I Herren hensovet

Set i forhold til udfordringen er udfaldet af Montreal-mødet en skuffelse. Den globale klimakatastrofe vokser, og Danmarks rolle er ynkelig, skriver Svend Auken.

»I HERREN hensovet« var sammen med »lueforgyldt idioti« min afdøde fars yndlingsudtryk, når han kom ud for noget virkelig dumt. Jeg kan ikke komme i tanke om mere rammende udtryk, når jeg tænker på den igangværende klimaomvæltning og verdenssamfundets groteske passivitet. Sne/islaget i Kilimanjaro, Andesbjergene, Himalaya og Alperne er på vej væk. Livet på 90 pct. af verdens koralrev er truet med udslettelse. Vandstanden stiger og lavtliggende kystområder er truet både af den og stadigt voldsommere tropestorme. Indlandsisen på Grønland og isdækket ved polerne smelter hurtigere end selv de mest pessimistiske forudsigelser. Alligevel ligger verdenssamfundet i bevidstløs koma og gør ingenting - eller næsten ingenting - mens katastrofen bliver mere og mere alvorlig.

Den faktiske udvikling i den globale opvarmning har elimineret det meste af den videnskabelige usikkerhed, der tidligere herskede om årsagerne til ændring i klimaet. De menneskeskabte udledninger af CO 2 og andre klimagasser er hovedskurken i de bratte temperaturstigninger og den alvorlige destabilisering af klimaet. En af verdens førende klimaeksperter, James Hansen, direktør for NASA's Goddard Institut for rumforskning, har for den amerikanske Geofysiske Union (International Herald Tribune 14/12) gør opmærksom på at jorden med de nuværende temperaturer ligger på det højeste niveau i 10.000 år, og at vi med blot en vækst i temperaturen på 1 grad vil ligge på den højeste temperatur i en million år. Men med udsigt til de to til tre graders temperaturvækst, som de fleste forskere regner med i det 21 århundrede, forudsiger Hansen: »Jordens historie viser at med en varmestigning på to tiltre grader vil havoverfladen omfatte ikke blot det meste af ismasserne fra Grønland og den vestlige del af Sydpolen, men også en væsentlig del af den østlige del af Sydpolen, hvilket vil føre til vandstandsstigninger på 25. meter.«

Tony Blair har med rette kaldt denne klimaforandring for vor tids største trussel. Efter min mening en langt større udfordring end farerne for terrorisme. Alligevel var han som vært for G8 i sommer ude af stand til at råbe sine kolleger i de øvrige store lande op.

Bedre gik det i Montreal hvor der i december blev der holdt klimatopmøde. 150 landes miljøministre var samlet, og de kunne glæde sig over at Kyoto-protokollen - trods amerikansk modstand - nu var trådt i kraft, og over at landene - inklusiv store ulande som Brasilien, Indien og Kina - var rede til at indlede en dialog om, hvad der skulle ske efter protokollens første forpligtelsesperiode (2008-12) og til at diskutere nye reduktionsmål. Ganske vist blev der ikke opstillet tidsplaner og målsætninger, men den skrøbelige Kyotoproces overlevede og de store ulande er med. Selv USA sagde ja til at deltage i forhandlinger, men betingede sig at forhandlingerne ikke måtte omhandle forpligtende reduktionsmål!

Bag den diplomatiske succes gemte sig en energisk indsats fra Canada, formandslandet, en overvældende videnskabelig dokumentation, et pres fra miljøorganisationerne, en dygtig forhandlingsindsats fra EU's side og et fremragende embedsmandsarbejde, anført af den danske formand for ekspertkomitéen, Thomas Becker. Men Montreal succes'en er jo kun en diplomatisk bedrift set i forhold til det truende sammenbrud af Kyoto-processen og de mange amerikanske attentater. Set i forhold til udfordringen er udfaldet af Montreal-mødet en skuffelse. Som New York Times skrev 'talk is cheap, and nonbinding talk is even cheaper' (14/12). Verdenssamfundets regeringer tøver og svigter. Der er ingen sammenhæng mellem udfordring og handling. Karakteristisk nok blev landene derfor også enige om i Montreal at begynde at forhandle om "tilpasning" til klimaforandringerne.

Danmark indtog tidligere en førerrolle når det gjaldt indsatsen mod global opvarmning. Vi påtog os de mest ambitiøse reduktionsmål, og vi satsede kraftigt på de to mest effektive virkemidler: Energieffektivisering og udbygning med VE. Frem til 2002 reducerede Danmark år for år sin udledning af klimagasser. Bruttoenergiforbruget blev afkoblet fra den økonomiske vækst. Og Danmark blev et foregangsland når det gjaldt investeringer i vedvarende energi. I dag er næsten 30 pct. af Danmarks elforbrug dækket af VE.

Der blev opbygget en imponerende vindmølleindustri med tusindvis af nye arbejdspladser og en milliardeksport. Danmark blev kendt over hele verden som VE landet. Et forbillede for mange.

I 2006 - hvor behovet for indsats er større end nogensinde - er tegningen en anden. Energiforbruget går i vejret med den økonomiske vækst. Udledningerne af CO 2 stiger i stedet for at falde. Alle konkrete mål er pillet ud af regeringens energistrategi der nu kun er fremskrivninger og ikke handleplaner. Opstillingen af vindmøller er gået i stå. Selv aftalte investeringer halter langt bagefter tidsplanen. Den danske vindindustri får i realiteten ingen opbakning fra det officielle Danmark trods de enorme eksportmuligheder der er. Og på tegnebrættet ligger spændende projekter der kan forvandle CO 2-gasserne fra kraftværkerne til biobrændsler - med enorme globale perspektiver - og samler støv. Det er intet mindre end en skandale.

Danmark har alle forudsætninger for at kunne spille en hovedrolle i klimapolitikken, og miljøministeren holder de rigtige taler og tak for det. Men der hvor vi virkelig kunne gøre en forskel - hos os selv - der gør vi ingenting, eller næsten ingenting. Danmark er det land i EU der er længst fra at opfylde sine klimaforpligtelser. Fra at være et foregangsland er vi blevet en uinteressant bagtropsnation, som alle de andre der bare vil købe sig aflad i udlandet. Desværre.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen