En rummelig kirke

ET FLERTAL af landets biskopper vil med en slags ægteskabsritual til at velsigne homoseksuelle par og har dermed givet begrebet "kirkebøsse" en ny betydning.

Samtidig har de gjort sig selv og den danske folkekirke definitivt til grin. Og hvorfor egentlig nøjes med at velsigne homoseksuelle par? Hvorfor ikke velsigne tre eller fire mænd på samme tid, hvis de nærer kærlige følelser for hinanden. Eller en mand og hans puddelhund, hvis de står i et lykkeligt intimt forhold? Eller en mor og en mindreårig søn Og bedstemoren med?

Ballet er åbnet. Hvad sætter grænsen? Ifølge biskopperne er det i hvert fald ikke Bibelen. Det er i princippet en ærlig sag ikke at tillægge Bibelen nogen vægt - enhver er salig i sin tro. Men hvorfor er de så egentlig biskopper i folkekirken? Og med hvilket udgangspunkt udtaler de sig så? Hvem tror de egentlig, de er - paven i Rom?

Bred opbakning

Biskopperne har gladeligt overtaget den perverse idé om homovielser fra den politiske verden: I maj 2004 var der forslag i Folketinget af bl.a. SF's Kamal Qureshi (muslim fra Rawalpindi i Pakistan) om vielser i folkekirken af homoseksuelle. I første omgang fik forslaget ikke flertal, men siden er ideen bakket op over en bred front bl.a. af statsminister Anders Fogh Rasmussen og Flemming Oppfeldt. Som tak for indsatsen blev statsministeren i 2004 hædret som Årets Laks af Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske ved en bøsseparade i København (samme hæder gik året før til partifællen Flemming Oppfeldt, der nu er sigtet for pædofili).

Politisk majoritet

Biskopperne er nok i strid med Bibelen, men til gengæld følger de fint den politiske majoritet. Og det er vist vigtigere. Faderen, Sønnen og Helligånden er blevet erstattet af de herskende moderne politiske strømninger, abstrakt tolerance og rummelighed. "Rummelighed" er blevet mantraet for den danske folkekirke. Ud over forskellige kirkelige retninger skal kirken med djævelens vold og magt kunne rumme multi-dit-og-dat, feminisme, socialisme og masser af humanisme. Folkekirken har så travlt med at rumme alt muligt, at der ikke kan levnes plads til en lillebitte ting, nemlig Gud. Og når Gud går ud, hvem går så ind?

Det er kommet så vidt med mange biskopper og præster, at man må advare ubefæstede sjæle mod at gå i kirke. Søren Kierkegaards ord er mere sande i dag end nogensinde: »Ved at undlade at gå i kirke om søndagen begår man én synd mindre, nemlig at holde Gud for nar.«

Indførelsen af homovielser kunne være dødsstødet mod folkekirken. Hvis det ikke var, fordi den danske folkekirke for størstedelens vedkommende allerede for længst er død og reelt er ophørt med at være kirke. Den kristne sjæl har forladt det døde legeme. Tilbage er blot et sminket lig. Det er nydeligt uden på, men indenunder er det dødt, gassende kød i opløsning. Og her boltrer mange biskopper og præster sig - som fede, glinsende ål, der slanger sig rundt i det rådnende kadaver. Det er til at brække sig over.

I den nuværende tilstand synes der kun at være én sidste værdig kirkelig handling tilbage for den danske folkekirke: det er med sig selv som genstand at udføre begravelsesritualet.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen