Hvorfor et nyt skuespilhus?

MED DEN nye regering og dermed kulturminister syntes alt fornuftigt afklaret, indtil det nu ligger klart, at ministeren er vendt 180 grader og alligevel støtter anvendelsen af 750 mio. kr. til et nyt skuespilhus.

Det virker i sig selv besynderligt kort tid efter, at den statslige støtte til en række mindre teatre er blevet beskåret eller helt skåret væk.

Jeg mener ikke nogensinde at have set en blot nogenlunde rimelig begrundelse for denne store investering. Den ny Scene er netop blevet (hårdt tiltrængt) moderniseret for 100 mio. kr. i erkendelse af, at der ikke kunne skabes flertal for at sløjfe bevaringsklausulen endsige fjerne denne bygningsmæssige og især teatermæssige totale misforståelse.

Staten får gavmildt foræret et nyt operahus af APM-fond. Da Det kgl. Kapel må forventes at flytte dertil sammen med operaafdelingen, må det forventes, at større balletforestillinger ligeledes følger med, hvis ikke orkestret med dets instrumenter skal køre frem og tilbage mellem to spillesteder.

Turbinehallerne vil man gerne nedlægge. Vel, forståeligt, men mangles der så en lille scene, så skulle det vel være muligt at overtage en af de små private scener, der nu ser ud til at måtte lukke af økonomiske grunde.

Og hvad skal der så foregå på den smukke Gamle Scene efter bygningen af et nyt skuespilhus? Skal den nedlægges og ombygges til parkeringshus eller hvad? Eller finder man det virkelig realistisk, at man kan fylde to store scener med skuespil og den noget mindre Ny Scene med mindre pladskrævende stykker?

Og 750 mio. kr. er jo da forsat en stor sum - foruden driftsomkostningerne - især i en periode med mange nedskæringer.

Hvorfor et nyt skuespilhus? Forklaring udbedes fra kulturminister, forligspolitikere og kgl. teaterdirektør.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen