre erhverv eller ægteskabet.

De to regimenter skal holdes adskilte. Det verdslige regimente må ikke blande sig i troens anliggender. I sine prædikener understreger Luther mange gange, at troen kan man ikke fremtvinge eller selv vælge, den er kun, hvor Gud giver den. Øvrigheden har ikke noget at gøre på troens område, og når den alligevel blander sig, er det, fordi "Gud har givet dem en falsk stræben, og han vil gøre en ende på dem".

Generelt gjaldt det, at lige fra verdens begyndelse var en klog fyrste en meget sjælden fugl og en from endnu sjældnere. Almindeligvis er de største slyngler og narre på Jorden. Man skal opfatte dem som redskaber i Guds hånd, når han i sin vrede bruger bødler til at straffe ondskaben og opretholde den ydre fred. Verden er ikke bedre værd, den er værdig til de herrer, den har, børn og idioter som de er, som der står i Esajas 3,4.

Når den kristne blev udsat for overgreb fra fyrsternes side, skulle han protestere verbalt, men aldrig sætte sig til modværge. Oprør var altid Satans værk. Netop på denne tid var Luthers oversættelse af det Nye Testamente forbudt i mange tyske delstater, og eksemplarer blev med magt samlet ind og konfiskeret. Når man kom ud for det, skulle man nægte at medvirke til udleveringen, man skulle protestere og så i øvrigt tage den straf, det måtte medføre. Det gjaldt på alle områder, hvor man mødte uret fra øvrighedens side.

Luthers udgangspunkt er altså ikke at udtænke en statslære. Det er en prædiken om Guds styrelse af verden i en tid, da Djævelen rasede som aldrig før, fordi dommedag stod umiddelbart for døren. Bibelordet, at "hele verden er i den Ondes vold", gjaldt mere end nogensinde.

Når man har med historiske personer eller bevægelser at gøre, gælder en afgørende regel: man skal forsøge så præcist som muligt at forstå og gengive deres synspunkter i den sammenhæng, de blev tænkt og ud fra de forudsætninger, der var deres. Derefter og som noget andet kan man så overveje disse tankers videre skæbne og deres virkninger i verden. Dette sidste hedder virkningshistorie.

Her er Luthers synspunkter ridset op, forhåbentlig uden at alt for mange nuancer er gået tabt. Hvordan gik det så senere?

Lutherdommen blev som bekendt statsreligion i de lande, hvor reformationen sejrede. Det gælder Danmark, hvor statsmagten blev meget styrket ved, at kirken ikke længere var en stat i staten. Dens jord blev konfiskeret og gjorde kongen til den stærkeste økonomiske magt i landet, og kirkens folk blev statstjenestemænd. De udsagn hos Luther, der handlede om lydighed mod øvrigheden og det ugudelige i enhver form for aktiv modstand, kunne enhver magthaver kun opleve som sande og rigtige, og de blev energisk prædiket for befolkningen.

Det var forbi med de tider, da præsterne kunne kalde politikerne slyngler og idioter. Kongen havde den fulde magt over kirken. I loven fra 1537, der ordnede den nye statskirkes forhold, står der om bisperne, at de skulle "holde vore undersåtter til at være fredsommelige og lydagtige med den undervisning, de skal gøre i deres prædiken om herskab og lydighed, som man er dem pligtig". De skulle prædike den lutherske tro, som den nu blev forstået, men det var samtidig en politisk virksomhed, der gjorde præster og bisper til statsmagtens forlængede arm. Nye love og forordninger skulle læses op fra prædikestolen.

Under enevælden fra 1660 blev styringen endnu strammere. Lutherdommen blev lovreligion, adfærdsregulerende ned i detaljer, der ikke lader islam i det nuværende Iran noget efter. Noget andet er så, at befolkningen aldrig tog denne udgave af kristendommen til sig, hvad bl.a. den stadige strøm af indskærpelser, formaninger og straffe vidner om. Der var ikke mange gejstlige, der mukkede, og de, der gjorde det, blev afskediget eller straffet. Selvcensur er og bliver det bedste styringsmiddel, magten har. Hvad Luther ville have brugt af skældsord om denne periodes politikere og gejstlige, må vi overlade til fantasien.

Det kristne hovedbudskab i denne periode var lydighed mod øvrigheden med den begrundelse, at kongen regerede på Guds vegne over det kristne fællesskab. Det var en kollektiv tro, hvor Guds straf ville ramme hele samfundet, når den enkelte forbrød sig. Frelse kunne kun findes inden for det kristne fællesskabs rammer. Derfor tvungen nadverdeltagelse for alle og udryddelse af dem, der mistænktes for at være på Djævelens side. Dommedags nærhed, som var så vigtig i Luthers forståelse, trådte af indlysende grunde mere og mere i baggrunden.

Det var først med større viden og oplysning, at kristendommen skiftede karakter her i landet, så der igen blev lagt vægt på troen på individuel frelse ved nåde alene. Skiftet skete af mange grunde og var et led i den almindelige udvikling, der flyttede tyngdepunktet over på individet, den enkeltes lykke og muligheder, en udvikling, der som bekendt stadig blomstrer. Som iagttager udefra er det interessant at iagttage, hvordan de lutherske tanker om de to regimenter nu skaber stor forvirring i en kirke, der befinder sig i en total anderledes situation end den, hvori Luther tænkte disse tanker.

Det er tankevækkende, at magthaverne angriber kirken for "politisk stillingtagen" i strid med det lutherske, hver gang præster taler magten imod.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen