Leder: Pøbeljustits

Endnu bedre vil det være, hvis politiet følger dygtigt op på aktionen og gennem analyser af de beslaglagte computeres indhold finder frem til bagmændene og producenterne. Allerbedst vil det være, hvis aktionen kan indgå i en global kamp mod misbruget af børn.

Sagen har imidlertid haft en følgevirkning, der leder tanken i retning af lynchstemning og pøbeljustits.

Politiet har fundet anledning til at orientere de sigtede personers arbejdsgivere om de ansattes tvivlsomme fritidsinteresse, og i de tilfælde, hvor de sigtede beskæftiger sig med børn, er der lagt op til umiddelbar suspension og endog afskedigelse. Det er ikke rimeligt, og det er ikke betryggende for retsbevidstheden.

For det første er det et brud med det afgørende retssikkerhedsprincip, at en sigtet person skal have lejlighed til at forklare sig for en dommer, før samfundets straf falder.

For det andet er det ikke nødvendigvis et spørgsmål om at veje den enkeltes retssikkerhed op mod sikkerheden for de børn, vedkommende beskæftiger sig med.

Uanset, hvor ubehagelig interessen for børnepornografi er, er der ikke påvist nogen automatisk sammenhæng mellem at se på pornografiske billeder og faktisk forgribe sig på børn.

Lige så lidt som der er påvist en direkte sammenhæng mellem visse personers hang til at se udpenslede voldsfilm og de samme personers trang til at gå ud i virkeligheden og maltraktere folk. Tværtimod argumenteres der stundom for, at voldsfilm kan give afløb for en trang, der ville gøre personen kriminel, hvis han udlevede sin fantasi.

For pornooptagelser med børn er der den forskel, at de alene ved deres tilblivelse repræsenterer kriminelle overgreb, og derfor er der fornuft i at forbyde ikke alene produktion og distribution, men også besiddelse af børnepornografiske optagelser.

Derimod er der ikke fornuft i at gå i panik og lade pøbeljustitsen råde.