En ny socialisme

Engang kunne et anstændigt og begavet menneske kun være socialist. Sådan lød melodien. Socialister havde monopol på de højere etiske principper. Og selvtilliden var i top. Hvis man ville, kunne man skabe et nyt og bedre samfund i kraft af sin indsigt i samfundsvidenskabelige naturlove. Om metoderne var socialisterne dog noget uenige. Nogle troede på Big Brothers vold og magt. Andre troede på Big Mothers velmenende statsmagt i store doser. Men socialismen var et samlet univers af etik og videnskabelighed.

Hvad gik galt? Big Brother døde i Østblokken og halter kun videre i Cuba og Nordkorea. Big Mother eksisterer fortsat, men lider af forstoppelse og har opgivet at opdrage sine uvorne unger systematisk.



Hun improviserer sig frem og afprøver skiftende politiske ”løsninger”, som ikke har den tiltænkte effekt i den virkelige verden. En generøs bistandslov førte til passivering og marginalisering. En ambitiøs byplanlægning førte til ghettoer, hvor intet menneske med pengepungen i orden har lyst til at leve. En nidkær omfordeling førte til lavere vækst end i andre lande. En generøs efterløn tømte arbejdsmarkedet for ældres ressourcer. Og en systematisk kollektivisering af omsorg og pleje førte til kolde uniforme standardløsninger, som hverken borgere eller personale trives med.



Nutidens socialister skråler stadig op om solidaritet. Men deres eneste princip er, at de gerne vil bestemme for andre. Appellen til højere etiske principper er i bedste fald en vittighed, i værste fald et udtryk for arrogant undertrykkelse. Ambitionen om at styre samfundet videnskabeligt ligger i ruiner. Det lod sig bare ikke gøre. I stedet larmer det i den ”borgerlige” tankesmedje. Ud flyder publikationer som ”Den borgerlige orden” og ”13 frihedstænkere”. Det er hér, det sneer.



Jeg blev engang spurgt, om jeg ville have den frækhed at give et bud på en ny socialisme. Jeg gav op. Men nu står det så skidt til med tænkningen på venstre side, at jeg gerne vil række en broderlig hånd, i al beskedenhed.



Opgiv tanken om socialismen som en erstatningsreligion, der skal indføres ovenfra. Staten er verdens ondeste missionær. Opgiv også tanken om socialismen som en slags social ingeniørkunst. Det er netop den model, som har ført til stagnation i Vesten. Borgerne lader sig ikke behandle som skakbrikker, hvis lykke staten kan maksimere. De følger deres egne bevægelseslove og ønsker at begå deres egne fejl.



Begavede socialister burde overveje noget, man kunne kalde spontan socialisme. Altså den naturlige ”socialisme”, som opstår i mindre grupper, der kender hinanden og føler lyst til at samarbejde frivilligt om at nå fælles mål. Ikke en anarkistisk socialisme, sådan som nu afdøde Inger Christensen fablede om i sit digt om at »dyrke korn på et alter i Chile« og »lege skjul i et tomt parlament”. Men derimod en socialisme, der anvender statsmagten forsigtigt, til at understøtte borgernes selvorganisering. Den slags ambitioner havde nogle socialdemokrater i starten af det 20. århundrede. De organiserede a-kasser og sygekasser på frivillig basis. Senere lod de staten understøtte dem. Det var et af hovedelementerne i den store socialreform i 1933.



Hvis man præsenterede socialreformen i dag - med dens opbakning til private sociale løsninger - ville man få prædikatet ”ultraliberal”. Det var 1930'ernes socialdemokrater næppe! Men de indså, at staten gør bedst i at understøtte de svage, men initiativrige kræfter, frem for at tage over.



Det kunne være interessant at opleve en socialistisk reformation, der endegyldigt opgav ambitionerne om planlægning, og i stedet vendte tilbage til kilderne, nemlig borgernes naturlige lyst til selvorganisering.



Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen