Kronik: Ytringsfrihed i Afghanistan?

Går det direkte fra den brutale censur under Taleban-regimet til ytringsfrihed, radio, TV og fri presse i Afghanistan? Det er der faktisk håb om. I starten af næste uge mødes verdens rige, herunder Danmark, for at lægge strategi og budget for hjælpen til Afghanistan. Det er nu, den danske regering skal presse på for at sikre ytringsfriheden. Martin Breum, vicedirektør i International Media Support (IMS) skriver fra Kabul

De er der endnu: De pjaltede burqa-klædte kvinder, tilhyllede fra top til tå, med udsultede småbørn uden sko i den isnende vinterkulde i Kabul. Krogede fingre hægter sig fast i én, kvinderne tigger og mumler om sult, ydmygelser og et liv i en fattigdom uden for normal fatteevne. Kabul kan stadig virke gruopvækkende i sin ophobning af ydmygelser, destruktion og menneskelig elendighed, men der er håb gemt i ruinerne. På ét helt afgørende punkt synes både den ny administration i Kabul og afghanerne selv mere end klar til at vende bøtten: Flere tegn tyder på, at Afghanistan allerede i en nær fremtid kan få en i hvert fald tilnærmelsesvis fri presse og afghanerne dermed en overraskende grad af ytringsfrihed. Bevares, indtil videre er aviserne her, Anis, Hewat og Payem præcis ligeså meget i lommen på autoriteterne, som de har været under de forrige regimer, og Radio- og TV Afghanistan opererer fortsat som tro medie-agenter for de nye ejere i regeringskontorerne.

Men det er ikke det afgørende. Det afgørende bliver, om andre får lov at komme til. Rundt om i Kabul og lige på den anden side af grænsen i Pakistan sidder et ganske pænt antal afghanske mediefolk, der både har kvalifikationerne og især viljen til at opbygge en uafhængig presse. Den første uafhængige ugeavis, Kabul Weekly, blev bebudet her af en gruppe afghanske mediefolk for få dage siden. For at sikre etnisk ligestilling skal den trykkes på begge hovedsprog, Dari og Pashto, og den skal være »folkets stemme og kræve svar på deres spørgsmål,« som journalisten Rafiullah Mudjadidi siger det.

Og nede i Peshawar i Pakistan, en hårrejsende, men overkommelig dagsrejse herfra, fortæller Mohammed Sharafat, direktør for det uafhængige nyhedsbureau, Afghan Islamic Press, at han kun venter på, at sikkerhedssituationen i Kabul skal bedre sig, så flytter han sine folk og satellittelefoner til Kabul. Vores samtale bliver afbrudt, fordi Sharafat får et længere og ophidset opkald fra een af de flygtende Taleban-ministre: Endnu et tegn på, hvor vigtigt det er, at de eksilerede afghanske mediefolk hurtigt kommer hjem og på plads i Kabul. Det vil også bedre omverdenens indblik i Afghanistans forhold ganske betragteligt - også når CNN og alle de andre udlændinge er rejst hjem. Talrige af de rapporter, de udenlandske medier sender fra hustagene herfra, bygger på informationer, der reelt er fremskaffet af Sharafat og hans folk.

Det afgørende bliver, om de uafhængige får lov til at operere af dem, der har geværerne - og det er der faktisk ganske gode udsigter til. Både den ny leder af den midlertidige regering, Hamed Karzai, og hans ministre gør nu stadigt mere tydeligt, også offentligt over Kabul radio, at de udmærket ved, at en nedkøling af de dybe konflikter i Afghanistan ikke opnås ved at opretholde den censur, som talibanerne var verdensberømte for - tværtimod. Alt tyder på, at Karzai gerne giver i hvert fald den trykte presse får lov at operere frit under ansvar, som i vestlige demokratier. Og skulle uafhængige radio- og TV-stationer også få lov at operere, ja, så vil Afghanistan paradoksalt nok have en klart højere grad af pressefrihed end sine naboer, Pakistan, Iran, Tadsjikistan og Usbekistan. I Pakistan, hvor det står bedst til, er der ikke een uafhængig radiostation, der har tilladelse til at drive journalistik. Hamed Karzai ved selvsagt, at det internationale samfund - og det vil sige donorlandene - følger denne del af udviklingen i Afghanistan med de allerkraftigste zoomlinser. Han kender især amerikanerne godt og deres forkærlighed for frie medier. Men det er ikke nødvendigvis nogen garanti. Høgene i hans regering vil ikke bryde sig om frie medier. Styrkeprøven mellem den nye ledelse her i Kabul og resten af landets indehavere af store våbenlagre er langt fra slut. Og om bare fem måneder skal en ny ledelse, en forsamling primært af ældre stammeledere, regere landet i to år frem mod en ny forfatning: Ingen aner, hvordan det kommer til at gå. I starten af næste uge i Tokyo skal verdens donorlande, herunder Danmark, lægge linjen og budgettet for de næste års bistand til Afghanistan. Her bliver det afgørende, at mediesektoren får en central placering. Her må regeringer som den danske gøre deres: I forarbejderne til donor-konferencen har der været svære diskussioner om prioriteringerne, og først i de sidste dage har støtte til medierne tilsyneladende fået en rimelig placering på dagsordenen. Danmark og andre donorlande, der længe har forstået mediernes afgørende rolle for fastholdelse af en fredelig udvikling, kan blive afgørende for udfaldet her.

