Kronik: Islam og den lutherske tradition for modstand

Religiøsitet er den stærkeste magt i verden. Den skaffer sig rum og kræver respekt og vil i tilfældet islam tilkæmpe sig politisk indflydelse ved repræsentation i vore demokratiske institutioner og på denne måde tage de små skridt mod verdensherredømmet. Her er religionsrelativisternes og ateisternes kritiske forhold til religion aldeles impotent og berøringsængsteligt. Alene kristendommens gennemlysning af religiøsitetens dæmoniske afveje kan dæmme op for den forestående skæbnesvangre udvikling, skriver kronikøren.

Lad det være sagt råt og brutalt: Martin Luther anså islam for at være en dyrkelse af djævelen. Hvorfor han gjorde det, og hvorledes han mente, at islam skal bekæmpes, er spørgsmål, som enhver, der bekender sig til lutherdommen, må overveje og besinde sig på, og enhver, som vil gøre op med lutherdommen, må også gøre det i forhold til disse spørgsmål.

I øvrigt skal det i parentes bemærkes, at Luther brød sig ikke om udtryk som lutherdom og lutheranere og luthersk kirke. Han ville forkynde kristendom i kristne menigheder, og i forhold til denne opgave havde han tre fjender: Islam, jødedommen og den katolske kirke.

Disse fronter havde intet med racisme eller kirkeligt magtstræb at gøre, men var alene begrundet i, at disse tre parter efter Luthers mening forfalskede gudstroen og i virkeligheden var det samme som gudsfornægtelse og blasfemi. Det hele var en sag om, hvad kristendom går ud på. Og det hører med til kristendommens væsen, at den karakteriseres ved sine modsætninger.

Det første afgørende, Luther siger om bekæmpelsen af islam, er, at islam kan ikke bekæmpes med sværdet. En krig mod muslimerne som en religionskrig eller et korstog er uforeneligt med den kristne tro.

Kristne drager ikke i krig for deres tro. Det gør muslimerne og det på Koranens befaling, men det gør de kristne ikke. Det har ikke hjemmel i Det Nye Testamente. Når paven vil drage på korstog er det rent hykleri og politisk beregning, mener Luther.

Paven vil ifølge Luthers opfattelse standse islams udbredelse militært for at sikre sig pengestrømmen fra de kristne kirker i Europa. Det er uforeneligt med kristendom at føre krig under korsets tegn, for de ugudelige kan ikke udryddes med sværdet. Ja, hvem er således på Guds parti, at han kan føre den kamp?

Luther mener, at så måtte det kristne Europa udrydde sig selv, da det vrimler med ryggesløse og fordrukne personer overalt, og der er uendelig langt mellem virkelig kristne mennesker.

Islam kan kun bekæmpes ved bøn og bod, og med bod mener Luther i virkeligheden besindelse på alt, hvad Jesus siger og apostlene forkynder. Datidens katolske opfattelse af bøn og bod var noget meget anstrengt og overdrevent for slet ikke at tale om hele afladssystemet.

Nej, siger Luther, det drejer sig ikke om alle de abekattestreger, man finder på i klostrene og kirkerne med at fremsætte bønner i det uendelige og pålægge sig selv straffe og pinsler, men det drejer sig om for sig selv at udstøde en enkelt suk overfor Gud: »Befri os Herre fra islams forbandelse«.

Det er Luthers påstand, at islam er Guds straf over en kristenhed, som ikke er tro mod sin egen tro, og derfor er der kun ét svar på islams indtrængen i den kristne verden, og det er fordybelse og selvbesindelse i det kristne gudsforhold for hver enkelt kristen. Alt andet vil være at tage riset ud af Guds hånd.

Dertil hører så netop også en klar indsigt i islams gudsfornægtelse, som består deri, at Kristus ifølge Koranen ikke er Guds søn og død og opstanden for vor skyld , men blot en profet på linie med de gammeltestamentlige profeter.

Her mener Luther, at ud af denne Koranens lodrette løgn og krænkelse af budskabet om Guds forsoning gennem Kristus med det gudløse menneske kan man udlede islams religiøse og moralske vildfarelse og hele det menneskelige forfald.

At man bygger på en løgn om Gud, fører til, at man fører sværdet i Guds navn. Løgn og mord hører uvægerligt sammen for Luther.

Dertil kommer ødelæggelsen af forholdet mellem mand og kvinde. Kvindens position i islam er for Luther et bevis på, at udgangspunktet er det forvrængede billede af Gud. En mand kan ikke behandle kvinden sådan, som den muslimske mand gør det. Flerkoneriet er afskyeligt og mandens ret til at forskyde kvinden er et udtryk for islams moralske forfald.

Nok findes der, siger Luther, rare og flinke muslimer og nok udviser deres samfund lovlydighed og politisk orden, og nok kan deres gudstjeneste få de kristne til at sige, at her udviser man da virkelig religiøsitet, men det er intet værd, da det er intet andet end et djævelsk bedrag, for uden tro på Kristus spiller mennesket en rolle over for Gud, som er helt uforenelig med den sandhed og virkelighed, som kristendommen har afsløret og rådet bod på ved Kristi død og opstandelse.

Mennesket er i islam gudvelbehagelig i kraft af sine bønner og sine leveregler, og det er jo netop det modsatte af kristendommen, hvor det er afsløret, at alle disse påfund ikke er andet end selvdyrkelse og grænseløs egoisme.

Luthers svar på spørgsmålet om, hvorledes islam bekæmpes, er således i al enkelhed:

Besindelse på Kristi gerning og en stille bøn i den enkeltes sind: Befri os fra islams forbandelse.

Men når alt dette er sagt, så er der, som Luther udtrykker det, »en anden mand«, som skal tage affære, og det er kejser Karl V.

Det osmanniske riges hersker stod ved Wiens bymure og truede hele Europa. Det var sultan Solimans agt at underlægge sig den ganske verden.

Svaret på den udfordring var for Luther ikke en sag for præster og biskopper og pave, som netop skulle holde sig til deres prædikestole og prædike Kristus, skønt de så meget gerne ville blande sig i de politiske sager. Nej, her er det kejseren, der af Gud har fået betroet at beskytte sit folk mod en indtrængende fjende. Her er ikke tale om sammenstød mellem religioner, men om at forsvare sin retmæssige ejendom. Og det skal gøres med sværdet, og her kan de kristne også gå med og føre sværdet, men det er så ikke til forsvar for religionen, men til forsvar for liv og ejendom. Sådan skelner Luther skarpt mellem de to regimenter, hvormed Gud efter hans opfattelser styrer verden.

Spørger vi nu, om vi i dag kan lære noget af Luthers holdning, så må svaret for det første være, at vi kan følge Luther i det stykke, at de religiøse modsætninger ikke kan ophæves. De er aldeles absolut uforenelige og modsatte.

En forkyndelse af Kristus griber så dybt ind i gudsopfattelsen, så at al anden religion må vige for kristendommen. Al tale om dialog er nonsens, hvis man forstår rækkevidden af kristendommens påstand om, at Kristus har afgjort vort forhold til Gud. Så er knælen og beden ophørt, og der er kun lovsangen til Kristus, som giver religiøs mening.

Efter reformationstiden fulgte oplysningstiden og her afsvækkes forståelsen af kristendommen som en afgørende begivenhed i historien, og det hele erstattes af talen om respekten for den enkeltes religiøse mening. Troen på kristendommen som en begivenhed, der har ændret og fremdeles ændrer verden, bliver efterhånden til det slappe, at enhver bliver salig i sin tro.

Pludselig står man på et neutralt sted uden for kristendommen og anskuer den, som en mening mennesker kan have eller lade være med at have.

Oplysningstiden tager brodden af religiøsitetens alvor som noget ufravigeligt. Luther kunne aldrig sige, at du mener sådan, og jeg mener sådan, og sådan er vi forskellige, og sådan må vi respektere hinanden, nej, han ville sige, at hvis ikke du bekender Kristus som din frelser og forløser, så ryger du lige lukt i helvede, og din færd her på jorden bliver også det rene selvdyrkelse, og du medvirker til samfundets opløsning og moralens forfald. Men Luther ville så til gengæld aldrig sætte politisk tvang bag sine ord, og herved adskiller han sig fra den eftertid, som kaldte sig luthersk uden at være det.

Vi kan i dag lære det af Luther, at forkyndelsen af kristendommen skal være aldeles intolerant og kompromisløs, men så til gengæld aldeles blottet for enhver magtanvendelse.

Men nu står vi over for et islam, der ikke er rykket frem til Wien, men derimod på den ene side er kommet ganske nær og bygger sine moskeer iblandt os og fordrer respekt. Og fjernt derude østpå anskaffer man sig atomvåben og taler hadefuldt om os i den vestlige verden.

Hvad gør vi på baggrund af vor lutherske tradition i den sag? Det kan på den ene side besvares på samme måde som Luther, at vi i vort stiller sind sukker:»Befri os fra islams forbandelse«. Og derefter henvender os til "den anden mand" kejseren, den verdslige øvrighed, som har ansvaret for, at de derude i det fjerne bliver taget i opløbet ved politisk kløgt og magtfuld optræden.

Det islam, som så er os ganske nær med sine moskeer og kulturcentre og koranskoler repræsenterer derimod en ny problemstilling, fordi det rent faktisk infiltrerer vort samfund, og religionsrelativismen og ateismen i vor moderne tid ikke fatter styrken i den religiøse overbevisning.

På grund af islams politiske målsætninger, der ligger i koranens fordring om verdensherredømmet, er situationen langt mere farlig, end da osmannerne stod ved Wiens porte.

Den gang var det klart nok, hvad der var kejserens opgave med sværdet i hånd. Nemlig at sætte den indtrængende fjende stolen for døren.

Nu er islam kommet ind ad bagdøren, og det vil nu lidt efter lidt gå op for religionsrelativisterne og ateisterne, at religiøsitet er den stærkeste magt i verden. Den skaffer sig rum og kræver respekt og vil i tilfældet islam tilkæmpe sig politisk indflydelse ved repræsentation i vore demokratiske institutioner og på denne måde tage de små skridt mod verdensherredømmet. Her er religionsrelativisternes og ateisternes kritiske forhold til religion aldeles impotent og berøringsængsteligt.

Alene kristendommens gennemlysning af religiøsitetens dæmoniske afveje kan dæmme op for den forestående skæbnesvangre udvikling.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.