Leder: Hjertelig velkommen

DET internationale vingesus rammer København for en kort bemærkning. USA's præsident lægger vejen forbi den danske hovedstad på vej til topmøde i Skotland med lederne fra syv af verdens noget mindre stormagter.

George W. Bush gæster Danmark. Som et udtryk for samhørighed. Et udtryk for taknemmelighed. Et skulderklap. En venskabsvisit fra lederen af en nation, som vi danskere har delt interesse- og skæbnefællesskab med i godt et århundrede. Ingen kan vide, hvor vi ville have stået i dag, hvis ikke amerikanerne var gået forrest i slagene mod fascister, nazister og kommunister. Men tanken kan give kuldegysninger. I dag er truslen mod almindelige menneskers liv og velfærd terrorister, og endnu en gang har USA vist vilje til at yde ofrene. Det skal vi være både glade og taknemmelige for.

Den professionelle kulturradikale bekymringsindustri er - naturligvis - bekymret. Mænd og kvinder, der har læst et par bøger mere end de fleste, føler sig kaldet til at fordømme denne nation og dens præsident og belære ham og hans administration om, hvordan hans land bør arte sig.

Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at hverken Bush eller USA har fremturet med ønsker om eller krav til, hvordan Danmark bør agere. I Washington hersker der en generel opfattelse af, at det er danskerne nok bedst til selv at finde ud af.

Det har vi nu gjort komfortabelt i mere end et halvt århundrede med USA som partner og allieret. USA og Danmark er ikke en symbiose. Vi mener noget forskelligt om mange forskellige ting. Men vores grundlæggende tro på demokratiet, på friheden, på mennesket og på menneskeheden står som et urokkeligt fælles fundament.

Internationalt er styrkeforholdet forskelligt. Danmark er lillebror, uanset om vi snakker økonomisk eller militær magt. Alligevel mødes vi i øjenhøjde. Vi fastholder en dialog, som almindeligvis er fornuftig, kreativ og fremadskuende og først antager karakter af skingert hysteri, når man bevæger sig ud mod venstrekanten i det politiske spektrum.

Resterne af de gamle NATO-modstandere, Vietnam-demonstranter, tidligere kommunister og doktrinære socialister rumsterer stadig i undergrunden og finder lejlighedsvis nogle mærkesager, der for en tid kan puste nyt liv i det i bund og grund autoritære miljø. Den nyeste er naturligt nok Irak. Som i de gode gamle dage, når Sovjetunionens massive forbrydelser mod mennesker og menneskeheden blev glemt til fordel for hetzen mod USA, er 30 års irakisk rædselsregime under Saddam Husseins hensynsløse diktatur komplet fraværende i kritikken af USA's rolle i Irak.

Perspektiveringen er sat ud af kraft.

Det forventes, at 20.000 vil hylde disse principper ved at demonstrere i Københavns gader i morgen. Budskabet vil være lige så enkelt, som det er primitivt. Her er ingen nuancer eller indsigt i den demokratiske måde at organisere sig på.

De hadefulde udfald mod personen Bush og dæmoniseringen af ham som en mindre begavet, krigsliderlig oliespekulant overser - bevidst eller ubevidst - det faktum, at han altså står på toppen af et system, der er mere demokratisk end noget andet. I USA skal selv den lokale sherif genvælges. At forestille sig at mindre begavede mennesker ville kunne nå toppen af det system er - mindre begavet.

George W. Bush er nået til tops i systemet gennem mange og lange demokratiske processer, der kulminerede med den overvældende sejr ved præsidentvalget sidste år. Der er al mulig grund til at hylde manden for den platform, han står på - uanset om han falder i danskernes smag eller ej. Gadens parlament vil naturligvis råbe og skrige. Vi vil sammen med det demokratiske, folkelige og forstandige Danmark blot sige:

Hjertelig velkommen, Mr. President.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen