To slags danskhed

VI HAR TO former for nationalisme eller danskhed. De to kæmper mod hinanden. De repræsenteres af to Amager-drenge, for hvem det ideale Danmark er 1950'ernes. Dengang verden var, og da Danmark var et stort Amager-digt. Det var før Amager blev globaliseret med Øresundsbro, Ørestad, Field's og Metro.

1950'erne var frihedens epoke. Fri for nød, fri for Gud, fri for muslimer, fri for EU, bare fri. Hvis man vil have et anskueligt billede af denne verden, skal man se den første "Far til fire"-film med dens "Det er sommer, det er sol, og det er søndag" fra 1953. Filmen er superrealisme. Da var alle hjerter glade og netop frie. Man gik ikke i kirke, man var dansk og sang danske sange, og kun Lille Per bad aftenbøn. Det er jo ikke tilfældigt, at "Far til fire" er blevet gentaget sidste år. Vi lever i drømmen om "Krønikesamfundet".

Men hvem er de to, der kæmper om at definere danskheden? Det er naturligvis de to frække drenge: Rifbjerg og Krarup. De inkarnerer kulturkampen mellem brandesiansk-PH-danskhed og kierkegaardsk-grundtvigiansk-danskhed; mellem elitens aristokratiske danskhed og folkets demokratiske.

Forskellen er, at den enes danskhed er uden Luther, den andens er med. Den enes er fri for religion, mens i den anden holdes det nationale i skak af det evangelisk-lutherske.

For Krarup er danskhed ikke en essens; man er dansk, hvis man tilfældigvis bor på den rigtige side af den danske grænse. Danskhed kan kun bestemmes negativt. Det danske er intet. En dansker var engang en, der ikke var tysker (ligesom en finne er en svensker, der ikke vil være russer). I dag er en dansker en, der ikke er muslim. Så enkelt er det. Hvis grænsen forsvinder, er der ingen danskere.

For Rifbjerg er der en dansk essens. Det danske er noget i sig selv. En værdi, en kerne. »Jeg er fuldstændig afhængig af det danske sprog. Jeg er dybt forbundet med dansk vejr, dansk natur, dansk historie«, udtalte han her (13/1). Hvis det ikke er nationalisme, ved jeg ikke, hvad det er. Den kan endog ligne Krarups - minus Gud. Fælles for dem begge er, at de taler om danskheden, som den var i 1950'erne, da hjerterne var glade og fri. Krarup har skrevet om den tid i selvbiografien "Verden var"; Rifbjerg har gjort det ofte, men senest her i avisen.

Sådan lyder hans lille danmarkshistorie: Under Fogh er det skrækkeligt og nationalistisk. I 1970'erne og 1980'erne var det forfærdeligt: "Patos og puritanisme". Det var ulideligt i 1960'erne, især under ungdomsoprøret. »Oprøret havde ikke brug for os«, siger han trist. Han blev marginaliseret. I begyndelsen af 1950'erne var der ulidelig fromhed på grund af Heretica; men slutningen af 1950'erne var højdepunktet. »Tingene blev frie og lettere. Man kunne tillade sig himmelspjæt. Der var lidt sjovere«. Ja, ikke sandt: Alle hjerter var lidt glade og lidt frie.

Om man vælger den enes eller den andens nationalisme, er en smagssag, men begge bidrager de til at opretholde illusionen om en danskhed, der er en ren kulisse i en globaliseret verden. Heldigvis har vi en regering, hvis skatteminister har skrevet en bog, der hedder "Hurra for globaliseringen".

Det kræver en del blindhed at kalde en regering med en sådan minister for "nationalistisk". Kun kunstnere og præster kan finde på den slags.

Hans Hauge er lektor, dr. phil. på Nordisk Institut, Aarhus Universitet, og skriver på denne plads hver lørdag.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen