Kronik: Krig og fred - fremtid og fortid

Der er én afgørende forskel på Socialdemokratiet og regeringens beslutninger om danske bidrag til militære aktioner. Vi bidrog til en udvikling af folkeretten. Og meget tyder desværre på, at regeringen bidrager til en afvikling, som på længere sigt kan få alvorlige konsekvenser, skriver dagens kronikør.

Forleden handlede dansk politik om krig og fred. Et år efter slaget om Irak var krigens perspektiver sat til debat. Dagen skulle have stået i forsoningens tegn. Der skulle sættes fokus på fremtiden. I Socialdemokratiet fandt vi det fremadrettede perspektiv fornuftigt. Nok er det interessant, om regeringen bevidst bedrog både befolkningen og Folketinget i spørgsmålet om de irakiske masseødelæggelsesvåben. Men spørgsmålet om krig eller fred i krisesituationer er dybt kompliceret. Der er ikke brug for firkantede fordomme og politiske skænderier. Tværtimod er tiden inde til samling om et holdbart grundlag for effektive danske bidrag til fred og sikkerhed.

Desværre ville statsministeren det anderledes. Som Jyllands-Postens læsere kunne erfare i JP-kronikken 24/3, havde regeringen lagt sig fast på to lidet forsonlige budskaber. Dels en påstand om, at dansk deltagelse i Irak-krigen ikke adskilte sig fra tilsvarende beslutninger i 1990'erne. Og dels en tilnærmelse overfor Bush-doktrinen om "forebyggende krig" mod formodede, fremtidige fjender.

Synspunkterne hænger sammen. Og Socialdemokratiet tager afstand fra dem begge. Først spørgsmålet om forskelle og ligheder på dansk krigsdeltagelse før og nu. Den Kolde Krigs ophør åbnede mulighed for militær intervention overfor grove krænkelser af menneskerettighederne - eller andre af verdenssamfundets grundlæggende spilleregler. Det var naturligvis et ubetinget fremskridt. Samtidig blev spørgsmålet om de præcise juridiske krav til anvendelsen af denne mulighed imidlertid brandvarmt.

Både i forbindelse med den humanitære intervention i Kosovo og i forbindelse med aktionen mod Irak i 1998, vurderede SR-regeringen, at det juridiske grundlag var tilstrækkeligt. Uden at der forelå helt aktuelle resolutioner fra FN's sikkerhedsråd med direkte bemyndigelse til en militær aktion på netop det pågældende tidspunkt. Det blev i begge tilfælde klart anerkendt, at man i visse situationer betrådte en juridisk gråzone, hvor den politisk vurdering af de konkrete omstændigheder er helt afgørende.

Samtidig stod det klart, at folkerettens grundlæggende principper om suverænitet og intervention er under forandring. Processen kan gå to veje. En udvikling hvor menneskerettighederne og verdenssamfundets spilleregler styrkes i forhold til den gammeldags fortolkning af suverænitetsprincippet, som alverdens despoter førhen kunne dække enhver forbrydelse ind under.

Det er et perspektiv, som eksempelvis Kofi Annan har talt stærkt for. Eller en afvikling, hvor folkeretten viger til fordel for en verdensorden præget og opretholdt af USA's ubegrænsede magt. Det er den udvikling, som den yderste amerikanske højrefløj har presset fremad i de senere år.

Der er én afgørende forskel på Socialdemokratiet og regeringens beslutninger om danske bidrag til militære aktioner. Vi bidrog til en udvikling af folkeretten. Og meget tyder desværre på, at regeringen bidrager til en afvikling, som på længere sigt kan få alvorlige konsekvenser. Lad os se nærmere på de enkelte tilfælde.

Danmark deltog i 1998 i NATO's aktion i Kosovo. Aktionen blev foretaget med baggrund i resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd, som fordømte alle voldshandlinger og stillede utvetydige krav om stop for magtanvendelse mod civilbefolkningen. Alligevel fortsatte Milosevic uhæmmet med fordrivelse og folkemord på kosovo-albanere. Kina og Rusland blokerede imidlertid en FN-resolution med bemyndigelse til at gribe ind. I den situation valgte NATO at handle - med tilslutning fra SR-regeringen

Til grund for beslutningen lå en række overvejelser: Handling var akut påkrævet for at stoppe et igangværende folkemord. Alle alternative, diplomatiske løsningsmuligheder syntes udtømte, og den fortvivlende humanitære situation blev klart dokumenteret af FN's generalsekretær. Sikkerhedsrådet havde konstateret, at situationen i Kosovo udgjorde en trussel mod fred og sikkerhed. Der forelå altså en situation, hvor magtanvendelse kunne komme på tale ifølge folkeretten. Kina og Ruslands modstand mod en direkte FN-bemyndigelse syntes ikke at hvile på saglige begrundelser med anvisninger på seriøse alternative virkemidler. Et flertal i Sikkerhedsrådet støttede en intervention. Og Danmarks nærmeste allierede i NATO stod sammen om at gennemføre den.

Det andet væsentlige fortilfælde gælder truslen om at gennemføre en militær aktion mod Irak i 1998, som følge af landets manglende efterlevelse af FN's krav om afvæbning. Også dengang iværksatte man aktionen uden et aktuelt, direkte FN-mandat til magtanvendelse. En sådan beslutning kunne Sikkerhedsrådet ikke nå til enighed om. Men rent juridisk kunne dansk deltagelse i aktionen begrundes med de resolutioner, der lå til grund for Golfkrigen i 1991. Når FN konstaterede, at betingelserne for våbenhvile efter Golfkrigen ikke blev overholdt, så ophørte våbenhvilen. Hermed genskabte irakerne selv FN's godkendelse af magtanvendelse fra 1991. Et væsentlig led i denne argumentation var bedømmelsen fra våbeninspektørerne. Chefen for våbeninspektørerne erklærede klart overfor Sikkerhedsrådet, at man under de betingelser Irak stillede til rådighed ikke kunne opfylde sit mandat. På den baggrund valgte en bred koalition af lande at skride til militær aktion overfor Irak.

Regeringen har lænet sig tungt op af dette fortilfælde i argumentationen for dansk krigsdeltagelse. Men sammenligningen holder ikke. En lang række politiske omstændigheder var helt anderledes, da Irak-krigen blev startet for et år siden. Vores krigsdeltagelse bragte os på kant med de øvrige nordiske lande, størstedelen af EU og det meste af verdenssamfundet. Krigen havde et flertal imod sig i FN's Sikkerhedsråd. Den delte både NATO og EU. Den fulgte Bush-doktrinen om USA's ret til forebyggende krig, uanset folkeretten. Og den lagde sig i forlængelse af Bush-administrationens beskæmmende liste af svigt overfor verdenssamfundets institutioner - eksempelvis den aktive bekæmpelse af den internationale straffedomstol, der bl.a. har til formål at drage netop krigsforbrydere til ansvar.

Dernæst var man ikke, som i de gennemgåede fortilfælde, nået frem til en akut nødsituation, hvor alle alternative muligheder synes udtømte. Der forelå ikke, som ved Irak-aktionen i 1998, en klar tilkendegivelse fra våbeninspektørerne om umuligheden af yderligere fremskridt. Tværtimod bad våbeninspektørerne denne gang om mere tid til inspektioner, i modsætning til 1998. Heller ikke FN's højt respekterede generalsekretær, Kofi Annan, støttede krigen. Til sammenligning opnåede den humanitære intervention i Kosovo derimod indirekte accept fra FN.

Endelig var beslutningen om at gennemtvinge Sikkerhedsrådets krav til Irak med magt, ikke blokeret at usagligt mindretal. Tværtimod havde Sikkerhedsrådets flertal vedtaget en resolution (1441) som skulle lægge pres på Irak, uden at USA fik et påskud til at starte en krig, før Sikkerhedsrådet havde givet sin bemyndigelse. Når regeringen garanterede, at en krig skulle være "forankret i FN" måtte det derfor betyde, at Sikkerhedsrådets aktive tilslutning skulle afventes. Det bekræftede udenrigsministeren overfor Folketinget 5/2 2003: »Jeg synes ærlig talt, at det er meget klart, at det er Sikkerhedsrådet, der afgør, om 1441 er nok. Det er det, der menes med "forankret i FN"«. Først efter at Bush-administrationen havde sikret sig dansk tilslutning til krigen, måtte også Per Stig Møller skifte forklaring: »Et militært angreb er forankret i FN, som har bemyndiget verdenssamfundet til at gribe ind overfor Irak med resolution 1441. Dér er jo mandatet« (Ritzau 17/3 2003).

Alt taget i betragtning havde regeringens beslutning næppe noget at gøre med hverken jura eller efterretninger om masseødelæggelsesvåben. Den var formentlig alene politisk motiveret i det stærke ønske om fælles fodslag med Bush-administrationen.

Det er forklaringen på splittelsen i dansk udenrigspolitik.

I Socialdemokratiet var vi klar til handling, hvis FN-sporet havde ført verdenssamfundet i krig. Hvis man havde kunnet argumentere rimeligt for, at krigen ikke alene ville løse problemerne med Saddam Hussein, men også føre til positive langsigtede konsekvenser. Blandt andet i form af en styrket international retsorden. Sagen var blot, at det kunne man ikke. Statsministeren bidrog kun til at understrege dette indtryk med sin tale på høringen, hvor der ikke blev taget klar afstand til Bush-doktrinen om "forebyggende krig".

Krigen mod Irak og de militære indsatser i 1990'erne har vidt forskellige perspektiver. I Kosovo gjorde man op med Den Kolde Krigs uvaner. Man fik demonstreret, at et uargumenteret russisk "njet" til åbenlyst velbegrundede aktioner, med bred tilslutning i det øvrige verdenssamfund, ikke længere betragtedes som legitimt. Man fik skubbet til den forældede forestilling om, at suverænitetsprincippet var en garanti mod intervention overfor systematiske og omfattende krænkelser af menneskerettighederne. Og man fik samlet NATO om at stille sin kapacitet til rådighed for aktiv skabelse af fred og retfærdighed.

Efter Irak er udsigterne desværre langt mere tvetydige. Krigen har efterladt FN i chok. Verdens eneste supermagt har demonstreret sin manglende respekt for verdenssamfundets eneste samlingssted. Rusland tager næppe det internationale samfunds regler mere alvorligt i forholdet til Tjetjenien. Kina må været bestyrket i samme opfattelse, når det gælder Tibet. I Nordkorea bruger det stalinistiske diktatur alle sine kræfter på at sikre sig atomvåben, som effektivt vil forhindre regimet i at lide samme skæbne som Saddam Hussein. Og rekrutteringen af unge muslimer til fundamentalistiske terrorbevægelser er næppe formindsket.

Danmark er ikke stort nok til at have mere end én udenrigspolitik. Spørgsmålet er, hvad der er i vores interesse. Hidtil har der været bred samling om, at der var en stærk international retsorden.

Hvis vi i stedet foretrækker et stærkt og ubegrænset USA under ledelse af det yderste højre, melder der sig nye spørgsmål.

Støtter vi enhver forebyggende krig under amerikansk ledelse? Og regner vi med, at den amerikanske højrefløjs verdensorden er stabil?

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.