Et koncerthus for de få

Danmark har fået en ny koncertsal, lyder det med påtrængende og indsmigrende stemme på DR/P2 om den nye koncertsal i DR-Byen i København.

Men det er den fedeste og ulækreste løgn, man kan lægge øren til. Folk i København og nærmeste omegn har fået en koncertsal, men vi andre er i realiteten afskåret fra at dele glæden, der flommer ud af DR's programmer.



Sagen er - målt i kolde kontanter - at min ægtefælle og jeg skal betale en merpris på 2.175 kr. for at komme til koncert i skandalebyggeriet.



Billetterne til en torsdagskoncert koster 870 kr. Returrejse med DSB koster 1.380 kr. Overnatning på et jævnt hotel koster 795 kr. I alt 3.045 kr. for en torsdagskoncert - hvis man bor i Århus.



Hvis nu københavnerne og deres nære naboer selv havde betalt byggeriet, ville det være i orden. Men hele landets befolkning opkræves tvangslicens, så det finkulturelle mindretals fornøjelser finansieres af flertallet.



Jeg tvivler ikke på, at salen er smuk, at akustikken er fin, og at det var et hændeligt uheld, at den blev tre gange så dyr, som man havde sagt. Men for Danmarks Radios lyttere er det dybest set uden betydning.



Det er ikke storslået design, flotte vægpaneler, lækre stole og et bemærkelsesværdigt ydre, der afgør sagen. Det er mikrofonteknik og optagelsesstyring, og set i det perspektiv har vi aldrig haft noget at klage over, når vi lyttede til torsdagskoncerter fra den gamle koncertsal.



Men nu har vi noget at klage over, nemlig at vi skal betale for noget, som vi ikke får del i.



Uden for indflydelse

Sagen om koncerthuset kan desværre ikke gøres ugjort, men jeg vil bede generaldirektør Plummer sige til sine medarbejdere, at de skal forfatte og afspille deres reklametekster med lidt mere "gefühl", så vi herude i de mørke provinser ikke føler os talt ned til og nærmest lidt latterlige, fordi vi uden mulighed for indflydelse må acceptere, at vores penge bruges til alt for meget - især koncerthusbyggeriet - der ikke har med tv- og radioprogrammer at skaffe.



På længere sigt er DR afhængig af en folkelig accept for til stadighed at kunne øge licensen. Dette indlæg føjer sig til massevis af kvalificeret kritik mod DR-ledelsen og fører forhåbentlig til, at bremserne bliver smækket i for DR's ukvalificerede pengeforbrug.



Folk i København og nærmeste omegn har fået en koncertsal, men vi andre er i realiteten afskåret fra at dele glæden, der flommer ud af DR's programmer. ”

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen