Aldrig mere fodnoter

STATSMINISTER Anders Fogh Rasmussens besøg i Det Hvide Hus viste, at USA nu betragter Danmark som en af sine meget nære venner og allierede. Væk er tidligere tiders fodnotepolitik, hvor danske politikere var villige til at sætte Danmarks udenrigspolitiske troværdighed over styr som led i et indenrigspolitisk drilleri. Væk er Danmarks omdømme som det svage led i NATO-alliancen. Kun venstrefløjen og visse dele af Socialdemokratiet fremturer fortsat med per refleks at rakke ned på USA og de amerikanske værdier.

Langt de fleste danskere føler i disse dage en fuldt berettiget stolthed over venskabet med USA, og over at man igen regner med vort land uden for landets grænser.

Det er resultatet af en aktiv udenrigspolitisk linie, hvor Danmark har ydet et markant bidrag til fremme af fred og stabilitet i verden. Det er et resultat af tusindvis af danske soldaters fredsstøttende indsats uden for landets grænser. Senest i kampen mod terror, hvor danske styrker er indsat side om side med amerikanske styrker. Og det er resultatet af en målrettet dansk indsats for at hjælpe Østeuropa på fode efter 50 års socialistisk terror og undertrykkelse. Herunder ikke mindst Estland, Letland og Litauen, hvor Danmark - på linie med USA - er helt i front i bestræbelserne på at få de baltiske lande med i NATO og EU. Lad os glæde os over, at der ude i verden regnes med den danske indsats for fred og frihed. Aldrig mere fodnotepolitik.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen