Kronik: Til lykke med E-dag - nu får vi østhjælp

Vi har alle chancer for at gøre udvidelsen af EU til en festdag - også for konkurrenceevnen. Festen vil imidlertid hurtigt slå over i tømmermænd, hvis ikke EU sætter en stopper for forfatningskrisen.

EU-landene må derfor gøre alt for at få forfatningen vedtaget i juni og få overbevist befolkningerne om, at de skal stemme ja i de efterfølgende folkeafstemninger. Det skylder vi os selv, men i høj grad også de nye medlemmer, skriver dagens kronikør.

I dag markeres E-dag over hele Europa. For en gang skyld står "E" ikke for elektronik, men for EU's "enlargement". I formandskabslandet Irland markeres store udvidelsesdag i dag med en gadefest, og i Central- og Østeuropa blev der i nat talt ned som til årtusindeskiftet.

At dømme efter den senere tids debat skulle man ellers tro, at der slet ikke var noget at fejre. Siden København-topmødet i december 2002 har debatten næsten udelukkende drejet sig om, hvor mange polakker, tjekker etc. der ville søge arbejde i EU. Andre dominerende temaer har været korruption, kriminalitet samt EU's vanskeligheder med at træffe beslutninger med 25 lande rundt om mødebordet.

Stiller man skarpt på udvidelsen og optagelsen af de 10 nye lande, er der ingen tvivl om, at det er på høje tid at genvinde perspektivet i udvidelsesdebatten. Håbet om optagelse og de detaljerede medlemskabsforberedelser har stabiliseret de central- og østeuropæiske lande i en sådan grad, at militære konflikter nu er tæt på at være en umulighed. I en verden, hvor vi i Mellemøsten dag for dag kan konstatere, hvor vanskeligt det er at lægge låg på konflikter, er det værd at erindre, hvor truet og opsplittet Europa var under Den Kolde Krig, og hvor langt vi på relativt kort tid er kommet et samlet og stabilt Europa. Ganske vist er EU på mange måder stadig en økonomisk kæmpe, men samtidig også en politisk dværg. Når det gælder udvidelsen, har EU imidlertid kendt sin besøgelsestid og erkendt, at EU står over for følgende valg: enten eksporterer vi stabilitet til Central- og Østeuropa - eller så importerer vi ustabilitet fra regionen.

Stabiliseringen af Central- og Østeuropa har allerede givet europæisk økonomi et frisk pust. Ikke alene er EU's indre marked blevet udvidet med 75 millioner forbrugere; de nye lande har også præcist det, vi mangler i det gamle Vesteuropa, nemlig høje vækstrater. Den positive effekt kan allerede aflæses i samhandelen og investeringerne mellem Øst- og Vesteuropa.

Ikke desto mindre har den seneste negative debat om østudvidelsen nærmest efterladt indtrykket, at optagelsen af de tidligere kommunistiske lande vil svække EU's konkurrenceevne.

Nu skal der ikke herske nogen tvivl om, at Europa har ondt i økonomien. Jacques Delors, den tidligere kommissionsformand, har udtrykt det mere rammende end nogen anden: Europæisk økonomi er som en Mercedes med en Trabi-motor. Med en sådan motor er det mildest talt vanskeligt at indhente amerikanerne og undgå, at kineserne og inderne overhaler os indenom. Europa taber da også konstant terræn.

Dag for dag rykker europæiske virksomheder produktion og forskning til f.eks. USA og Kina. Og dag for dag rykker EU's ambition om at blive den mest konkurrencedygtige region i verden længere og længere ud i fremtiden. I henhold til den såkaldte Lissabon-strategi, som blev vedtaget i marts 2000, skulle målet ellers være nået i 2010. Kort fortalt går strategien ud på, at EU-landene skal rette op på de mange strukturelle problemer, som skader deres konkurrenceevne. Strategien omfatter mange emner, lige fra en seriøs satsning på forskning og udvikling til en fuld gennemførelse af det indre marked.

Årsagerne til at Lissabon-stategien for øjeblikket er nødlidende skal imidlertid ikke findes i Central- og Østeuropa, men i de gamle medlemsstater. Det er dem, som hidtidig har svigtet og ikke indfriet løfterne fra Lissabon. Når det kommer til stykket, er det nemlig medlemsstaterne, som burde være de sande "arbejdsheste" i Lissabon-strategien. Det er dem, som skal gennemføre gennemgribende reformer af forældede pensionssystemer, fastlåste arbejdsmarkeder og ufleksible uddannelsesystemer, hvis det samlede EU skal blive konkurrencedygtigt. Lykkes det ikke for EU at indfri Lissabon-målsætningerne, er udvidelsen derfor en dårlig undskyldning. Skylden kan i givet fald kun placeres ét sted - hos de gamle medlemsstater.

Netop fordi Europa primært halter bagefter på grund af de gamle lande, kan udvidelse aldrig blive en omvej til Lissabon. Derimod kan den faktisk vise sig at være en genvej. I modsætning til det gamle Vesteuropa har central- og østeuropæerne nemlig formået at gennemføre nationale reformer. Ja, sammenlignet med deres imponerende tigerspring fra plan- til markedsøkonomi har vesteuropæernes reformproces nærmest stået i stampe. Eller for at blive i bilterminologien: Trods fortsatte problemer med opbygningen af en effektiv offentlig administration er det lykkedes for de nye lande at tune deres Trabi-motor til en racermotor. At der er noget at lære, fremgår af DI's netop offentliggjorte rapport om udvidelsen. I rapporten, som er udarbejdet sammen med det estiske statsministerium, stilles der skarpt på den baltiske tiger, Estland.

I modsætning til de gamle medlemsstater har Estland vedtaget en konkret strategi, " Success Estonia 2014", der skal sikre, at landet indfrier Lissabon-målsætningerne. Reformerne er allerede i fuld gang. F.eks. har Estland investeret så voldsomt i IT og støttet oprettelsen af offentlige-private partnerskaber, at Estland i dag har taget springet ind i it-verdenseliten.

Et andet område, hvor esterne har gennemført betydelige reformer, er hele skatteområdet. Den estiske regering har således målrettet arbejdet for at opbygge et investeringsvenligt skattesystem. Som følge heraf slipper virksomhederne for at betale selskabsskat af overskud, de ikke tager ud af firmaet.

Tilsvarende har landet indført en flad skattestruktur, med en indkomstskat på 26 pct., der snart sættes ned til 20 pct. Frem for kun at opfatte de central- og østeuropæiske lande som fattige fætre og kusiner, som vi bør give en hjælpende hånd, bør vi derfor åbne øjnene for, at de rent faktisk kan hjælpe os i vore reformbestræbelser.

Hvis Europa for alvor skal gøre sig håb om at indfri Lissabon-målsætninger må der nemlig sættes handling bag ordene. Det nytter ganske enkelt ikke, at stats- og regeringscheferne år efter år nøjes med at konstatere, at Europa heller ikke nåede målsætningerne i år og derefter går videre til næste punkt på dagsordenen. Nu skal konkurrenceevnen ophøjes til EU's altoverskyggende målsætning. Det nye hold af kommissærer og parlamentarikere, som kommer til i efteråret 2004, kan passende tage det irske formandskabs slogan til sig - " Delivery, Delivery og Delivery".

Hjertet i en sådan "delivery-strategi" bør være en klar arbejdsdeling. Hvilke opgaver er det, EU-landene skal løse i fællesskab, og hvad skal den enkelte medlemsstat gøre på hjemmefronten? På EU-niveauet gælder det først og fremmest om at prioritere. Som det er i dag, handler Lissabon-strategien groft sagt om alting - og dermed om ingenting!

Den nye Kommission bør derfor klart melde ud, at det nu drejer sig om at styrke konkurrenceevnen. Konkret bør den nye kommissionsformand udpege en viceformand med særlig ansvar for konkurrenceevne. Samtidigt bør den nye Kommission puste nyt liv i den gamle "gabestokstankegang". Oprindelig var ideen, at landenes ministre skulle kigge hinanden i kortene og hænge hinanden ud offentligt, hvis ikke de havde gennemført reformerne på hjemmefronten. I dag er der imidlertid ingen, der frygter at blive hængt ud, da offentligheden helt har mistet overblikket og interessen for de mange parallelle EU-processer, der skal fremme medlemsstaternes økonomiske reformer.

Fremover bør det derfor være sådan, at EU-landene samler alle processerne i en fælles strategi, hvor man én gang om året stiller hinanden til regnskab for, hvor langt de er kommet på hjemmefronten. Kun sådan kan gabestokken motivere landene til at lære af hinanden og opildne dem til reform.

Endelig bør den nye Kommission og medlemsstaterne gøre det fælles EU-budget til en murbrækker i kampen for konkurrenceevnen. Det kan ikke være rigtigt, at EU om søndagen prædiker Lissabon, og så til hverdag bruger størstedelen af pengene på regional- og strukturfonde samt landbrugspolitikken, der ikke just styrker EU's chancer for at klare sig i globaliseringen. EU-landene bør bruge forhandlingerne om det nye syv-årige budget, der løber fra 2007-2013 til at afsætte væsentligt flere midler til forskning og innovation.

Naturligvis bør disse forhandlinger også sikre, at EU's strukturfonde primært kommer de nye lande til gode. Solidaritet i det nye udvidede EU bør betyde, at pengene skal gå til EU's fattigste lande og regioner - og ikke til de mellemrige regioner i de hidtidige 15 medlemslande. Desuden bør strukturfondspolitikken skræddersyes til de nye landes behov, så de f.eks. kan modtage støtte til opbygningen af en effektiv offentlig administration.

Når det gælder medlemsstaterne, bør samtlige lande gå i Estlands fodspor og vedtage en national strategi. Område for område bør strategien fastslå, hvilke reformer landet skal gennemføre for at blive konkurrencedygtig. Med sådanne klare nationale strategier bør "Lissabon-strategien" også kunne bryde igennem den hjemlige lydmur. Det er trods alt altid en god historie, om en regering har indfriet sine løfter eller ej! For slet ikke at tale om at lægge naboerne bag sig i en fælles europæisk konkurrence.

Samlet set har Europa derfor alle chancer for at gøre E-dag til en festdag - også for konkurrenceevnen. Festen vil imidlertid hurtigt slå over i tømmermænd, hvis ikke EU sætter en stopper for forfatningskrisen og bliver enige om de nye rammer for det fremtidige samarbejde.

Uden en forfatningstraktat vil EU have særdeles vanskeligt ved at løfte opgaven med at styrke Europas konkurrrenceevne.

En fortsættelse af forfatningskrisen vil også give udvidelsen den værst tænkelige start. For hvordan skal det nye udvidede EU kunne blive enige om f.eks. de næste udvidelsesrunder og en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, hvis man ikke engang kan blive enige om de institutionelle spilleregler?

Når dagens festligheder er forbi, bør EU-landene derfor gøre alt for at få forfatningen vedtaget i juni og få overbevist befolkningerne om, at de skal stemme ja i de efterfølgende folkeafstemninger. De skylder vi os selv, men i høj grad også de nye medlemmer.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.