Kronik: Et skrumpehold af korhylere

Mange korhylere har stukket hyleren ind på det sidste. Eller er begyndt - som Politikens 12 favoritter - at jamre over tonen i debatten i stedet for at tale om sagens realiteter, faren for vores ytringsfrihed for eksempel. Hvad kan man så lære af det? Ikke at tage notits af korhylerne, skriver dagens kronikør.

For nylig, på vej til Gilleleje efter fisk, betroede jeg min kone, at der var 12 forfattere der i Politiken havde protesteret mod tonen i indvandrerdebatten. »Kan du gætte hvem det er?« spurgte jeg.

Hun kunne gætte de 11. Kun Stig Dalager glemte hun. Det har vi jo alle en tilbøjelighed til, uanset hvor store anstrengelser han gør sig, for at det ikke skal ske.

De 12 forfattere er ikke tilfældigt valgt. Det er de 12, der uvægerligt får gode anmeldelser i Politiken. Og får deres produkter salgsfremmende omtalt såvel i dette blad som i Danmarks Radio.

Noget for noget, som vores statsminister siger.

Protesten er blevet overordentlig vel, ja, nærmest favnende modtaget af tv-stationerne. Tv-oplæserne har i ord og kropssprog gjort de 12 forfatteres protest til deres. De har nærmest givet seerne opfattelse af, at disse 12 var Danmarks samlede forfatterstand, i hvert fald kremen af den.

Det kan undre.

En af de 12, Klaus Rifbjerg, befinder sig det meste af året i det solrige og skattebillige Spanien.

En anden, Ib Michael, er for det meste på krydstogt omkring de polynesiske øer, hvor han dykker i det varme vand efter guldfisk.

En tredje protestant, Kirsten Thorup, er ikke kendt for noget indlæg i den offentlige debat ud over det famøse, hvori hun anbefalede regeringen at indføre censur af muslimkritiske ytringer.

En fjerde, rejsebogsforfatteren Carsten Jensen, er kendt for at udspy eder og forbandelser, såkaldte invektiver, mod fredelige medborgere, som han ikke kan lide.

En af de 12 er slet ikke forfatter, men har sit velbelagte levebrød på en af venstrefløjens højborge, Per Schultz Jørgensen fra Danmarks Lærerhøjskole.

Hr. Silketråd (Seidenfaden) fra Politikens allerhøjeste kontor har godt nok måttet ud i periferien for at få sine protestanter til at ligne et hold.

Vigtigere end Silketrådens hold af udlandsdanskere, skældsordsforfattere og bekæmpere af ytringsfriheden er det at notere de forfattere, der ikke lod sig fange i Silketrådens spindelvæv. Dem der ikke ville være med i Politikens kampagne. De tæller blandt andet:

Modtagere af Nordisk Råds litteraturpris Dorrit Willumsen og Per Hultberg.

Den verdensberømte Peter Høeg.

Forfatteren til den bedste besættelsesroman og mange andre kloge romaner, Tage Skou-Hansen.

Folkekære kvalitetsforfattere som Maria Helleberg, Jens Christian Grøndahl, Lone Nørgaard, Bjarne Reuter, John Nehm, Leif Davidsen, Anne Marie Løn, Hanne Marie Svendsen.

De skønlitterære forfatteres formand Peter Legaard.

Kunstneriske begavelser i topklasse som Sven Holm, Jens Smærup Sørensen, Svend Åge Madsen, Jess Ørnsbo, Vibeke Grønfeldt, Inger Christensen, og mange, mange andre. Det er dem, der er landets forfattere, ikke Silketrådens letbenede kompagni.

Politiken har alle dage været en ren professor Tribini til at befordre sine yndlingsforfatteres fremgang i livet. Men i dette tilfælde har markskrigeren ikke haft heldet med sig. Det er et skrumpehold, Politiken stiller til at forsvare sin pinlige rolle i indvandringsdebatten som en af landets værste vildledere.

Men skrumpeholdet stiller altså op - al respekt for det - med solnyderen Klaus Rifbjerg i spidsen. Skønt netop Store Klaus næppe aner hvad der foregår i hans tidligere hjemland. ( Den smule han ved har han formodentlig udelukkende fra læsning af Politiken. ) Ret en folkets vejleder!

Ikke desto mindre får Silketrådens skrumpehold altså et ganske betydeligt medløb fra medierne.

Hvem er disse medløbere?

Eliten, kalder nogle dem. Det gør jeg ikke. Jeg kalder dem for korhylerne. For de er gode til at hyle op. Og de hyler i kor. De er politisk kor-rekte. Ja, de er øvrighedens advokater. "Øvrigheden" i indvandringssagen har nemlig ikke været folkestyret, men mediestyret. Mediemagten har ensidigt været tilhænger af masseindvandringen.

Korhylerne har ikke været folkets stemme. De har hylet imod deres eget folk. Korhylerne befinder sig ikke blandt deres folk. De bor i Gentofte, i de eksklusive dele af Frederiksberg og Christianshavn, eller i fjerntliggende landsbyisolater som Suzanne Brøgger, hvor risikoen for at støde ind i indvandrere er til det yderste minimeret.

Det danske folk derimod bor tæt op ad indvandrere. Derfor kan folket se, at den er gal. De indvandrede muslimer vil for størstepartens vedkommende ikke være danskere, ikke have børn med danskere, ikke tale dansk, ikke have deres børn opdraget dansk. De vil være en stat i staten.

Stærkt tilskyndet af Silketråden og hans lige sagde Folketingets partier oprindelig ja til, at Danmark skulle være to stater, en dansk og en muslimsk. Men partierne har givet sig. Trods alt er det jo folket og ikke "eliten" der leverer stemmerne.

Men, som sagt, korhylerne udgør ikke vort lands elite. De af landets bedste kunstnere, videnskabsmænd og andre virkelige fagfolk, som jeg har talt med, har været imod SR-regeringens laden-stå-til politik.

Det er ikke den virkelige intelligens, der taler den hovedløse indvandrings sag, det er intelligentsiaen. Det halvstuderede klientel af tv-underholdere, lærere, modens medløbere, The smart Set.

Denne gruppe leder efter noget der kan give den prestige. Da de ikke har præsteret noget, der kan give dem denne prestige, mener de kan opnå prestigen ved at tilslutte sig den lille magtfulde flok, der er eksklusive alene ved at tage afstand fra den brede befolkning.

Da den brede befolkning er imod den hovedløse indvandring, mener intelligentsiaen, den kan markere sit eget værd ved at væmmes ved befolkningens uvilje mod den ukontrollerede indvandring. Med andre ord blive "in" ved at blive advokater for den ufolkelige indvandring.

Denne psykologiske mekanisme kan illustreres med en historie fra USA. En indskrænket, hvid mand havde været med til at lynche en neger. Da man forhørte ham, svarede han: Hvis jeg ikke er bedre end en forbandet sortrøvet nigger, hvem fanden er jeg så bedre end!

I England løber der for tiden en diskussion om Oxford-professoren John Careys bog "What Good Are the Arts?" (omtalt af Heidi Amsinck i Kulturweekend 30/12 2005). John Carey beskriver intelligentsiaen som mennesker der konstant er på jagt efter at tilegne sig det, som er uden for massernes rækkevidde.

I gamle dag var det gode middage, store biler og pæne huse. Men gode middage giver fedme. Og fedme signalerer underklasse. Og en bil og et hus har både blikkenslageren og skorstensfejeren i dag.

I stedet opsporer udygtige folk, der ønsker "at være noget", så de moderigtige meninger. Meninger som almindelige folk ikke deler. Det kan være begejstring for sensationskunst. Eller - hvor unaturligt det end lyder - begejstring for Det radikale Venstre. Eller det kan være at foragte folket, fordi folket ikke gør som Silketråden vil have, deler Danmark op i to adskilte lande. De smarte kalder så folket for racister, xenofober og hvad ved jeg. Og simsalabim er de selv blevet ædlere mennesker, adskilt fra det vulgære folk, selv om de lever i skattely, på krydstogtskibe eller som nytteløse reklameagenter for tredjerangs tv-stationer.

Jeg tror vi skal ned i denne Erasmus Montanus-psykologi for at forstå, hvorfor så mange så højlydt og så længe har forsvaret en så håbløs sag som multikulturen og den muslimske masseindvandring.

Vi vil alle sammen gerne være noget. De fleste prøver heldigvis at opnå dette ved at blive dygtige til deres fag. Kirurgen til at operere. Oversætteren til at kende det fremmede sprogs finesser. Snedkeren til at få ahornbrædderne til at føje sig under sin høvl.

Men intelligentsiaen, de halvstuderede røvere, de fallerede studerende, har ikke noget fag, i hvert fald ikke et, de behersker. Så søger de at blive eksklusive ved at have ufolkelige meninger.

Men man bliver nu engang ikke eksklusiv af at vende ryggen til sit eget folk. Det bliver man bare en anløben personage af. De politikere, redaktører og forfattere, der bærer hovedansvaret for den indvandringsulykke, vi er havnet i, er ikke populære i den danske befolkning, skal jeg hilse og sige.

Mange korhylere har da også stukket hyleren ind på det sidste. Eller er begyndt - som Politikens 12 favoritter - at jamre over tonen i debatten i stedet for at tale om sagens realiteter, faren for vores ytringsfrihed for eksempel.

Hvad kan man så lære af det?

Ikke at tage notits af korhylerne.

Et godt råd. Vogt jer for de københavnske cafeer og Det Radikale Venstre. Dér har korhylerne det nemlig med at forsamle sig.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.