Det ene fornødne er det grundlæggende
»Gud, efter dig jeg længes, når jeg af synden trænges.« Således indleder Hans Christensen Sthen én af sine salmer (DDS 498). Hvorfor længes han efter Gud, når han lider under og anfægtes af synden? Det gør han, fordi han hos Gud søger tilgivelse, nærhed, barmhjertighed. Dette var for Sthen det ene fornødne.
Et menneske har ellers en række fornødenheder. At arbejde for disse fornødenheder er i sig selv ikke problemet. Problemetindtræder, når et menneske gør alle sine fornødenheder til det ene fornødne.
I dag er Jesus på besøg hos søstrene Martha og Maria. Som omsorgsfuld værtinde går Martha straks i gang med at rette an med mad og drikke, men Maria sætter sig og bestiller ingenting. Og Martha skælder hende ud og siger til Jesus: »Sig til hende, at hun også skal bestille noget!«
Men Jesus siger blot: »Martha, Martha, du gør dig bekymring og uro med mange ting, men ét er fornødent!« Og det siger han ikke, fordi der i hans rige ikke er plads til de mange fornødenheder. Han sørgede jo selv for folk, der manglede mad og drikke , ja, ved brylluppet i Kana sørgede han endda for vinen. Men han sætter et skarpt skel mellem fornødenheder og det ene fornødne.
Søren Kierkegaard udtrykker det i en anden sammenhæng således: Hvis en mand blev købmand og skulle have været landmand, nuvel, det kan være tungt nok at skulle leve med. Men hvis han hastede igennem livet i en fortvivlet og åndløs jagt på alle fornødenheder og aldrig nåede dertil at blive et sandt menneske - ja, så er det en tragedie. Eller hvis en mand gifter sig med en pige, og det viser sig, at pigens søster var et mere passende parti, nuvel, det kan være tungt nok. Men hvis han hele livet igennem aldrig blev sandt menneske - ja, så var det en tragedie.
Bliver kampen for fornødenhederne til det ene fornødne, er mennesket fortabt til sine fornødenheder. Kampen for at have fornødenheder ender da med, at mennesket haves af dem.
I sin bog "Gulag Øhavet" beretter den netop afdøde forfatter Alexandr Solsjenitsyn om de 10 år, han tilbragte i én af Stalins koncentrationslejre. Det var først dér i lejren, siger han, hvor han var rippet for alle fornødenheder, at det gik op for ham, hvad evangeliet mener med ordene om, at ét er fornødent. Evangeliet siger jo, at Jesus kom til alle de fortabte. Dét var for ham det ene fornødne, og deri havde han sit menneskeværd. Derfor vidste han med sig selv, at selvom han biologisk ikke overlevede lidelserne, så afhang hans frelse ikke af hans fornødenheder.
Se, sådan taler et åndens menneske. Og sådan taler Grundtvig i salmen »Lille Guds barn, hvad skader dig.« Ja, hvad skader mig egentlig? Det er der jo så meget, der gør! Der er alt det, der gennem livet mislykkedes, det, man kæmpede for, men tabte. Der er angsten for fremtiden og sidst, men altafgørende: den død, som ingen kan løbe fra. Alt dette skader.
Så der er sandelig rigeligt af ting i denne verden, der skader et lille Guds barn! Javel, svarer evangeliet, du har ganske ret: alt dette skader et menneske, men det er ikke nogen grundskade. Det er ikke noget, der skader den grund, der er lagt under dit liv. Det lille Guds barn har jo sandt at sige ikke selv lagt grunden under sit liv, netop derfor kan den give fast grund under fødderne til at bære alle de mange byrder. Men at grunden ligger fast, det er det ene fornødne.