Forståelig borgerlig skuffelse

DEN STORE udredning om Den Kolde Krig var bestilt af den borgerlige regering. Det var meningen, at den skulle indgå i regeringens offensiv mod venstrefløjen.

Derfor er det ikke underligt, at højrefløjen er skuffet over resultaterne. Anders Fogh Rasmussen har ganske vist forsøgt sig med en udlægning af, at undersøgelsen viste, at han havde ret, men det fremstår ikke særlig troværdigt.

Henrik Gade Jensen (HGJ) er mere ærlig. Han erkender, at undersøgelsen viser, at den største trussel mod verdensfreden i 1970'erne og 1980'erne var Reagans aggressive politik, mens fredsbevægelsen og venstrefløjen i hovedsagen spillede en positiv rolle - både i forhold til at bevare freden og til at skabe mulighederne for revolutionerne i Østeuropa.

HGJ mener, at det skyldes, at forskerne har beskæftiget sig med nogle forkerte spørgsmål. Forkert. De har udelukkende forsøgt at svare på de spørgsmål, som regeringen har stillet.

Jeg synes også, det er groft at beskylde de pæne - hovedsagelig borgerlige - mennesker bag undersøgelsen for at stå for en ny slags autoriseret venstredrejning. Sandheden er jo, at de i præsentationen af rapporten har gjort, hvad de kunne for at nedtone den klare frikendelse af venstrefløjen og fredsbevægelsen, som rapporten indeholder.

På et område er jeg enig med HGJ. De radikales forbindelser med det østtyske bondeparti har næppe haft stor betydning for udviklingen i Østeuropa. Det havde de folkelige bevægelser i landene til gengæld.

Her ville det have været interessant med en analyse af specielt SF's og VS's indsats for at støtte disse bevægelser og betydning af denne støtte. På samme måde kunne der være brugt mere krudt på en analyse af betydningen af borgerlige partiers manglende støtte til disse bevægelser.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen