Stalins skygger

Russisk tv afsluttede kort før nytår en afstemning, der kårede den vigtigste figur i landets historie.

Næsten 4,5 mio. deltog, og vinder blev middelalderfyrsten Aleksandr Nevskij, der af russerne er kendt for sine sejre over invasionshære fra Norden. »Den, der kommer til os med sværdet, skal dø af sværdet,« lyder Nevskijs afsluttende replik i Sergej Eisensteins geniale film fra 1938.



De ord klinger moderne for russere, der mener, at Vesten har skumle planer om at få fingre i landets naturressourcer eller støtter provestlige revolutioner i tidligere sovjetrepublikker.



Pladsen som nummer to gik til premierminister Pjotr Stolypin, der blev offer for et attentat i operaen i Kiev i 1911. Stolypin satte hårdt mod hårdt over for revolutionære oprørsbevægelser og politisk terror, og samtidig gav han de russiske bønder privat ejendomsret til jorden, en reformproces der i årene før Første Verdenskrig satte gang i et økonomisk mirakel.



»Vi har ikke brug for store rystelser, vi har brug for et stort Rusland,« sagde Stolypin og tilføjede, at hvis Rusland fik 20 år med ro, ville landet opleve en uhørt fremgang og modernisering.



Stolypin repræsenterer i den russiske offentlighed det national-konservative alternativ til bolsjevikkerne, drømmen om, hvordan det kunne være gået Rusland, hvis ikke det var blevet ramt af Første Verdenskrig og revolutionen i 1917.



Endelig har tv-seerne stemt den sovjetiske diktator Josef Stalin ind på en tredjeplads. Det er det mest kontroversielle valg og står i modsætning til den officielle tv-jury, som henviste tyrannen til sidstepladsen blandt de nominerede.



Det hører med, at kritiske røster har sået tvivl om afstemningsreglerne. På den anden side har dele af den russiske elite bagatelliseret Stalins terror og i stedet fremhævet hans rolle som øverstkommanderende i Anden Verdenskrig.



Betyder det, at russerne er blevet stalinister og længes tilbage til Sovjetunionen?



Næppe. Men det antyder, hvor vanskeligt det er for det postkommunistiske Rusland at komme overens med sin sovjetiske fortid. Det er der, som historikeren og menneskerettighedsaktivisten Arsenij Roginskij for nylig gjorde opmærksom på, flere årsager til. I den menige russers bevidsthed er Stalin manden, der på den ene side sørgede for krigssejren og sikrede Sovjetunionen status som global supermagt med atomvåben og på den anden stod bag massemord og i 30 år terroriserede sin egen befolkning. Helt og skurk. Ifølge Roginskij har de to fortællinger svært ved at eksistere side om side i offentligheden, og fordi Putin og Kreml legitimerer sig som dem, der har genrejst Rusland som stormagt, mens individet og dets rettigheder kommer i anden eller tredje række, er det snarere hærføreren end massemorderen, der vækkes associationer til. Historien om Stalins terror er skubbet ud i samfundets periferi. Desuden optrådte russerne under Stalin i rollen som både bøddel og offer. Regionale partisekretærer deltog f.eks. i 1937 i henrettelser af påståede folkefjender, mens de året efter selv blev genstand for regimets overgreb, så hvem er forbrydere, og hvem er ofre?



Det er en tvetydighed, som tyskerne slap for efter nazismen og nederlaget i Anden Verdenskrig, og det gjorde det måske psykologisk lettere alene at påtage sig rollen som skurk. I den forstand adskiller russerne sig også fra de øvrige nationer i sovjetblokken.



Baltere, tjekkere og polakker fremstår i deres egen historie hovedsagelig som ofre eller som dem, der gjorde modstand mod overmagten i Moskva. Det har gjort det enklere for dem at håndtere den historiske tragedie.



Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen