Leder: Israels kamp

Den internationale fordømmelse af Israel, som øjeblikkeligt fulgte angrebet på Gaza og Hamas, var ventet. Desværre, men lige så selvfølgeligt, har der ikke været nogen international reaktion på de tusinder af terrormissiler, som Hamas i mange måneder har sendt mod uskyldige civile i det sydlige Israel.

Derefter fulgte så over det meste af kloden de forventede angreb på jødiske synagoger, overmalingen af jødiske butikker med hagekors, demonstrationer der krævede, at Jorden blev renset for de ”beskidte zionister,” og som i Florida kulminerede med protestoptog, der kynisk på bannere krævede, at »jøderne skulle sendes tilbage til ovnene.«



Det er svært uden forbehold at forsvare Israels angreb på civile mål i Gaza og at negligere den humanitære katastrofe, som angrebene har skabt. Men ensidigt at rette kritikken mod Israel er lige så forkert.



Dette er en aktion rettet mod terrorister, som er støttet af kræfter, der skånselsløst og kynisk for åben tv-skærm skærer halsen over på uskyldige gidsler, men som fejt gemmer sig bag kvinder og børn, og som, når ofrene præsenteres, bruger dem som alibi for at fortsætte mod endemålet: Israels destruktion.



I snart 40 år er der sket jævnlige tilføjelser til den palæstinensiske terrorliste. Der er fostret talrige terrorgrupper lige fra Sorte September over PFLP til Fatah, Hizbollah og Hamas. Det er dødsensfarlige organisationer, som i det islamiske styre i Iran har haft en rundhåndet sponsor.



Israel kæmper en fuldt berettiget krig for sin eksistens mod disse kræfter, der formentlig også inkluderer Al Qaida, og som deres mål har etableringen af terrorbaser overalt i Mellemøsten. De israelske angreb, hvor beklagelige de end måtte synes i lyset af de mange civile ofre, er i større perspektiv en krig mod den internationale terrorisme. Israels ønske om at bekæmpe Hamas er i realiteten en aktion, hvis mål er at fjerne truslen fra Hamas og dermed stoppe terroristernes og Irans ønske om at sikre sig herredømmet over hele Mellemøsten.



Israel så ikke noget valg. Hamas måtte svækkes eller elimineres. Alternativet var en definitiv styrkelse af Hamas' kontrol over Gaza og en underminering af den israelske stat. Det er en uomgængelig kendsgerning, som rejser det spørgsmål, om nogen anden stat ville acceptere, at den skulle tilsidesætte sine egne borgeres sikkerhed for at styrke en fjende, som aldrig har vist nogen nåde.



Kendsgerningen er, at terrorgrupper som Hizbollah og Hamas, under hvis trussel Israel har levet i årtier, ikke lader sig afskrække af militære midler. Det eneste, de reelt frygter, er at miste den folkelige støtte, som de israelske angreb uomgængeligt er med til at styrke.



Hamas er en central del af det palæstinensiske samfund, og selv om Hamas som sit erklærede mål har Israels ødelæggelse, er Israel derfor nødt til at acceptere, at det eneste brugbare er en fredstraktat, som forpligter Hamas til at acceptere Israels eksistens, og som sikrer en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza.



Det internationale samfund må standse sin fordømmelse af Israel og bidrage til en holdbar løsning, som garanterer Israels sikkerhed, for denne blodige konflikt er ikke en lokal foreteelse, men en del af den internationale kamp mod terror og dermed en trussel mod ethvert vestligt demokrati.



Det er i virkeligheden det, som Israel kæmper for i Gaza.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen