Leder: Farvel, Bush

George W. Bush blev indsat som USA's præsident nr. 43 på en kold og regnfuld dag, der syntes at understrege den anspændte atmosfære efter et omstridt valg, hvor det blev Højesterets knebne flertal og ikke vælgerne, der endte med at træffe afgørelsen.

I bakspejlet kan 20. januar 2001 med sin regn og rusk ses som symbolsk. Ikke kun for, hvad der var sket i de foregående tre måneder, men også for, hvad der fulgte i de næste otte år. Otte år domineret af to omstridte krige efter det største angreb på USA siden Pearl Harbor og en økonomisk krise, der ved magtskiftet truer med at udvikle sig til noget, verden ikke har oplevet siden 30'ernes depression.



George W. Bush kom til Washington med løfter om at ændre den politiske debat til noget venligere og mere produktivt. Han kom også med manges forventninger om, at han følte en forpligtelse til at følge en moderat kurs, fordi vælgerne ikke havde givet ham mandat til noget andet.



Resultatet blev det stik modsatte. I Kongressen blev tonen skærpet til det ofte brutale. Som en af sine første handlinger demonstrerede præsidenten med en afbrydelse af støtten til organisationer, der blot vovede at nævne abort i forbindelse med familieplanlægning, sin højreorienterede ideologi og sin forpligtelse over for det republikanske partis religiøse græsrødder. En skattereform blev tromlet gennem Kongressen. Den gav de rigeste de største lettelser, den virkede ikke efter hensigten, og USA havde ikke råd. Efter en første tøven reagerede den nye præsident håndfast og beslutsomt på terroristernes udfordring. George W. Bush fik den frie verden bag sig og en enestående mulighed for at fremstå som en effektiv leder. Populariteten efter den vellykkede indsats i Afghanistan holdt både hjemme og ude kun nogle få måneder, indtil Irak blev gjort til den vigtigste front i krigen mod terror. Sin beslutning om at afsætte Saddam Hussein med magt har George W. Bush uden den ringeste tøven fastholdt som korrekt. Den holdning understreges med bemærkninger om, at det blot var en skuffelse, men ikke nogen fejl, at der ikke blev fundet masseødelæggelsesvåben i ørkensandet.



Om USA's præsident løj sig ind i en krig, må overlades til historiens dom. At efterretningsrapporter i bedste fald blev fejlfortolket og i værste fordrejet, kan der ikke være tvivl om.



USA var i krig i næsten alle Bush-årene. Men det var ikke som tidligere krige, der samlede nationen, men krige, der spaltede og skærpede den allerede anspændte atmosfære. Samtidig brugte præsidenten og hans magtfulde vicepræsident, Dick Cheney, krigene til at samle mere magt.



Telefonsamtaler blev aflyttet, fanger blev holdt i årevis uden at komme for en dommer, forhørsmetoder blev skærpet, og resten af verden fik at vide, at den enten var med USA eller med terroristerne. Krigsatmosfæren blev suppleret med åbenlys inkompetence, da orkanerne ramte, og med katastrofal tøven, da kreditkrisen bredte sig verden over.



I det perspektiv kan gode resultater som øget ulandsbistand og optrappet kamp mod Aids virke som bagateller, men George W. Bush fastholder, at hver eneste dag på jobbet var lykkelig. Andre har svært ved at se lykken. For dem var de seneste otte år de spildte muligheders epoke.



Præsidenten vender tirsdag tilbage til sit elskede Crawford, hvor han er lykkeligst, når han kører mountainbike med forventninger om, at historiens dom bliver positiv. I lyset af det aktuelle kaos kan de forventninger kun ses som urealistisk ønsketænkning.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen