Politi og tidsforbrug

PER LARSEN fra politiet i København overvejer at retsforfølge folk, der har afbrændt det amerikanske flag. Samtidig søger han i støvede bøger efter paragraffer, som tilsvarende skulle gøre det muligt at retsforfølge folk, der brænder det danske flag af (JP 14/7).

Jeg er enig med Per Larsen i, at det ikke er pænt at afbrænde flag. Og det er oven i købet dumt at afbrænde det amerikanske: Ganske mange amerikanere er jo ikke enige i Bush' krig mod Irak.

Og når man afbrænder amerikanske flag, signalere man ikke blot en fjendtlig holdning mod den amerikanske præsident, men også mod alle andre amerikanere.

Men helt ærligt. Ingen har lidt fysisk overlast, og ingens ejendom er blevet beskadiget, og i et demokrati er det nu en gang vilkårene, at vi alle til tider må opleve ytringer, som virker sårende.

På grund af Anders Foghs og den danske regerings deltagelse i samme krig trues vi i dag af terroraktioner. Og den gode politimand burde have vigtigere ting at bruge sin tid på end at spekulere på, hvordan han kan retsforfølge folk, som på en noget primitiv måde tilkendegiver synspunkter, han ikke er enig i.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen