Kronik: »Uanvendelig i Danmark«

»Vi har aldrig afgivet suverænitet på udlændingeområdet, og derfor kan vi læne os tilbage og se, hvad der sker,« foreslår dagens kronikør som kommentar til den omstridte dom fra EF-domstolen.

Sammenstødet mellem dansk udlændingepolitik og EU-retten har medført sommerens største stormvejr, og det er ikke den normale agurkevind, der blæser. Tværtimod indvarsler den et tidehverv, der vender op og ned på mange borgeres syn på den europæiske union.



Flere såkaldte ”eksperter”, herunder f.eks. lektor i statskundskab Marlene Wind, har givet udtryk for, at EU- retten har forrang frem for national ret, og derfor er den bestående debat om dansk udlændingelovgivning at betragte som, forstår man, latterlig og absurd.



Men pludselig midt i dette ekspert-kor hørtes professor, dr.jur. Hjalte Rasmussen med speciale i EU-ret. Han citeredes for følgende: »Dommen er afsagt uden for (EF-domstolens) kompetence«.



Hvad ligger der i præcis disse ord? I realiteten ord, der bør sætte det juridiske Danmark i brand. Ord, der hidtil i forfatningsbøgerne, på linje med rigsretten før Tamilsagen, var henvist til absurditeten og let hovedrysten i undervisningsforløbene. I ordene ligger nemlig, at der foreligger et sammenstød mellem EU-retten og grundloven. Noget, alle hidtil har afvist kunne ske - men med den stilfærdige, ja lukkede etablering af et parallel-system af udlændingeretlige regler på europæisk plan er konflikten brudt ud. Professoren har sat ord på: EF-domstolen er ikke kompetent …







Disse ord refererer til Højesterets afgørelse i sagen om Maastricht-tratakten, der var indbragt for domstolene tilbage i 1998. Her trak Højesteret sin linje i sandet i relation til EU-retten. Det berøres i det nugældende forfatningsretlige værk af Henrik Zahle, hvori det hedder: » … den selvstændige retsskabende retsudøvelse, som EF-domstolen har praktiseret (udgør) et særligt problem. Kan krav om hjemmel i traktater m.v. … forenes med, at domstolen praktiserer en retsforståelse, som ofte opfattes som aktivistisk, integrationsfremmende og selvstændig i forhold til tekstgrundlaget?«



Hertil svares med Højesterets ord fra dommen: »Danske domstole må anse en EF retsakt for uanvendelig i Danmark, hvis der skulle opstå den ekstraordinære situation, at det med den fornødne sikkerhed kan fastslås, at en EF-retsakt, der er opretholdt af EF-domstolen, bygger på en anvendelse, der ligger uden for suverænitetsafgivelsen efter tiltrædelsesloven« (Præmis 9.6).



Hvad betyder det? Det betyder, at EU kun kan agere, herunder domstolen, på områder, som vi i Danmark ved folkeafstemning iht. grundlovens § 20 har afgivet til EU - inden for sin kompetence.



Træffer domstolen beslutning på områder, hvortil vi ikke har afgivet kompetence - kald det suverænitet eller retten til at bestemme selv - er denne beslutning med Højesterets egne ord ”uanvendelig i Danmark”.



Uanvendelig i Danmark … Man kunne rent faktisk tilmed gøre gældende, at det i en sådan situation ville være ulovligt for danske myndigheder at lægge en sådan - uanvendelig - ret til grund frem for gældende dansk ret. Som det hed sig i det fantastiske skuespil af Peter Larsen om Tamilsagen: »Hvis noget ikke er lovligt, hvad er det så?« Det spørgsmål, stillede han til de unge dommerfuldmægtige, og langt om længe rakte en af dem en rystende hånd i vejret og svarede: »Så er vi i en gråzone.«



Lad os da bare slutte den her. I en gråzone. Skal offentlige myndigheder foretage sig noget som helst i forhold til borgere, skal de have positiv hjemmel - dvs. et lovgrundlag. Det gør ikke sagen mindre interessant, at EU's justitskommissær, der i givet fald skulle rejse en sag mod Danmark for traktatkrænkelse, i et interview med Ritzaus Bureau 30/7 anfører, at der er tale om en gråzone, når der sker sammenstød mellem familiesammenføringsregler og den frie bevægelighed. Familiesammenføringsreglerne er dansk lovgivning - fri bevægelighed EU-lovgivning.



Derfor lyder det enkle spørgsmål: Har Danmark afgivet suverænitet i forhold til udlændingelovgivningen? Er der nogen som helst borger i dette land, der erindrer sig en folkeafstemning, hvor den danske befolkning har stemt ja til at afgive kompetencen til at fastlægge, tilsidesætte eller overtrumfe de danske udlændingeregler? Ralf Pittelkow svarede selv forleden her i avisen: Nej.



Nogen vil sige afstemningen i 1986. Ja - der indførte vi fri bevægelighed i Europa for Europas (stats)borgere. Men for folk, der kommer fra lande uden for Europa? Aldrig. Og al den stund vores grundlov kræver, at en sådan kompetence skal være afgivet »i nærmere bestemt omfang«, så er det vanskeligt at se, hvordan sådanne beslutninger ved EF-domstolen overhovedet kan gøres gældende i Danmark.



Når ”eksperter” nok så flot stiller sig frem og taler om EU-rettens overhøjhed i forhold til national dansk ret, skulle de måske lige tænke sig om. Som der står på den dårlige jurists gravsten: »Han glemte at sondre«. Der er ingen EU-overhøjhed, hvis EU, her EF-domstolen, beskæftiger sig med områder, hvor Danmark ikke har afgivet kompetence.







Suverænitet betyder for det enkelte land, at man har retten fuldt og helt, direkte afledt af grundloven, til at udøve myndighed. Skal denne myndighed udøves af andre, kræves det, at det danske folk har givet denne myndighed denne ret.



Har vi selv bidraget til problemerne? Ja, nok. I hvert fald er EF-domstolens seneste dom afsagt blandt andet også med henvisning til et direktiv, vi selv har tiltrådt i 2004, og hvori det specifikt hedder, at unionsborgere af hensyn til deres familieliv og værdighed har ret til at medbringe deres ægtefæller fra lande uden for Europa. Hvad der har ligget til grund for, at ingen danske partier har spekuleret nærmere over det, giver anledning til en vis forundring i dag.



Set i lyset af, hvad det kan betyde for de danske statsborgere af anden etnisk herkomst, der tidligere har valgt at hjemtage unge brude i stort antal fra deres originale hjemlande, er dette et enormt skridt. Hvis man f.eks. blot erindrer sig, at der på grund af lignende eksisterende regler i Danmark fra 1983 til 2002 kom 300.000 mennesker, langt de fleste fra den tredje verden, til Danmark, så kan i hvert fald forstandige se problemet …



Det forandrer imidlertid ikke, at suverænitet er blevet overgivet/taget uden folkeafstemning og uden, at de øvrige krav i grundloven er opfyldt. Og dermed er vi tilbage ved Højesterets pointe: De pågældende retsakter og direktiver - på trods af dansk medvirken - kan ikke anses at have virkning i Danmark.



Og her så den næste pointe: Hvad i alverden bestiller et ellers EU-positivt parti som Det Radikale Venstre på den galej? Det parti der stod bag Tvind- loven, der med Hørups ord gang på gang har sagt det i øvrigt forvrøvlede »intet over og intet ved siden af Folketinget«, har nu øjensynligt i stedet udvalgt EF-domstolen til at have denne fornemme placering. Mærkværdigt.



Ærligt talt: Hvad tror man egentlig, det her betyder dels for de danske EU- forbehold og kommende folkeafstemninger, dels i sidste ende for Danmarks medlemskab af den Europæisk Union? I en tid, da alle landene i stigende grad har erkendt, at en fast (dansk!) udlændingepolitik i virkeligheden er nødvendig for de enkelte landes og Europas eksistens på langt sigt, trækker domstolen i stik modsat retning.



Det kommer let til at virke som et tromlende tog, der helt uden hensyn til skinner, landskab eller lyssignaler vælter derudad og skaber skræk og rædsel omkring sig.



Samtidig vil det også få konsekvenser for uddelingen af statsborgerskaber i Danmark. Grundloven er entydig: statsborgerskaber uddeles ved lov direkte til den enkelte person fra Folketinget.



Hvis essensen af at besidde et statsborgerskab i et europæisk land er, at man kan sørge for adgang for enhver person fra den tredje verden, så vil det ikke kunne undgås, at Folketinget i langt højere grad fremover vil undersøge, hvilken national baggrund den pågældende ansøger ud fra, og om en sådan udvikling er potentielt ønskelig for Danmark.



Om Danmarks forbehold overfor unionsborgerskabet skaber en særlig dansk beskyttelse og en manglende ret for danske borgere på det her område er uafklaret. Indtil nu har man jo sagt, at det ingen betydning havde, men i dommen fra EF-domstolen henvises ganske ofte til rettigheder i tilknytning til unionsborgerskabet.







Derfor er der forskellige muligheder:



Man kan erklære, at man ikke mener, at den pågældende dom har virkning i Danmark, administrere herefter, læne sig tilbage og se, hvad der sker. Det følger af Hjalte Rasmussens synspunkter og er efter min opfattelse en evident mulighed, idet vi aldrig har overgivet suverænitet på udlændingeområdet (ikke-europæisk) til EU. Dette synspunkt kan medføre, at danske myndigheder rent faktisk begår ulovligheder, såfremt de administrerer efter EU-lovgivningen.



Det pågældende direktiv må søges ændret snarest, så det er i overensstemmelse med den politiske tilgang, der er i langt størstedelen af Europas lande.



Integrationsministeren har varslet et aktivt opgør med EF-domstolen. Det vil i givet fald være en meget langstrakt proces, der vil kræve ændring af traktaten og bl.a. formodentlig en ny folkeafstemning i Danmark. Om ikke andet vil de to først angivne skridt i hvert fald hurtigere tjene til at sikre, at dansk udlændingepolitik står uantastet.



Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen