Kongehuset leverer dominans

Når folk hylder kongehuset, så leder det tankerne hen på de mest triste begivenheder i Europas historie. Det er stadig de samme instinktive mentale processer der får mennesker til entusiastisk at bakke op om personer, der først og fremmest leverer én ting - selviscenesættelse. Pomp og pragt har for diktatorer og politikere altid haft den samme funktion - at fremhæve dem som dominerende individer.

Store dele af folket kræver simpelthen denne dominante optræden hvis de skal acceptere deres magthavere. Det adskiller sig i princippet ikke fra den adfærd, vi finder i abeflokke eller urgamle stammesamfund. Symbolikken handler hele vejen igennem om, at de kongelige er hævet over andre, og de flagviftende flokke af jævne mennesker er en del af denne symbolik. At de gør det frivilligt skyldes en anden instinktiv mental proces - man vil gerne være gode venner med de dominerende individer.

Militær tilknytning

Det er ikke tilfældigt, at kongelige også i dag har en tæt tilknytning til landets militær. Det giver nemlig en konkret mulighed for at vise dominans i dens ur-form - den rå vold og alliancen omkring dens udøvelse. Militær tradition er også fuld af dominansens klare symbolik. De velafrettede soldater, der end ikke blinker uden tilladelse. Det æstetiske hierarki med mere guld og pryd op igennem graderne osv. Den militære tradition blev udviklet under enevælden. Derfor passer den som fod i hose til kongehusets selviscenesættelse.

Men hvad får tankerne hen på historiens triste erfaringer? Det er medløber-tendensen og den ukritiske hyldest til folk, man ikke kender. Den er præcis den samme, som har kostet uhyre tab af menneskeliv og værdier i verdens historie. Ingen diktatorer havde klaret sig uden at kunne udnytte disse instinkter.

Folks velmente hyldest til kongehuset er derfor en bekræftelse på, at nogle af os ikke har lært noget af historien, og at det ikke er overraskende, når der i store dele af verden hersker diktatur og bliver begået uhyrlige overgreb. Er det en grov sammenligning? Egentlig ikke.

Hvis man spørger kongehusets fans om grunden til deres begejstring, får man gang på gang de samme pseudoforklaringer om, at kongehuset gør meget for Danmark og lignende. Noget, der ikke kan bekræftes, som ser bort fra alternativerne og dækker over, at folk faktisk ikke selv ved, hvorfor de er begejstrede.

Ingen af de erhvervsfolk, der har gjort noget for Danmark, har en tilsvarende fanskare; til trods for at de bygger deres forretninger på frivillige handler, modsat kongehuset.

Royalt og eventyrligt

Mange glemmer, at den relativt store frihed, vi nyder her i landet, ikke er noget, vi har på grund af kongehuset, men på trods af det. Det er skræmmende, at mange så ukritisk følger strømmen og traditionen. Så længe det er tilfældet, vil det stadig være muligt for psykopater at udnytte simple midler til at opnå magt og gennemføre deres destruktive dagsordener.

Kongehuset har meget at takke H. C. Andersen for, når det gælder om at knytte det royale og det eventyrlige sammen på et populært plan. Det giver entusiasmen et større skær af legitimitet. Det er jo venlige og smilende mennesker, men uden deres dominanssymbolik var de også bare det - venlige mennesker, som ingen havde nogen grund til at hylde eller vise særlig respekt.