Tintin i Congo

Hergé sendte Tintin til Sovjet i 1929 for at beskrive revolutionen, og det var forargeligt, det var stærkt stødende, for den fik ikke for lidt i beskrivelsen af de faktiske forhold under leninismen. Så da Carlsen udgav værket med mere end 40 års forsinkelse og endda i munkemarxismens heyday, var det nødvendigt at slå syv kors for sig: »Det Rusland, som Hergé beskriver, fremstår for os som en karikatur,« hed det i forordet, for forlaget skulle vel ikke have noget klinket hos bibliotekarerne, som dengang ikke kunne lide tegneserier og i særdeleshed ikke sovjetkritiske tegneserier.

Der var hausse i kommunismen i de år. Tintins sovjetiske oplevelser var en fornærmelse, så i Kina er det forbudt, i Danmark forsynet med forbehold, sådan er det.

Der er folk, man ikke skal udfordre, erindringsforskydninger, man ikke skal pille ved, tænk bare på stakkels Jakob Rosenkrands, der er ved at drukne i sagsanlæg fra pensionerede revolutionære. Faktisk afgav Tintin en væsentligt mere præcis rapport om forholdene i Sovjetunionen end den, man fik fra de pilgrimsrejsende intellektuelle fellow travellers, der forstod at lukke øjnene på passende tidspunkter.

Men det blev værre endnu, for Tintin var en stærkt omkringfarende lille reporter.

Da Tintin var kommet hjem fra Sovjetunionen, tog han til Congo. Det er næsten 80 år siden i dag, og historien er selvfølgelig præget af sin tid, men det er netop det forargelige.

En menneskerettighedsgruppe vil have Tintin forbudt. ”Tintin i Congo” skal rives ned af hylderne, for albummet er racistisk og understøtter et klichéfyldt billede af Afrika. Det er congoleseren Bienvenu Mbutu Modondo, der har fundet på det først, og han hævder subsidiært, at hæftet skal udstyres med en advarselsmærkat rettet mod børn og svage sjæle.

Var Hergé racist? Tja, at dømme efter de eder og forbandelser Kaptajn Haddock fik råbt efter slavehandlerne i ”Koks i Lasten”, da han havde jaget dem på flugt og befriet de stakkels sorte (og endda muslimske) slaver fra lastrummet, så var han det ikke.

Men Haddocks udtryk, herunder nougatnomader og beduinbumser, demonstrerer jo på den anden side et vist frisprog, og man tør slet ikke tænke på, hvad Kaptajn Haddock ville løbe ind i af sagsanlæg, hvis han trådte frem blandt os i dag, lyslevende.

»Det er ikke Hergé, vi trækker i retten, men den racisme, der var indgroet i folks bevidsthed på det tidspunkt,« siger Ahmed L'hedim, der er advokat for Momondo og Repræsentanterne Råd for Sortes Sammenslutninger, ifølge nyhedsbureauet Belga.

Med andre ord en lang retssag. I virkeligheden vil han føre sag mod 1930'ernes falske bevidsthed.

For Tintin var jo til tiden, eller rettere: Han var også til tiden, såvel som til daglig brug mange år senere. I den forstand ganske ligesom H.C. Andersen og Søren Kierkegaard, som også har fået ørerne i maskinen post mortem, fordi forargede ferskvandsfjollerter, vaffelhjerner og hamsterhoveder er ved at dåne ved lugten af forne tiders uforstand og primitivitet.

I deres syn på sorte var Tintin og Hergé hverken værre eller bedre end deres samtid, herunder en masse danske og mindre betydelige forfattere.

Bare menneskerettighedsforkæmperne ville nøjes med dem. Der er dårlige forfattere nok at tage af, også blandt de døde.

Så forbyd dem og deres tid, men lad os andre have den tidløse Tintin i fred.

Splitte mine bramsejl!