Sagt på en søndag: Sæt lys i vinduerne

Befrielsen er fundament for vores nutid og fremtid - og en del af vores identitet. Så vær med til at levetidsforlænge traditionen med levende lys i vinduerne på tirsdag, skriver Paul Zebitz Nielsen.

Vejret er mildt og lidt diset her til morgen - denne fredag den 4. maj 1945 i stationsbyen Otterup på Nordfyn.

Hitler er død et par dage før, og ved morgenbordet fortæller min far, at store tyske byer har overgivet sig - og at general Montgomery og hans engelske tropper er på vej op gennem Nordtyskland for at befri Danmark.

Stemningen er forventningsfuld.

Jeg er ni år og går i fjerde klasse, og i skolegården snakker vi om, at nu får vi nok snart chokolade igen - og en af de store drenge, Jørgen "Murer", som lavede indbrud i lærerværelset og stjal tyskerpistoler, siger, at tyskerne kan vente sig.

Vi børn har levet med voksensnak om krigens gru i det daglige i fem år, og jeg har i perioder været meget bange for, at min far og mor kom i tysk koncentrationslejr.

Efter aftensmaden lytter vi spændt til den danske radio fra London:

»I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.«

Stilhed et øjeblik - og så gentages meddelelsen.

Den oplyste by

Hus efter hus i den lille stationsby bliver oplyst. Elektrisk lys og levende lys - og folk, der ellers kun er på hilsefod, falder hinanden om halsen ude på gaden i glædesrus og befrielse.

Jeg får lov at være længe oppe, og da mor kommer for at sige godnat med aftenbøn, så spørger jeg igen og igen: »Hvornår kommer englænderne?«

Om lørdagen den 5. maj løber vi børn rundt i byen, hvor unge karle fra gårdene og lærlinge fra butikkerne og Otterup Geværfabrik dukker op med rød-hvide-blå armbind og maskinpistoler.

Vi har hørt grufulde beretninger om, at tyskerne river neglene af folk, og vores barnlige hævntørst er unuanceret og skånselsløs, da vi opdager, at der bare skal lidt snak til, før frihedskæmperne henter dem, der nok havde hjulpet tyskerne lidt for meget. Men krigen er ikke helt slut - for om aftenen ringer min farmor fra forretningen i Klaregade 16 i det indre Odense og fortæller, at hun med nød og næppe er sluppet helskindet væk fra voldsomme ildkampe mellem tyskere og frihedskæmpere på Albani Torv.

»Der blev dræbt over 100,« siger hun.

Søndag morgen den 6. maj skynder jeg mig ud i køkkenet til vores husassistent, Gerda - for hun ved meget:

»Hvornår tror du, at englænderne kommer?«

»Det bliver nok i dag eller i morgen«, råber hun ud til mig i haven.

Til Odense!

Der er kun få biler i byen, så da en af mine forældres gode venner, læge Even Marstrand højlydt parkerer sin åbne Peugeot med de tætsiddende gule forlygter udenfor vores hus, kan det høres vidt og bredt - og jeg løber ind i stuen.

»Englænderne kommer nu,« siger Marstrand. »Er der nogen, der vil med ud at tage imod dem?«

Det vil jeg.

Op i den åbne bil og så fuld fart på ind mod Odense. 70 kilometer i timen. Det er hurtigt - og jeg nyder det

På mange af de gårde vi kører forbi, har man hejst Dannebrog, og da vi kommer ind til Odense og ud på vejen mod Bolbro og indfaldsvejen fra vest, Middelfart Landevej, er der flag overalt og en strøm af folk til fods med flag og blomsterbuketter, klar til at tage imod Danmarks befriere, de engelske soldater.

Og så - en fire-fem kilometer ude af Middelfartvejen omkring Blommenslyst Kro, oplever jeg for alvor krigens afslutning.

I højre vejside går trætte tyske soldater, langsomt uden fodslag og i uordnede geledder, krumbøjede af tung oppakning og med slidte ansigter og udtryksløse, nærmest bange øjne på vejen hjem til det knuste fædreland - på én gang et ynkeligt og befriende syn, der giver følelse af, at det onde forlader os, trækker sig tilbage - slået.

For imod os - i vejens anden siden dukker fortroppen af de engelske soldater op i åbne jeeps på vej ind mod Odense - og vi råber og vinker, og folk langs vejsiden kaster blomster til dem.

Jeg har min nystrikkede rød-hvide-blå hue på og står op i bilen og vinker - og glemmer det aldrig.

Hjemme igen i Otterup dukker der overraskelser op - bl.a. viser det sig, at en af mine skolekammeraters far, sognepræst Poul Pedersen i Østrup lidt udenfor Otterup har været leder af frihedskæmpere på hele Nordfyn.

De fem besættelsesår er ballast i mit liv - og børn, der vokser op i et land, der er besat af et andet, påvirkes nok mere, end vi tror.

Og Befrielsen - ja, den gav mig et nyt og andet liv med optimisme og muligheder.

Tænd lys

I de første årtier efter krigen blev den 4. maj højtideligholdt over hele landet med levende lys i vinduerne om aftenen, men traditionen ebbede ud, før den igen dukkede så småt op i 1990'erne, måske i endelig erkendelse af, at den periode også er fundament for vores nutid og fremtid - og en del af vores identitet. Derfor: Sæt levende lys i vinduerne den 4. maj om aftenen til ære for dem, der gav deres liv eller helbred for vores frihed i dag - og som en markering af, at vi som danskere værner om demokrati i en verden, der på mange måder synes at være "af lave".

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.