Kronik: Islamisme og salafisme

For godt et års tid siden steg jeg ind i en taxi i Cairo. Chaufføren, som havde en lille hvid kalot på, var efter egyptiske forhold overraskende uinteresseret i at indlede en samtale. Jeg gættede på, at det hang sammen med en særligt streng religiøs holdning. Han sad og lyttede til koranrecitation, og foran mig var der et klistermærke, der aggressivt forkyndte, at ”tørklædet er kvindens dyd” - en lille ubehagelighed til den kvinde, der ikke måtte have ét på.

Oppe på en af broerne over Nilen sad vi fast i trafikken. Det gør man tit, men denne gang varede det længe. Det viste sig, at der havde været en demonstration ved journalistforbundet, som var blevet opløst af politiet. Det fandt vi ud af, da en ung mand i firspring mellem bilerne pludseligt kastede sig ind på bagsædet. Han var kortklippet, i læderjakke og med skæg. Og nu begyndte han at tale til chaufføren. Fyren var, viste det sig, tilknyttet den islamistiske studenterbevægelse. Det var dem, der demonstrerede imod sikkerhedsstyrkernes indblanding i undervisningen på universitetet og kontrol med de studerende på campus. Han talte til taxichaufføren som til en politisk allieret: staten var fjenden, og vi, islamisterne, var de gode.

Der gjorde han imidlertid regning uden vært, for chaufføren, som havde siddet så længe på broen, var sur på demonstranterne, som han kaldte ballademagere. Og han affejede den unge mands protester ved at erklære, at de troede, at islam handlede om demonstrationer og regeringen og politik, men at islam var uendeligt mere ophøjet. Islam drejede sig om livet efter døden, og hvis den unge mand frygtede Gud, var det nok på tide, at han tænkte på døden, snarere end at fjolle rundt. Det udviklede sig til en ophidset debat, hvor den unge kaldte chaufføren for en af Mubaraks støtter, mens den gamle sagde, at Mubarak ville ende i helvede, og det ville demonstranterne også.

Her blev fronterne trukket op i en bitter strid, der i dag råder i Egypten, i Saudi-Arabien og mange andre steder mellem islamister og salafister. For islamister er islam en bestemt samfundsorden, og det er muslimernes opgave at indføre og forsvare den orden. For salafister er islam måske også en samfundsorden, men det er sekundært; for islam er først og fremmest den enkelte troendes forberedelse på efterlivet. Islam er bøn, faste, almisse og mange andre pligter, og islam betyder renhed og enkelhed og regelforskrevet livsførelse. Politik er derimod korrupt. Og ligesom der historisk altid har været et tydeligt skel mellem den sekulære magt og de muslimske lærde, som holdt sig ude af politik, skal man også i dag holde sig på afstand af den korrupte stat og det moralske fordærv, der præger dens eliter. Salafister er typisk stærkt kritiske over for islamister, som de mener har et overfladisk trosbegreb. Salafismen har vind i sejlene i disse år.

Det kan måske lyde, som om salafister er moderne individualister, der ser religionen som en privatsag, mens islamister hører til i en verden før sekularismen. At vi bare skal krydse fingre for, at salafisterne vinder frem på islamisternes bekostning. Men det ville være forkert. Islamismen hører ikke til i en præ-moderne verden, men har netop paralleller i nye politiske retninger inden for andre religioner. Og salafismen er ikke progressiv overhovedet. Faktisk udgør salafismen et problem, der ikke lader islamismen noget tilbage.

For det første er den langt mindre fleksibel end islamismen. Der er i princippet én bestemt måde at leve på og at tro på, og resten må afvises eller ligefrem bekæmpes. Salafismen er derfor langt mere ekskluderende end islamismen. Eksempelvis mener salafister, at shiitter er kættere og skal bekæmpes, mens islamister ser dem som mulige politiske forbundsfæller i den anti-imperialistiske kamp og derfor hylder en bevægelse som Hizbollah.

For det andet er der et element af social revanchisme i salafismen. Med sit store fokus på efterlivet fortæller den også den troende, at succes her på jorden alene er i forberedelsen på efterlivet. Det betyder, at mange ikke vil deltage i det fælles, andet end at prædike budskabet. Salafismen har det med at atomisere samfund - hvilket jo netop er det, som de autokratiske styrer godt kan lide ved den. Men det betyder netop, at økonomisk vækst og velstand er irrelevante eller ligefrem forkastelige i salafisternes øjne, mens de for islamisterne er værd at efterstræbe.

Endelig hører det med til historien, at salafister godt kan være militante. Særligt har vi i de sidste 15 år set salafistiske grupperinger blive aktive som krigere, der opsøger martyriet. Salafister er fremmede for politik som parlamenteren og kompromiser, men de har tit højere tanker om militær kamp, fordi det også er en del af den islamiske tradition, vel belagt i islamisk jura og profetens eksempel.

I forhold til salafisterne virker islamister nemmere at omgås. For dem er islam en politisk ideologi foruden at være en verdensforklaring og en rettesnor for individuel fromhed. Islamismens førstemand, grundlæggeren af det Muslimske Broderskab i Egypten, Hassan al-Banna (1906-49), havde ikke spor imod at sammenligne broderskabets islamisme med kommunisme, kapitalisme eller andre ideologier, som han opfattede som underlegne, fordi de er ”materialistiske” og ikke anerkender menneskets ”spirituelle behov”. For ham var den islamiske orden kendetegnet ved, at den hjælper de svage, belønner de flittige, sikrer ro og orden, retskaffenhed, trivsel og vækst. Det er for så vidt sekulære og konkrete mål.

Hertil er at sige, at de stater (som f.eks. Sudan, Iran eller Pakistan under Zia ul Haq), der på et givent tidspunkt har erklæret, at de nu indførte et ”islamisk system”, ikke har indfriet disse idealer overhovedet. Faktisk er de typisk endt som fiaskoer, der i mangt og meget lignede deres sekulære autoritære forgængere. Og mange af de islamistiske bevægelser, som i andre lande stræber efter at indføre islamiske systemer, er nok heller ikke virkelige alternativer til de siddende magthavere. Eksempelvis er de typisk lige så hierarkisk opbyggede som deres rivaler.

Det er imidlertid ikke det samme som at sige, at de naturnødvendigt er anti-demokrater. Der findes eksplicit antidemokratiske islamistiske ideologier - f.eks. de qutbistiske bevægelser, eller Hizb al-Tahrirs sære dyrkelse af kalifatet. Men de store islamistiske bevægelser, som i Mellemøsten søger deltagelse i den politiske proces, er typisk blevet mere og mere varme over for demokratiet, der jo ikke blot lover dem indflydelse, men også et folkeligt mandat. Det er ikke det samme som, at de bevægelser er tillidvækkende eller fortjener vor støtte, for de politikker, de vil gennemføre, er ofte illiberale og vendt imod Europas interesser. Der er ingen grund til at klappe i hænderne over islamisterne heller, men der er behov for at følge de forskellige retninger, som de islamistiske bevægelser og tænkere tager.

Hvor ledende islamistiske tænkere i 1940'erne gik ind for en statsdirigeret økonomi, og særligt i 1950'erne talte for en ”islamisk socialisme”, ønsker de i dag et politisk system, hvor (de fromme) borgere beskyttes imod statens indblanding. Derfor fremstiller de i dag typisk den islamiske stat som en konstitutionel republik baseret på konservative familieværdier. Men konservativ i en grad, at den i vore øjne er decideret illiberal, når det handler om spørgsmål som ligestilling mellem kønnene og religionerne.

Jeg har her skildret to idealtyper. Der kan sagtens være mellemformer, og der kan også være enighed imellem dem. Men de er forskellige og vil ofte stå stejlt over for hinanden i spørgsmål som kvinders politiske deltagelse, eller holdningen til andre muslimske grupper som shiitter og sufier. Så det har konsekvenser, hvor de enkelte bevægelser eller prædikanter placerer sig. I Europa, f.eks., vil der være en tendens til, at islamister taler for, at muslimerne organiserer sig og involverer sig som interessegruppe, mens salafister snarere vil minimere kontakten til det omgivende samfund og skabe små enklaver af ”rene”. Islamismen er altså i sit udgangspunkt et ideologisk projekt, og som sådan politisk og ofte ret pragmatisk. De islamistiske tænkere har travlt med at fremhæve, at islam er moderne og velegnet til et moderne samfund med industri, forskning osv. De betoner, at islam er let at efterleve, skal tilpasses den aktuelle kontekst og muslimernes interesser og derfor er dynamisk og fleksibel. Forhindringen for skabelsen af det gode, retfærdige islamiske samfund er i islamisternes øjne primært politisk. Det er gudløse korrupte herskere, som understøttes af Vesten.

Salafisterne deler islamisternes dybe mistro over for vestlig livsstil og kultur, men mere fordi den er amoralsk, end fordi den er vestlig. Islamister ser truslen komme fra Vesten. Salafister ser den komme fra Djævelen og menneskets evige trang til at synde. Salafisterne afviser islamismens modernisme, fordi den intet har at gøre med de regler, vi som mennesker skal efterleve, hvis vi vil gøre os håb om en plads i Paradis. Det var mere eller mindre, hvad den unge mand på bagsædet fik læst og påskrevet.