Kort sagt

Statsministerkandidat Man kan kun være enig med Katrine Winkel Holms indlæg i JP 4/1.

Jeg har tidligere i denne avis skrevet om Søren Pind, at ham vil Anders Fogh ikke lade vokse og blomstre - Anders Fogh bør måske gå i sig selv og indse, at selv om kemien mellem ham og S. Pind slår gnister, skulle det ikke hindre S. Pind i udfolde sine store evner. Vi har netop nu mere end nogen sinde brug for Venstre-politikere, som kan stå oprejst alene, og ikke politikere, som svinger sig i valsen om Foghs ego. S. Pind er en perfekt statsministerkandidat, selv om jeg før har nævnt Malou Aamund som vinder af derbyet.



Helga Ballisager



Thise Kirkevej 13, Roslev





Hvad er drivhuseffekt?

Kender I det, at man skal op på cyklen efter en nat med stjerneklar himmel og så opdager, at der er frost på sadlen? Den tjener som en lille lektion i, hvad drivhuseffekt egentlig er. En forskel i skydækket betyder variation i temperaturen på adskillige grader, hvilket enhver har kunnet observere de seneste dage. Vand og dets tilstandsændringer betyder alverden for klimaet på Jorden.



J. K. Dahl



Galgetoften 4, Rødding





Antvorskov-røveriet

Når ledelsen på Antvorskov Kaserne er så ubetænksom at udlevere koden til vagterne, fortælle dem, hvad der ligger hvor, og samtidig nærmest lader vagttjenesten være en formssag uden den alvorlige betydning, er det da vist temmelig oplagt, at kriminelle kunne få gode ideer, hvis de hører tidligere soldater omtale det system, som jo nærmest inviterer til røveri. Når man dertil lægger, at det er meget farlige våben, der er tale om, ja, så undrer man sig over dette sløseri. I USA fyrer man ledelsen på stedet, når den slags sker - den har ansvaret og må tage det alvorligt.



J. Bæk



H.C. Andersens vej 2, Løsning







Ensidige protester

Til danske muslimer: Forleden kunne tusinder af jer godt finde ud af at demonstrere mod Israels "aggression". Det samme kunne muslimer i de fleste europæiske storbyer. Hvorfor kan I ikke finde vejen til Rådhuspladsen, når muslimer myrder i Allahs navn? Senest i Mumbai. Hvorfor protesterer I ikke mod den vold? Den skader jo islam mere, end israelerne kan.



Poul F. Hansen



Strandvejen 78, Faxe Ladeplads







Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen