Træg start på naturparker

SKAL landskabsbevarelse vinde fodfæste og opnå lokal opbakning, kræver det nye retningslinjer, et helt nyt koncept.

Det er både fristende og relevant at sammenligne det hidtidige forløb med de seneste oplevelser fra den europæiske scene, politikerne vil ét, men folket siger nej.

Egentlige naturparker, som vi oplever dem i det store udland, er der ikke mulighed for ret mange steder. Hver en bid er for længst taget i brug, og ingen tør vel for alvor gå i lag med at afskaffe selvejet, selv om man er flink til at stramme betingelserne.

Et folkeoprør

Da tidligere miljøminister Hans Christian Schmidt i sin tid fremsatte sin skitse for nationalparker i Danmark, præciserede han, at én af betingelserne var, at planerne kunne støttes af lokalsamfundet. Hans Christian Schmidt kommer som bekendt fra Sønderjylland og var derfor velkendt med forgængeren Svend Aukens mislykkede forsøg på at gøre Tønder-marsken til et særligt beskyttet område, et MJV-område, hen over hovedet på marskbønderne.

Det endte med folkeoprør i Sønderjylland og stoppede en forundret og uforstående minister, der måtte erkende: Hvad er Danmark uden sønderjyder?

Alle vi andre, der kender marsken, ved, at det er marskbønderne, der har passet og plejet området og holdt området i hævd mod storm og hav i generationer. De var ikke tilfredse med at blive sat på porten for, at en ærekær minister senere kunne optræde på bonede gulve med nyt MJV-område etableret i hans ministertid.

Der er skrevet bøger om forløbet. Ikke særlig respektfuldt for øvrigt, men hvad har man lov til at forvente?

Virkeligheden truer

Det er åbenbart, at Hans Christian Schmidts initiativ og synspunkt har haft svært ved at trænge igennem. Det administrative apparat og naturorganisationerne hager sig stadig fast i Wilhjelm-udvalgets konklusioner, der på forunderlig måde tager hensyn til alt undtagen dem, der skal leve med de mange vilkår og ønsker. Meget heroisk og såre enkelt, for det gode mod de onde.

Det svært at frigøre sig for overvejelser om, hvad der er vigtigst, naturen eller det at vinde proselytter. Når det kommer til stykket, er det oftest de lokale borgere, der har værnet om de landskabelige værdier og haft den fornødne veneration og pietetsfølelse.

Nu synes konklusionen så at blive, at der ikke er råd til naturparker i den form, mange har drømt om. Virkeligheden er med andre ord rykket nærmere.

Folketinget - eller rettere miljøministeren - burde overveje at sende en lille snæver delegation til England, også med landbrugsrepræsentanter og lade dem studere og opleve både de engelske naturparker og især den engelske model for landskabsbevarelse. Det engelske landskab i disse særligt udvalgte områder er helt unik. Initiativet går helt tilbage til 1945 og fungerer tilsyneladende eksemplarisk.

Også vi har grund til at skelne mellem egentlige naturparker, der nødvendigvis, hvis alle ønsker skal opfyldes, må ende som et mere eller mindre statsligt projekt, mens landskabsbevarelse er noget andet. Kendetegnet for de engelske projekter er, at områderne fortsat er i privat eje. Det er flere af parkerne også for den sags skyld, men for begge typer er ejerkredsen velrepræsenteret i det lokale og styrende råd.

Et sådant koncept har vi ikke endnu, men det burde vi have. Et ordentligt og håndterbart koncept for det åbne land af særlig skønhed eller historisk værdi. De klatvise fredninger og generelle bestemmelser er ikke godt nok, hvor urbaniseringen stormer frem.

Der er også grund til at bekymre sig om, at kommunerne får større kompetence og dermed kommer tættere på forvaltningen i det åbne land. Der kan hurtigt opstå mindst hundrede gode grunde til placering af nye vejanlæg, erhvervs- og byggegrunde, som hakker landskabet i stumper og stykker. En kommune er ikke en uvildig myndighed, men i høj grad en aktiv aktør.

Gode eksempler

Fjordlandskabet ved Roskilde er et gode. Her var der også annonceret en naturpark.

Det bliver formentlig heller ikke til noget, dels fordi naturorganisationerne intervenerer kraftigt, og kommunerne kun siger ja, hvis projektet ikke anfægtede deres ret til at bestemme, og dels trak landmændene sig straks belært af tidligere erfaringer.

Også de bruger forkert etikette og begår den fejl at lægge op til etablering af en naturpark. Det kan jo ikke lade sig gøre, medmindre man går ind for falsk varebetegnelse. Det, man bør forene kræfterne om, er landskabsbevarelse, og det er noget ganske andet, men lige så vigtigt.

Tyskland og Holland er også gode eksempler på landskabspleje, mens Belgien ligger i den anden ende af skalaen. Vi har et flot land, men vi bliver nødt til at passe bedre på det, og de hidtidige bestræbelser er ikke gode nok. Et års tænkepause i alvorlige sager er jo helt aktuelt; hvad med at gøre ligeså her og bruge tiden til at lytte og gå nye veje?

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen