Eneren Pia Kjærsgaard

Prøv at slynge navnet Pia Kjærsgaard ud i det pæne selskab. Rædselsfuld, vil nogle omgående sige om 25-årsjubilaren i Folketinget. Beundringsværdig vil det lyde fra andre, hvis de da overhovedet vover at åbne munden. Ingen kunne drømme om at efterligne min forgænger som Ekstra Bladets redaktør, Victor Andreasen, der i 1988 knælede for den magtfulde politiker, efter at hun var blevet ramt af en lastbil.

»Det tør du ikke,« sagde jeg. »Hva' gør jeg ikke,« lød det omgående fra Victor. »Stik mig en buket røde roser, og jeg drager ud til hende.« Og det gjorde han så som en anden bajads. Victor, der så at sige aldrig blev grebet i at udtrykke respekt for en politiker, beundrede virkelig Pia Kjærsgaard. Modsat Poul Nyrup Rasmussen, der engang kom for skade at bryste sig af sit smukke ”menneskesyn” og kalde Dansk Folkeparti og dets leder for ”ikke stuerent”, respekterede Victor Andreasen hendes mod og styrke til at gå imod det politiske establishment, uanset at han næppe var enig med hende i meget andet end udlændingepolitikken.



Selv undervurderede jeg i mange år den tidligere hjemmehjælper, som forsøgte at traske i Glistrups spor. Først efter dannelsen af Dansk Folkeparti i 1995 kunne jeg se hendes særlige evner og fornemme karakterstyrken bag det spinkle ydre. Trods overfald og hån lod hun sig aldrig tæmme. Det hjalp også, at hun fik samlet et par mere end duelige politikere omkring sig, den indsigtsfulde Kristian Thulesen Dahl og den altid telefonbevæbnede Peter Skaarup. Bortset fra Søren Krarup, Jesper Langballe, Søren Espersen og måske visesangeren Morten Messerschmidt minder resten af folketingsgruppen stadig lidt for meget om politisk hittegods, hvor emballagen måske kan forlede en og anden til at tro, at der også må være et indhold.



Udlændingepolitikken er alt afgørende. Uden den og til dels EU ville partiet være et traditionelt socialdemokrati, indsovset i en lyksalig tro på velfærdsstatens velsignelser. Ikke mindst i kraft af Pia Kjærsgaards vedholdenhed blev den politiske klasse af politikere, kommentatorer og lobbyister tvunget til at erkende den folkelige modstand imod den officielle udlændingepolitik, hvor man i ly af det magiske ord globalisering forsøgte at undertrykke nationale hensyn og interesser. At Danmark nu lykkeligt adskiller sig fra de fleste andre europæiske lande, ikke mindst Sverige og Storbritannien, er hendes og Søren Krarups historiske fortjeneste.



Svagheden er den faste tro på velfærdssystemet som en slags naturlov. Siden regeringsskiftet i 2001 har hun og Dansk Folkeparti stort set modvirket alle forsøg på at give plads til det ansvarlige menneske og nedtone behandlersamfundet. Hendes politik har først og fremmest begunstiget de i forvejen forholdsvis velstillede grupper på bekostning af de virkeligt trængende. På det punkt er hun politisk traditionalist, en politisk behandler, der prøver at indynde sig ved uddeling af milde offentlige gaver.



Hvad ville Dansk Folkeparti være uden den snart 62-årige Pia Kjærsgaard? Kristian Thulesen Dahl har naturligvis den saglige styrke, men savner partilederens naturlige indignation og polemiske kraft. Indtil videre står det fordums protestparti utvivlsomt og falder med, at eneren Pia holder ud nogle år endnu.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen