Vinderstof skaber tabere

Nu har den vildeste hype omkring forretningsmanden Stein Bagger lagt sig. Mediebureauerne kan fortælle, at der blev skrevet flere artikler i danske aviser om ham end om tsunamien i 2004.

Det er ikke så mærkeligt. Nok var tsunamien en ubegribelig tragedie og det andet blot beretningen om en enkelt mands svindel. Men den store interesse for Bagger opstod, fordi han kun er en enkeltperson, ikke på trods af den kendsgerning.



Bagger suger opmærksomhed til sig, fordi han kun er én. Han er en skikkelse i kød og blod, en skæbne. Bagger bliver hovedperson i et gammeldags drama, en saga om storhed og fald, hovmod og forfængelighed, ambition og svig, temaer så gamle som menneskeheden.



Bagger er fortællingens genkomst midt i al den grænseløse kommunikation og globalisering.



Vi hører hele tiden, at med globaliseringen er vi trådt ind i en helt ny tidsalder.



Som om mennesker aldrig har rejst før, som om vi først nu bryder op fra landsbyfællesskabet ud i den utroligt ”komplekse” virkelighed. Som om de nye kommunikationsmidler og den megen rejseaktivitet forandrer alt. Ikke desto mindre er det stadigt beretningen om den enkelte, der fænger.



Således også med vores egen person og dens fortælling, midt i al denne bimmelim om helt forandrede horisonter. Vi forbliver selv enkeltpersoner, uanset de svimlende perspektiver. På dette punkt støder alle visionerne, al kreativiteten og al innovationen på en grænse: vi har stadig kun én krop hver.



Der er tilmed intet, der tyder på, at teknologien bliver i stand til at spalte den krop eller dens bevidsthed i flere. Og det skal vi være glade for - også selvom det arme, stressede kadaver kan hjemsøges af burnout-syndromet, fordi det vil overkomme så meget i karriere og fritid.



Kunne vi spaltes, skulle det nok blive arrangeret. Det ville være drømmen for både underholdningsindustri, arbejdsgiver og det ambitiøse menneske selv, hvis vi kunne få flere versioner af bevidstheden ved siden af den oprindelige. Et "Ego 2.0".



Men da ville det virkelig gå os som troldmandens lærling, der i sin geskæftighed kom til at slippe ulykker løs. Det er godt, vi ikke tildeles mere end én krop med den uhjælpelige begrænsning i opmærksomhed, sanseapparat og kræfter, der ligger i denne naturens orden.



Mange optræner sig i at multi-taske, så de kan læse på skærmen, mens de sender en SMS og taler i headset, altsammen på én gang. Opmærksomheden kan på den måde udparcelleres en smule, men det har ofte omkostninger. Man kan ramme barrieren - og kollisionen bliver kun voldsommere, hvis man forsøger at strække opmærksomhed og energi med medikamenter.



Amfetamin og kokain er designerdrugs, som tages af dem, som vil være på forkant - og alle steder på én gang. Men vindernes stoffer skaber tabere, for kroppens grænser kan man ikke hekse bort.



Kroppen er anstødsstenen. Her slutter alle ambitionerne om uendelige muligheder i cyberspace. For kroppen er kun én, og den kan kun belastes til en vis grænse.



Det er et stort held, at vi - foreløbig - næppe kan klones eller udstyres med tre separate opmærksomheder i det virtuelle rum. For i så fald ville vi nemlig for alvor blive væk for os selv. For da var der intet ”selv” længere.



Ambitioner bør ikke altid halse udad. Det bør også være en ambition at samle sig, midt i den vilde adspredelse

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen