Konstruktivt kærlig kritik

<p>Jeg er enig med Ahmed Mohamud (JP 7/1) i, at kritik af de undertrykkende aspekter af indvandrernes medbragte kultur skal komme fra "egne rækker", thi kun gennem kærlig solidarisk indlevelse vil den være konstruktiv. <br></br></p>

Dette sker da også hele tiden blandt de unge, som klart fornemmer, hvor hurtigt deres forældre kan "pakkes ud" af århundredgamle traditioner.



Etniske danskere kan ikke kritisere dem. Dels er vi berøringsangste, og dels har vi typisk ingen intime indvandrervenner med "tung bagage", som vi kan kritisere med indlevelse.



Danskernes kritik har hidtil været ikke-inkluderende og henvendt til andre danskere - i medier, politik og privatliv - for at vi kan overbevise os selv og hinanden om, at der er noget galt med "de andre" og retfærdiggøre vor afstandtagen over for dem i "vore hvide" skoler, kvarterer, diskoteker, højere stillinger og sociale netværk.







Stigmatisering

For at fastholde dem i denne apartheid bruger vi stigmatiserende betegnelser som "anden- og tredjegenerationsindvandrere", "tosprogede" og "muslimer" frem for "danskere" og frarøver dem stemmeret, medindflydelse og ligeværd ved at gøre det sværere selv for indfødte nydanskere at opnå indfødsret.



Så konstruktiv kritik, ja tak, for som indvandrer skal man ikke høre længe på f.eks. Karen Jespersen og Pia Kjærsgaard for at forstå, at de ikke vil dem det godt med deres afstandtagende "kritik" og reagerer derfor i trods.



Men det er ikke selvhad, AM, at kritisere sin egen gruppe, som jeg gør det med mine danske medborgere. Selvhad udvikler minoriteter, når vi holder dem udenfor og frarøver dem selvværdet.



Som bøsse kender du sikkert ligesom jeg ældre bøsser, som hader sig selv så meget, at de kalder sig for "en gammel gris" eller "ungkarl" efter opvækst i f.eks. min barndoms Vestjylland, hvor bøsser følte sig tvunget under jorden eller ind i ulykkelige heteroseksuelle ægteskaber lige så effektivt som i Saudi-Arabien.



Selvhad ser jeg hos selv succesrige jøder i USA, når de bruger formuer på næseoperationer efter i århundreder at have internaliseret antisemitismens krumnæsede karikaturer.



Men det er ikke selvhad, når danske jøder spiser svinekød, men bevis for, at danskerne engang begyndte at invitere dem med til bords og ikke længere holdt dem "indenfor murene" (hvor de i trods havde videreudviklet ghettoiseringen).



Denne gradvise assimilation var ikke sket, hvis vi havde fortsat med udefra at kritisere deres kvindeundertrykkende kulturelle bagage, tildækkede kvinder, langskæggede fundamentalisme, arrangerede ægteskaber osv.



Ændringen kom indefra gennem vores smittende eksempel.



Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen