Leder: SPD i frit fald

Det er hårde tider for Europas socialdemokrater.

Overalt er de presset, ikke mindst af deres egen manglende evne til at forny sig og levere relevante svar på globaliseringens udfordringer. Ingen steder er socialdemokraterne så tynget af tiden som i Tyskland.

Den femte formand på kun fem år har taget over i SPD. Franz Müntefering, 68 år - fremad mod fortiden, så at sige - skal nu give socialdemokraterne troen tilbage. En ny kanslerkandidat, udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier, skal udfordre forbundskansler Angela Merkel ved forbundsdagsvalget til september.



SPD er styrtdykket til ca. 23 procent af stemmerne. Det er en katastrofe, som er endnu større end de danske socialdemokraters seneste valgresultat herhjemme. Den runde, men profilløse Kurt Beck smed i efteråret formandstøjlerne og er vendt hjem til Rheinland-Pfalz for at koncentrere sig om posten som ministerpræsident. Man forstår ham. Ondsindede smædekampagner og åbne fløjkrige gjorde hans position håbløs.



Beck kom aldrig i nærheden af at give et bud på SPD's grundlæggende politiske og strategiske udfordringer. Partiet er splittet mellem højre og venstre og tynget af de spildte år under Gerhard Schröder som chef for den rød-grønne regering i Berlin. Dertil kommer en åben flanke i forhold til det nye Venstrepartiet (Die Linke), der bruser frem med den tidligere SPD-formand Oskar Lafontaine og den tidligere Stasi-stikker og DDR-advokat Gregor Gysi som et hæmningsløst, venstrepopulistisk makkerpar.



Kan et demokratisk folkeparti som SPD tillade sig at samarbejde med det nykommunistiske Venstrepartiet, hvis rækker er fyldt op med DDR-nostalgikere, partitro embedsmænd samt vesttyske Moskva-tro ekskommunister? Svaret fra SPD var længe et rungende nej i pagt med den stiltiende alliance mellem de store partier, som har hersket i Tyskland siden Anden Verdenskrig om at holde yderliggående kræfter ude i kulden.



Men så var der sidste forår valg i delstaten Hessen, og dér blev fristelsen for stor for den lokale SPD-kandidat Andrea Ypsilanti. Hun ville gerne lade sig vælge på Venstrepartiets nåde, selv om hun havde lovet det stik modsatte i valgkampen. Hun blev fløjtet tilbage af partitoppen i Berlin. Kurt Beck kom for skade at bløde op, og det var ikke mindst det, der kostede ham posten.



Søndag skal der være nyvalg i Hessen. SPD står til et syngende nederlag. Den fungerende CDU-ministerpræsident, Roland Koch, går en valgsejr trygt i møde. SPD kan imødese, at Hessen-valgresultatet kaster lange skygger frem mod forbundsdagsvalget og årets øvrige landdagsvalg. Ypsilanti personificerer det tilløb til et skæbnesvangert, demokratisk svigt, som sneg sig ind i et parti, der om noget har lidt under kommunismen før og efter Anden Verdenskrig; i øst og vest.







Grundlæggende kan SPD ikke finde ud af med sig selv, om man stadig går ind for den modernisering af den kostbare velfærdsstat, kaldet Agenda 2010, som var et af de få projekter fra Schröder-æraen, som peger fremad. Stærke kræfter ønsker reformerne udvandet. Oversat til dansk ville det føre Tyskland tilbage til Anker Jørgensen-tiden.



Man må håbe for den politiske kultur i Tyskland, at SPD finder sig selv igen. En benhård afvisning af nykommunisterne, funderet på selvtillid og stolthed over partiets tradition og mange resultater, er utvivlsomt første skridt.



Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen