Spørgsmål til Kremls fhv. filialbestyrer

KREMLS fhv. danske filialbestyrer Ole Sohn, som blev nødt til at lukke sin filial, efter at de mange rare penge fra Moskva og Øst-Berlin holdt op med at strømme ind i Dronningens Tværgade, kan ikke lide min anmeldelse af hans sidste lille bog (JP 6/1).

Det er nu helt forkert, at Jensen ikke bryder sig om Sohn.

Jeg kender ham ikke, har kun truffet ham et par gange og syntes da umiddelbart godt om ham. Det, jeg ikke bryder mig om, er, at han aldrig har forsøgt at give en ordentlig forklaring på de ulovligheder, han som DKP-formand havde ansvaret for.

Et opkog

Men først lidt om bogen og anmeldelsen. Kapitlet om Rachlin-familien er et opkog af den historie, som hr. og fru Rachlin selv har fortalt og beskrevet i deres bøger, interviews samt radio- og TV-programmer. De svigt i det danske embedsværk, Sohn beskriver, er for ingenting at regne i sammenligning med de fortielser, manipulationer og forbrydelser, der blev begået af det system, som Ole Sohn bekendte sig til for ikke så længe siden.

Jeg har svært ved at acceptere, at en mand med Sohns fortid nu skal indtage en position som dommer over fortidens Danmark og hylde humanitære idealer, som han selv og hans partifæller ikke blot fordømte, men var parate til at ofre for at bane vejen for det system, der var skyld i Rachlin-familiens lidelser og millioner af andres tragedier.

Uden at vide det afslører Sohn endnu en gang sin foragt for det ikke-kommunistiske Rusland og den demokratisk valgte præsident Boris Jeltsin.

Han nævner ikke, at den tidligere vicepræsident Rutskoj havde opfordret til væbnet opstand, og at væbnede bander stormede TV-stationer og andre strategiske bygninger, før han blev arresteret.

(I øvrigt sad Rutskoj ikke i Butyrka-fængslet, men i det langt mere komfortable Lefortovo).

Historieforvrængning

Sohn vil ikke tage stilling til, hvem der var "den største skurk".

Nej, han forsøger at sætte lighedstegn mellem Stalins terror og Rusland i 1993.

Det samme gjorde Sohn/Gislason i filmen om Arne Munch Petersen. Det er historieforvrængning, der vil noget.

Jeg har ikke lyst til at vente på, at Sohn engang får skrevet sine erindringer.

Jeg beder ham om her og nu at tage klar stilling til de ulovligheder, han som bestyrer af Kremls og DDR's agentur i Danmark var ansvarlig for.

Sohn har tidligere udtalt, at han ikke havde kendskab til ulovlig kommunistisk virksomhed, og at det var ynkeligt at modtage penge fra en fremmed magt til at drive politisk virksomhed for i Danmark.

Det samme har Frank Aaen erklæret.

Vil det sige, at Sohn tager afstand fra al den illegale virksomhed, hans parti har drevet gennem alle årene? Og fra alle de pengetilførsler samt de mange andre former for indirekte økonomisk støtte hans parti modtog fra Sovjet og DDR, og som udgjorde mange millioner kr.?

Eller vil han fortsat benægte, at han på sit partis vegne så sent som i marts 1990 modtog 980.770 kr., udbetalt ved Politbureau-forordning N P 183/15?

Kammeratligt møde

Vil han også benægte, at han den 18. juni 1989 havde indbudt genosse Hermann Axen fra SED's Politbureau til kammeratlig drøftelse i Dronningens Tværgade (ud over genosse Sohn deltog ifølge det østtyske referat fra dansk side genosserne Frank Aaen, Poul Emanuel, Anker Scherning, Bo Rosschou, Ingmar Wagner, Jørn Christensen og Steen Parker Jørgensen; fra tysk side ud over Axen Werner Krause fra DDR's ambassade i Danmark og Werner Knöller fra SED's Centralkomité)?

Og at man på mødet bl.a. drøftede de socialistiske staters fredspolitik og imperialisternes modoffensiv?

Dvs. nogle måneder før Ole Sohn drog til DDR for at stå på ærestribunen i Øst-Berlin sammen med Erich Honecker, mens strækmarcherende folkearmister defilerede forbi i anledning af den socialistiske tyske stats 40 års jubilæum.

PS. Blot et enkelt eksempel på russiske navne, som Sohn fortsat har så store problemer med.

Han nævner en Sergej Petrovitj, direktør for den historiske afdeling af Memorial (der ifølge Sohn har enten over 60 eller over 200 afdelinger i Rusland. Læseren må selv gætte).

Det ville svare til, at man om en dansk direktør skrev, at han hed Hans Peter, mens vedkommende rettelig hedder Hans Peter Jensen.

Den pågældende russer hedder S. P. Sigatjov.