Danmark og andre bør i den sammenhæng lytte nøje til de seneste meldinger fra Afghanistans medieverden. FN's undersøgelser af de udbombede trykpresser, den delvist destruerede Radio Afghanistan og journalistuddannelsen på Kabuls Universitet er i fuld sving her i byen. Det første hold eksperter, udlånt af BBC, forlod den svært bevogtede Bagram Airbase mod Pakistan torsdag i sidste uge, positivt overbevist om den nye regerings åbne sind på dette punkt. Og afghanske fagfolk her i Kabul bekræfter deres observationer. Lederen af Kabuls Universitets tidligere så velfungerende journalistuddannelse, professor Kazem Ahung, bekræftede få timer før dette skrives, at han kun har fået opmuntrende meldinger fra Afghanistans nye ledelse. De er klar til at samarbejde med folk inde i landet - og dem udefra - om en fri presse, lyder det.

En række internationale, private udviklingsorganisationer er allerede på vej for at bidrage til genopbygningen af medierne. Det danske Baltisk Medie Center er ankommet som en af de første for at gå i gang med et public service radio- og uddannelsesprogram sammen med Radio Afghanistan, og flere følger om kort tid. Bygninger til et uafhængigt mediecenter, der skal yde fødselshjælp til nye, uafhængige medier, er allerede udpeget midt i Kabul, aktivisterne arbejder på sagen. Velvilje skorter det ikke på: Det internationale Journalistforbund, IFJ, har sammen med IMS netop afsluttet en serie sikkerhedskurser for de afghanske journalister med instruktør fra samme selskab af forhenværende, britiske jægersoldater, som træner krigskorrespondenterne fra CNN, BBC og andre store mediehuse. Fine kurser, der også fik en symbolsk effekt, vi ikke havde forudset: »Det er første gang i 20 år, der er nogle, der tænker på os,« som en af de afghanske journalister udtrykte det. Det er noget overdrevet - men alligevel: De afghanske mediefolk suger til sig med overvældende lyst og entusiasme, næret af flere årtiers mangel på frihed og mulighed for at udtrykke sig bare tilnærmelsesvis frit.

Talrige tegn her i byen illustrerer, hvor væsentligt det er, at vi nu støtter arbejdet for afghanernes ytringsfrihed. Kampen om sjælene i Afghanistan, og dermed om det splittede, stærkt muslimske lands valg mellem fundamentalisme eller det modsatte, bliver kun på overfladen mindre intens af, at våbnene nu tier. Øverst på Asmai-bjerget, der ses fra hele Kabul, står fx en splinterny radio- og TV-mast: Købt, betalt og rejst med lynets hast af den islamiske, iranske regering i Teheran næsten i samme øjeblik Talebanerne rykkede ud af Kabul. De amerikanske bomber ødelagde den gamle mast, som talebanernes radio brugte; nu har iranerne bygget en ny på Asmai-bjerget. Iran leverede masten som gave til det ny Afghanistan, men så sandelig også, fordi iranerne selv ville i luften. Den iranske statsradiofoni sender nu dagligt flere timers radio ud på FM-båndet til Kabuls radiolyttere, end Afghanistans egen udhungrede radiofoni har kapacitet til, direkte fra Teheran til teknisk grej på den iranske ambassade midt i Kabul og videre ud til Kabuls borgere via masten på Asmai-bjerget. (Iranernes persiske er næsten identisk med afghanernes Dari, så sproget er intet problem). Hvis afghanerne skal sikres bare et nogenlunde frit valg mellem denne form for statsstyret informationsformidling og mere uafhængige stemmer, kommer det til at kræve mængder af velvilje, eksperthjælp og langsigtet samarbejde fra andre sider - og så naturligvis en god pose penge. Weekendens møde i Tokyo bliver det første signal om, hvorvidt FN-systemet og de vestlige demokratier for alvor er indstillet på at give en hånd med også på dette felt.

Eller som den 77-årige tidligere kulturminister i Afghanistan, Mahmoud Habibi, oversætter af Victor Hugo, tidligere formand for Afghanistans parlament og gennem et barskt liv forkæmper for videnskaberne og den frie tanke i Afghanistan, uden tøven sætter tingene på spidsen: »Det er vores sidste chance,« siger han. I det sidste år har han selv levet i landflygtighed med sin kone i et lille hus på den anden side af grænsen i Pakistan, drevet på flugt af fattigdom, sygdom og talebanernes afsky for alt, hvad han står for: »Jeg kender prisen på frihed. Det bliver ikke nemt. Men for os, Afghanistans kunstnere, litterater, intellektuelle, dem der tænker selv, for os bliver der ikke flere chancer,« siger han.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.