På den anden side: Presseret ifølge Jensen

Den bekræfter endnu engang, at medier på troværdighedsbarometeret stadig ligger og raller rundt langt nede ad skalaen i selskab med brugtvognsforhandlere og ejendomsmæglere. Knap 25 pct. af danske mediebrugere har »mindre eller ingen tiltro« til medierne, mens kun 8 pct. har ”stor tiltro”. Dog skal det for en god ordens skyld nævnes, at 66 pct. af de danske brugere - det højeste antal i de tre lande - har ”nogen tiltro” til medierne, og så kan de gode, gamle papiraviser lune sig ved, at mediebrugere i alle tre lande har størst tiltro til de trykte medier efterfulgt af tv og radio, mens netmedierne er klart lavest rangeret. Problemet ved denne type undersøgelser er, at de skærer alle medier over én kam. Blandt trykte medier skelnes ikke mellem eksempelvis Information og Ekstra Bladet. Det er samme grød. Ligesom tv-medier kort og godt er tv-medier. Og selv om der naturligvis findes mange seriøse, saglige og professionelle netmedier, så slås de i undersøgelsen i hartkorn med de mere kulørte af slagsen, som lader konkurrencen om hastighed og opdatering komme før journalistisk kvalitet og troværdighed. Men trods disse generaliseringer vil det ikke være en overdrivelse at sige, at der er plads til forbedringer. Bare ikke forandringer af den slags, som en høring om medieansvar, som Folketingets Kulturudvalg og Retsudvalg i dag holder, vil slå til lyd for. Høringen er den foreløbige kulmination på et initiativ, som Socialdemokraternes medieordfører og gruppeformand, Mogens Jensen, tog i begyndelsen af året, da han følte sig kaldet til at kræve en stramning af medieansvarsloven. Klagesystemet skulle skærpes, og det samme skulle de sanktioner og straffe, som danske medier kan blive pålagt, hvis de overskrider det presseetiske regelsæt. Helt klik slog det for Jensen, da han også foreslog, at god opførsel kan kædes sammen med mediestøtten. Dengang som nu var udspillet helt blottet for eksempler på, hvor det er, politikerne ser det store presseetiske forfald, som skulle legitimere noget så radikalt og farligt som en lovgivningsmæssig statsintervention. Men det er næppe forkert at gætte på, at personlig irritation ligger bag. Medierne skal være de første til at indrømme, at meget kan gøres bedre. Man skal ikke rode i folks skraldespande for at forsøge at finde en historie. Men i en tid, da politikerne konkurrerer om at fremstå som hele mennesker og bruger fortællinger om gamle mødre på plejehjem, kræftsyge fædre og andre personlige beretninger, fordi fokusgrupper og reklamebureauer har sagt, at det gør sig godt i en valgkamp, må de også finde sig i, at de afkræves svar på personlige spørgsmål, når de har politisk relevans. Politikere er som alle andre borgere i deres gode ret til at kritisere medierne og benytte de klagemuligheder, der allerede eksisterer i medieansvarsloven fra pressenævn til civile søgsmål, hvis og når de presseetiske regler, som danske medier skal respektere, overskrides. Men at holde en høring, hvor man ikke engang lægger skjul på, at man fra politisk side mener, at der er brug for stramninger og lovgivningsmæssige tiltag, er et overgreb på balancen mellem medier og offentlighed og et indgreb i pressefriheden og mediernes redigeringsret. Det er muligt, det vil berolige politikerne, men det vil ikke øge borgernes tillid til, at medierne lever op til deres demokratiske forpligtelse.