Påskens drama

I dag har vi også dåb. Et barn skal med dåben føres ind i vort kristne fællesskab, som Gud selv stifter med os i dåben og holder os fast i i nadveren styrkende måltid.

Vi er alle med til at tage imod hende, det lille dåbsbarn, og vi sige alle til lykke til hende efter dåben.

Palmesøndag er Jesus på den grønne gren. Alle hylder ham. Sådan varer det ikke ved. Vi er i påskens drama. Begivenhederne sker og sker med os i gudstjenesten. Skærtorsdag og langfredag har hver deres særlige kapitel i dramaet. Kommer vi i kirke, kan vi både høre det og få det kædet sammen med vor eget liv, hver vores lille verden og dagligdag. Det liv, som fra dåben får evighedsskær med håb og tro ved Guds egne ord og sakramenter i gudstjenestens glade fællesskab om bøn og lovsang til og med vor Herre og Frelser Jesus Kristus.

Så bliver det påske søndag. Og vi er alle i kirke for at få forløsningen, dramaets slutning, der altid samtidig er begyndelse og midte i et kristen menneskes liv. Vi synger glade med på påskens vidunderlige salmer og går hjem fra kirken, alle med et glimt i øjet pga. Guds hjertehånd, ordet, der ryster glæden på plads i vor krop og sind.

Langfredag før påske er der som regel en trykket stemning i kirkerne. Nogle steder tænder man end ikke alterlys, men synger kun traurige salmer.

Det synes jeg er forkert. Vel er det bedrøveligt og bitter alvor. Men lyset og håbet skal også tone frem langfredag, mener jeg.

Jeg har skrevet en langfredags salme, der kombinerer det alvorlige med det håbefulde. Jeg lader teksten tale alvorligt, men melodien, som jeg har skrevet til, holder en fortrøstningsfuld lidt jazzet tone som modvægt til teksten. I kan, kære læsere, se salmen her. Melodien må I tænke jer til, med mindre I da skulle komme til Gudstjeneste langfredag i Vester Løve kirke.

Glædelig påske!

Ondskab viser tænder

Ondskab viser tænder,

Langfredag korser sig

Pilatus vasker hænder,

Så Jesus går sin vej;

Folket råber "Korsfæst ham!"

Og hylder Barabbas,

Dagen den er skarp og hvas

Som kniven mod et offerlam.

Vagter Kristus håner,

Soldater går amok:

De slår ham til han dåner

Med slag af kæp og stok.

Tornekronen sårer ham

Og kappen farves rød:

»Jødekonge, du er død!«

af sted han går med verdens skam.

Jesus gik alene

Med korset, da han så

En Simon fra Kyrene

Nu træet på sig få;

Hjertekulde, spyt og slag

Og spot fra mørkets magt:

Satans rævekage bagt -

Så besk og bitter, fuld af nag.

Korsets nagler brændte,

Og smerten rev og sled,

Så pludselig det hændte,

At Ånden i Ham led,

Tvivlen kom et øjeblik:

»Er jeg alene nu?

Gud i himlen, hvor er du?«

På korset så han døden fik.

Lyset svandt langfredag,

Og jorden skælvede,

Da ude på Golgata

Alverden syndede.

Sidste håb om frelse stod

Aleneste til Gud,

Kom og fri vor frelser ud!

Så vi kan ligge for hans fod.

OBO/OBO 11/12. marts 2003