Selvretfærdighed

Jeg har gjort, sagt og ment det rigtige - oftest på bekostning af mit medmenneske, som må undgælde for mit rethaveri. Jeg ikke blot har ret; nej, jeg har ret til at have ret.

Selvretfærdighed er ulidelig at møde hos et andet menneske, og den er dræbende at møde hos sig selv. Og den er en umådelig stærk trang i os alle, brugt til såvel selvbeskyttelse som selvhævdelse.

I mødet med Gud går imidlertid enhver selvretfærdighed til grunde. Så ligeså ubrydelig dens mønster kan være mellem mennesker, ligeså sikker er dens undergang i mødet med Gud. Vi taler af og til om et menneskes vej til Gud. Selvretfærdighedens vej er ikke blot ikke farbar, den er tillige en afvej, en vej bort fra Gud. Ligesom moralens og de gode gerningers veje er ufarbare.

Dagens lignelse beretter om den eneste mulige vej til Gud og hans rige. Vi hører om en konge, der ville holde sin søns bryllup. Han indbød til fest, men ingen kom, ja, endog kongens sendebud blev slået ihjel. Da blev kongen vred og straffede de indbudte. Derefter blev der sendt nye indbydelser ud, og både de gode og de onde blev nu budt med. Festen gik i gang, men da opdagede kongen, at der var mødt én i sin egen festdragt og ikke i kongens, og han sagde sine tjenere: »Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren!«

Når man indbydes til fest, må man komme i den festdragt, der er blevet udleveret, og ikke i sit eget tøj. Det var nemlig en østerlandsk skik, at der med en fyrstes indbydelse til bryllup fulgte en særlig festdragt med, og det er selvsagt en krænkelse og en fornærmelse mod festens vært at møde op i andet end den tilstillede festdragt. Og meningen er klar nok: når Gud indbyder til fest i sit rige, så kommer vi kun med på hans betingelser. Vi må stille i den festdragt, han giver os.

Denne mand troede imidlertid, at han kunne komme til fest i sin egen klædning. Han troede, at han ved sin selvretfærdighed, sin hellighed, ja, ved sit blotte fremmøde så at sige kunne iklæde sig sine egne præstationer og feste i dem. Og da han troede det, var han fortabt. Og hvis du nogensinde har prøvet - måske i forholdet til et menneske, du elskede - at stå som den, der har ret, eller som den, der pukker på egne præstationer. Så ved du noget om, hvad det vil sige at blive kastet ud i mørket, hvor der er gråd og tænderskæren.

Det fortælles, at da Adam og Eva efter syndefaldet mødte Gud, måtte de skjule sig og dække sig med blade. For da erkendte de, at de var nøgne. Dét havde de ikke gjort før. Da levede de blot de nøgnes udsatte liv i ubetinget tillid til Guds nåde. Men efter syndefaldet måtte de dække sig selv. De måtte retfærdiggøre sig. De måtte iklæde sig deres egen hellighed og pukke på deres selvretfærdighed.

Og dét var netop deres fortabelse!

Hvad er nu Guds festdragt til dig og mig? Det er hans urimelige barmhjertighed, den, som blev skænket os gennem hans søns lidelse og død. Festdragten bæres ellers kun af denne søn, for han er den eneste, der har adgang til Guds rige. Men nu får vi lov at låne den. Vi får lov at iklæde os Kristi festdragt. Kun i dén kan der festes i Guds rige.

Men det er så til gengæld et kristent menneskes frihed: befrielsen fra at skulle fare rundt og helliggøre og retfærdiggøre sig selv.