Der er ikke noget at komme efter

Statsministeren har ret: Der er ingenting at hente i den for skatteyderne så kostbare regering.

Nogen tidefter, at den borgerlige regering kom til magten, drog bl.a. Bertel Haarder land og rige rundt for at fortælle om regeringsplanerne for en afbureaukratisering i samfundet i almindelighed og i den offentlige sektor i særdeleshed.



Der skete ikke synderligt meget herefter. Nogle råd og udvalg, der ikke havde lavet noget i årevis, blev nedlagt, og humanistisk uddannede smagsdommere af en politisk observans, statsministeren ikke brød sig om, måtte se sig om efter anden beskæftigelse.




Det var spin til tiden, i tråd med den senere ”kulturkamp”, kanon, terrorbekæmpelse, tuff on crime og den aktuelle grønne profil, eller attitude, om man vil.



Men efterhånden som tiden gik, blev det svært selv for borgerlige vælgere at finde åndehuller i denne spin-genererede tidsånd, thi forventningens glæde druknedes i øjeblikkets fornøjelse, finansieret af bl.a. hus- og ejendomsprisernes himmelflugt.



Socialdemokratiets velfærdsbulimi blev en del af regeringens sygdomsbillede, og det var trods skattestop til at leve med, når nu økonomien buldrede derudad.




Men floden er ovre. Hvad gemmer der sig da i det politiske klæg, som det nylige lavvande blotter? Ja, f.eks. en bureaukratisering af offentligt ansattes arbejde. Afrapportering, evaluering, kontrol med og skriftliggørelse af pædagoger, hjemmehjælpere, socialrådgivere, sygeplejersker og læreres arbejde i et hidtil uset omfang.



Det koster både tid og penge. Og arbejdsglæde.



Hertil et boom i privathospitaler, der - privatheden til trods - hviler på et økonomisk leje af offentlige midler.



En dyr fornøjelse

Alt i alt en dyr fornøjelse for skatteborgerne, ikke mindst i betragtning af, at en fastsat gennemsnitspris pr. behandling så rigeligt betaler disse hospitalers operationer og kortvarige behandlinger af overskuelige kalamiteter og sygdomsforløb.




Til benefice for disse hospitalers profit lever de oveni højt på den manglende uddannelses- og forskningsforpligtelse samt fraværet af akutberedskab.



Nyligt er knap en mia. kr. afsat til en kuldsejlet politireform. Vil det holde den flydende, eller vil det hele blot flyde videre, indtil en ny redningskrans smides i søen: flere penge, flere ansatte?



Samtidig hober sagerne sig op på dommerkontorerne som en følge af retskredsreformen. Som om der ikke var nok at tage fat på, besværer dommerne sig desuagtet over at tage en kappe på i retslokalet.



Hvad har præsterne ikke båret i århundreder under udøvelse af deres embede - en kjole.



Regeringen besværer sig i den forbindelse end ikke med en lov, der én gang for alle forbyder dommere at have lukrativ bibeskæftigelse i private virksomheders bestyrelse.



Det kunne nok speede sagsgangen op og under alle omstændigheder befri dommerne for inhabilitets-problemer, kappe eller ej.



Sidst i 2008 lukkede den borgerlige regering så atter op for statskassen, denne gang med en bankpakke second to none.



Det var bistandshjælp, der ville noget. Ikke til de udstødte, men til dem, der havde stødt sig på grådigheden. Bistandshjælp til banker og bankaktionærer, der scorede kassen, mens kurserne var i hausse.



Nu klynkede hele sektoren og ville have mere - fra skatteborgerne. Ved samme lejlighed blev en minimalstatspolitiker langt om længe til den socialstatsminister, han ikke ville være, da han havde et politisk projekt.



Nye tider

Jo, det er dyre drenge og piger, vi har siddende i den regering. En regering, der - bortset fra en fast indvandrer- og flygtningepolitik og en kommunalreform med regionerne som eneste skønhedsplet - ikke har ydet noget af betydning i de seneste år. Tiderne var med den. Nu er tiderne imod.



Da folk nu engang ikke er så dumme, som folk siger, er det klart, at folk ser, at der bag spin, grøn profil og klimakonference kun er ét projekt tilbage i denne regerings-kamarilla (Fogh/Hjort Frederiksen): at blive ved magten.



Der er ikke noget at komme efter, siger statsministeren.



Han har fuldstændig ret.



Der er slet ingenting at hente.



Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen