Kronik: Weimar - en demokratisk tragedie

Mordene på Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg skabte et afgrundsdybt had mellem socialdemokrater og kommunister.

I år fylder det første tyske demokrati, Weimar-republikken, 90 år. Og i disse dage for 90 år siden blev det første søm slået i dets ligkiste.



Kejserdømmet blev væltet i begyndelsen af november 1918. Krigen var tabt, matroserne og arbejderne gjorde oprør, og kejser Wilhelm II, der var en af de hovedansvarlige for det, vi siden 1941 har kaldt for Første Verdenskrig, abdicerede. Revolutionen i Tyskland var en realitet. Den første regering efter kejserens fald bestod af to socialistiske partier, det gamle Socialdemokrati (SPD) under ledelse af Friedrich Ebert, og et nyere, mere venstreorienteret udbryderparti, Det Uafhængige Socialdemokrati (USPD). Under krigen var Socialdemokratiet drejet til højre og havde arbejdet tæt sammen med den kejserlige regering for at Tyskland skulle vinde krigen. Deraf splittelsen mellem SPD og USPD. Men også en endnu mere venstredrejet gruppe var blevet dannet, de såkaldte spartakister, organiseret i Spartakusbund (opkaldt efter gladiatoren Spartacus, der ledede en slaveopstand mod det romerske imperium i år 73 f. Kr.). Spartakusforbundet havde direkte bekæmpet krigen, og dets to ledere, advokaten Karl Liebknecht og økonomen Rosa Luxemburg, afsonede lange fængselsstraffe, før de kom ud under novemberrevolutionen. I julen 1918 blev forbundet så omdannet til Tysklands kommunistiske parti (KPD).



Liebknecht og Luxemburg, der begge var jøder af fødsel, var inspireret af den russiske revolution året før, men var ikke enige med leninisterne i flere spørgsmål. F. eks. mente Rosa Luxemburg, at russernes forbud mod fraktioner og indskrænkning af ytringsfriheden var forkert, hun og Liebknecht var modstandere af et etpartistyre, sådan som det udviklede sig i Sovjetunionen. Hun blev berømt for et skrift imod Lenin, der forsvarede organisationsfriheden, udtrykt i sentensen »Frihed er altid frihed for de anderledes tænkende«.



Angsten for kommunismen eller bolsjevismen, som man kaldte den, var imidlertid stor både i og udenfor det tyske rige. ”Dolketstødslegenden” var allerede opstået, og i militære og kontrarevolutionære kredse, der ønskede kejserriget genindført, var luften tyk af had til ”de røde”, som blev identificeret med tøjlesløse masser, kaos og fremmede racer, ikke mindste jøder. Og spartakisterne blev slået i hartkorn med de russiske bolsjevikker, selvom de som sagt havde en anden demokratiopfattelse. Denne angst blev delt af de socialdemokratiske ledere, og angsten koncentreredes i en dæmonisering af Rosa Luxemburg, som både var kvinde, polak, jøde og socialist. Der rådede på mange måder kaos i Tyskland efter nederlaget. »Først og fremmest bliver regeringen Ebert truet af Spartakusfolk, af Liebknecht og Rosa Luxemburg. Denne trussel er slem. Rosa Luxemburg er en forbandet kælling [ein Teufelsweib]... Rosa Luxemburg kan i dag ustraffet ødelægge det tyske Rige, for der er ingen magt i Riget, der kan træde op imod hende«. Sådan så vrkeligheden ud i en tysk generals forvrængede optik.



3. januar 1919 kom det til en regeringskrise. USPD forlod regeringen efter uoverensstemmelser med SPD, og den bestod hermed kun af (højre)socialdemokrater med Ebert, Philip Scheidemann og Gustav Noske som de ledende - sidstnævnte var øverstbefalende for alle regeringstropper, der i praksis bestod af den gamle hær. To dage efter, 5. januar, afskedigede regeringen Berlins politipræsident Emil Eichhorn, der tilhørte USPD, og en opstand brød ud. Om aftenen d. 15. januar, efter at opstanden var slået blodigt ned af militæret og de nydannede frikorps, blev lederne af Spartakusforbundet (nu KPD), Liebknecht og Luxemburg, taget til fange af en gruppe officerer under ledelse af en vis kaptajn Waldemar Pabst. Både Liebknecht og Luxemburg havde - tøvende - støttet opstanden. De to blev bragt til et hotel nær ved Zoo og Tiergarten, og efter et kort forhør blev de begge ført ud af hotellet igen til to ventende biler under foregivende af, at de skulle køres til et fængsel. På vejen til bilerne blev de slået med geværkolber, og Rosa Luxemburg var næsten bevidstløs, da hun blev smidt ind i bilen. Liebknecht blev kørt til Tiergarten, hvor man "lod ham løbe" og skød ham ned. Luxemburg blev skudt i bilen. Liebknechts lig blev bragt til et lighus, hvor den berømte tegner Käthe Kollwitz tegnede ham et par dage senere, mens Luxemburgs lig blev dumpet i Landwehrkanal, hvor det først blev fundet i slutningen af maj. (Siden 1987 har der været to mindesten på de steder, hvor de blev henholdsvis skudt og smidt i kanalen).



Disse politiske mord blev de første i en lang kæde af lignende likvideringer og snigmord, der fortrisnvis ramte venstrefløjen og havde til formål at uskadeliggøre den radikale del af arbejderbevægelsen, fordi de kontrarevolutionære - og SPD's lederskab - så lederne som opviglere af en ellers medgørlig arbejderklasse. Flere af Spartakusforbundets stiftere og formanden for USPD, Hugo Haase, blev således myrdet. Senere ramte mordbølgen den tyske udenrigsminister, Walther Rathenau, der ganske vist ikke var socialist, men alligevel blev betragtet som unational. Myrderierne kan naturligvis ikke sidestilles med dem, der kom under nazisterne ti år senere, men vejen var betrådt.



Waldermar Pabst, der stod i spidsen for mordene på de to atbejderledere, blev aldrig straffet og fik både en karriere i Det tredje Rige og som våbenhandler i Forbundsrepublikken. Her kom han tilfældigt til at røbe sandheden. Uden gnist af dårlig samvittighed, og stadig uden at blive stillet til ansvar. At mordene skete i forståelse med den socialdemokratiske ledelse blev samtidig klart.



Weimar-republikkens historie er tragedien om en demokratisk stat, der ikke blev anerkendt af ret mange. På højrefløjen var man imod parlamentarismen og ville tilbage til en mere autoritær stat, og på fløjen til venstre for Socialdemokratiet ønskede man et system med arbejder- og soldaterråd, som man mente var mere ægte demokratisk end det parlamentariske. Mordene på Liebknecht og Luxemburg blev indledningen til et afgrundsdybt had mellem socialdemokrater og kommunister. Da Stalin fra slutningen af 1920'erne endegyldigt fik greb om de europæiske kommunistpartier, var alt håb om et samarbejde på venstrefløjen ude. Vejen lå åben for Hitler.



Politiske mord er desværre ikke et fænomen, der er begrænset til Weimar-republikkens Tyskland. I flere lande bruges de stadig, f.eks. i Mellemøsten eller i Rusland, hvor de især rammer kritiske journalister.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen