Egon Clausens syner

I ET DESVÆRRE svagt argumenteret debatindlæg i Jyllands-Posten 23/7 fastholder Egon Clausen sit synspunkt fra indlægget Syv om en søndag 13/7:

En stor del af den danske befolkning lever i et fantasiland, en virkelighed, som ikke eksisterer, og meget i Danmark styres af drømmesyner.



Det moderne Danmark med dets fabriksanlæg, højspændingsmaster, gylletanke, motorveje osv. er helt fraværende i denne virkelighed. Derfor går alt ad h. til i Dannevang, skolerne forfalder, toiletterne er uhumske, politiet fungerer ikke, folk kan ikke komme til køreprøve, og byerne kvæles i biler. Men det gør intet indtryk på ret mange andre danskere end EC, for det er noget, der findes i virkeligheden, og den vil vi helst flygte fra. Danmark er et nationalt og kulturelt fallitbo. Og nu altså også et økonomisk, for huspriserne har været alt for høje, og mange har levet over evne.



Med en sorgfuldhed i stemmen, der ville være en vestjysk indremissionær i 1950'erne værdig, kan EC med slet skjult triumf konkludere: Snart skal der betales tilbage, og det kan nemt blive en hård opvågnen.



Klarede overgangen

Nutidens samfund er skabt af min og mine forældres generation. Forældregenerationen med stort set syv års skolegang i den stråtækte i bagagen klarede overgangen fra bondesamfundet til industrisamfundet. I min generation fik kun 5-10 pct. en studentereksamen, men vi klarede overgangen til det postindustrielle informationssamfund, der muliggør eksistensen af kommunikerende symbolanalytikere som EC.



Vi ved godt, at der findes gylletanke, genbrugsanlæg og hospitaler, for vi har selv bygget dem. Vi har også set skolerne forfalde og erkendt, at ikke alt fungerer optimalt. Vi har ikke negligeret virkeligheden, men selv om vi måske ikke har været enige i prioriteringen og har råbt højt i protest, har vi erkendt det faktum, at penge kun kan bruges én gang. Trods EC's opremsning af misliebigheder har vi et samfund, der af FN's udviklingsprogram, UNDP, er kåret som et af verdens bedste lande at leve i.



Det gode liv

Som alle mennesker til alle tider har også danskerne en forestilling om ”det gode liv”. Måske baseret på erindringer om barndommen eller en fjern fortid, hvor kun de gode timer huskes, mens de sure er glemt eller fortrængt. Det kan genfindes i alle folkeslags vemodige hjemlandssange.



EC medgiver, at Mozarts operaer beskriver en virkelighed, hvor der findes kærlighed og had, liv og død. Men er det så enkelt? Mozarts musik må siges at nærme sig det fuldkomne, men teksten til operaerne er bestemt en blandet landhandel, hvor det ind imellem kan diskuteres, om den hæver sig væsentligt over skillingsviserne og Morten Korch. Virkeligheden er åbenbart mere nuanceret, end EC erkender den.



EC taler om ”danskerne”, men inkluderer ikke de danskere, der har anden etnisk baggrund. Gjorde han det, kommer han ikke uden om, at nogle hundrede tusinde danskere lever i en fantasiverden, hvor de lader alle aspekter i deres liv bestemme af, hvad de tror, er ”Guds” direkte åbenbaring af meningen med menneskelivet og hans vilje og love for menneskenes liv på Jorden. Selv om profetens påståede åbenbaring refererer til et ørkensamfund, der for længst er ophørt med at eksistere.



Men en sådan logik og konsistens i EC's argumentation ville naturligvis kollidere med hans drømmesyn om det multikulturelle samfunds lyksalighed.



Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen