Sabotagen var et folkeligt oprør

I Jyllands-Posten har Henrik Gade Jensen anmeldt Peter Birkelunds lige udkomne bog om sabotageorganisationen Holger Danske.

Anmeldelsen yder bogen fuld retfærdighed som den definitive analyse af denne modstandsorganisation, men anmelderen lader dog et spørgsmål stå åbent, idet han til sine kommentarer føjer følgende bemærkning: »Som læser spekulerer man også hele tiden på, hvilken reel effekt de mange aktioner egentlig havde på den tyske krigsmaskine.«



Spørgsmålet er særdeles relevant. Et fyldestgørende svar ville nok kræve endnu en bog om modstandsbevægelsen, men nedenstående kommentarer kan måske lede anmelderen til det rigtige svar.



Sabotagen i Danmark var primært et folkeligt oprør imod samarbejdspolitikken, men dette oprør var samtidig et svar på Churchills opfordring til de besatte lande: »Set Europe ablaze.«



Brug for hjælp

Opfordringen blev viderebragt til Ebbe Munck i Stockholm af Sir Charles Hambro, og dermed var samarbejdet med SOE i London etableret.



England havde brug for hjælp, og sabotage af den krigsvigtige industri i Danmark ville være af større virkning end luftangreb og samtidig forhindre unødvendige skader og tab af menneskeliv.



Der skulle gå et par år, før sabotagen kom rigtigt i gang, men fra foråret 1943 udviklede samarbejdet med SOE sig til at blive et anerkendt bidrag til de allieredes krigsførelse.



Adskillige aktioner blev udført direkte på engelsk opfordring. Eksempelvis skal nævnes Holger Danskes sabotage af Varde Stålværk, B&W's maskinfabrik, Riffelsyndikatets Hellerup-afdeling, hvor man lavede lytteapparater. Alternativet havde været RAF-angreb og de deraf følgende ødelæggelser og tab af menneskeliv.



Ingen i modstandsbevægelsen nærede illusioner om, at deres indsats kunne blive afgørende for krigens endelige udfald, men samarbejdspolitikken var i begyndelsen af Besættelsen et bidrag til Hitlers forventede sejr og i slutningen af krigen en medvirkende faktor til forhalingen af den endelige tyske overgivelse.



Det kostede mange mennesker livet. I Tyskland blev mod krigens afslutning dræbt mindst 10.000 civile dagligt under luftangreb. I Polen og Rusland skal tabene af menneskeliv tælles i millioner.



Samarbejdspolitikerne og værnemagerne havde blod på fingrene, og det var ikke nemt for modstandsbevægelsen at sikre Danmark en plads blandt de lande, der havde kæmpet imod Hitlers barbari. Men det lykkedes.



Ingen i modstandsbevægelsen nærede illusioner om, at deres indsats kunne blive afgørende for krigens endelige udfald.”

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen