Klare retningslinjer?

I JP 1/7 SKRIVER Connie Hedegaard om nye klare retningslinjer for landbruget, da det nu nærmer sig et industrialiseret erhverv. I fremtiden skal dette erhverv så tage de nødvendige hensyn til naboer, miljø, natur og landskab. Initiativet indikerer, at det lige nu kniber med disse hensyn, og følgelig må der gribes ind, inden der sker for mange skader eller skabes for mange konflikter.

Som repræsentant for en interesseorganisation mener jeg, at man ved brug af anden administrativ praksis kunne starte med at rette op på tingene nu. Lovgivningen bør følges op med klare regler. Ministeren virker lidt uklar i sit indlæg, da der kun fremkommer nogle hensigtserklæringer med start fra 2007. Vi vil spørge, hvad med det nuværende system? Var det ikke bedre at bruge dette til at forebygge, dvs. undgå uheldige placeringer af svinefarme i forhold til naboer.

I øjeblikket fungerer systemet sådan, at en landmand, der ansøger, kan være sikker på at opnå en godkendelse, og det næsten uanset beliggenhed, hvis da kommunen ellers er velvillig indstillet. Det er den som regel med den politiske sammensætning, som kommunalbestyrelser eller udvalgene nu en gang har. Det eneste, de klagende kan være næsten sikre på, er, at den kommunale afgørelse stadfæstes af Skov- og Naturstyrelsen, og det uanset geneniveau. Styrelsen imødekommer altid kommunale afgørelser med henvisning til Husdyrbekendtgørelsen, og denne tager ikke meget hensyn til andre end ansøgeren. Selv miljølovens formålsparagraf, der omtaler tilvejebringelse af hygiejniske begrundede regler af betydning for miljøet og for mennesker, synes at være sat ud af kraft.

Indsigelser afvises

Ovenstående begrundes med, at ved udkast til godkendelser afvises alle indsigelser med den begrundelse, at de ikke er væsentlige, selv om officielle anbefalinger og vurderinger efter vejledningerne viser, at en godkendelse vil skabe alvorlige problemer. Konsekvensen af denne praksis betyder, at ca. 30 pct. af alle svinebrug skaber problemer for omgivelser, dvs. både for enkeltbeboelser og landsbyer. Og det i sådan en grad, at beboerne her med rimelighed kan sige, at de forhold, de bliver budt, er uudholdelige. Denne påstand er der dokumentation for, og den er også ministeren bekendt.

Alligevel fortsætter godkendelsestempoet med baggrund i en forældet lovgivning (Husdyrbekendtgørelsen), der kun tager hensyn til landbruget. Hvis hensynene til landbruget er utilstrækkelige, udfærdiges der en dispensation i form af en lokaliseringsgodkendelse.

Dette er ikke en holdbar praksis, hvis man mener noget med initiativerne om at skabe »liv på landet«. Mange af kommunerne synes at gå ind for initiativet, men der skal jo skabes erstatning for de arbejdspladser, der tabes ved et erhverv under kraftig omstrukturering.

Ministeren kan

Miljøministeren burde i stedet for en uklar fremtidig handlekraft tage initiativer nu. Miljøbeskyttelsesloven indikerer, at ministeren har muligheden, da ordene, "ministeren kan", går igen og igen. Vi må spørge os selv: Hvem sætter dagsordenen, er det et erhverv med indflydelse, eller er det ministeren, Folketinget?

Rækken af uhensigtsmæssige godkendelser uden egentlig styr på belastning af omgivelserne får én til at undre sig over paradokserne. Industrien får udledningstilladelser til kloak og luft efter normtal. Disse normtal ændres løbende alt efter den teknologi, der er til rådighed. Resultatet er, at industriområder generelt er næsten lugtfrie.

For at løse op for alle disse paradokser kan jeg kun foreslå ministeren at tage initiativer til en konkret lovgivning, der beskytter omgivelserne og heriblandt naboer.

I øjeblikket overlades naboers "skæbne" til et lokalpolitisk skøn og en utilstrækkelig lovgivning.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen