Respekt, om jeg må bede

NU ER det en uendelig vanskelig opgave at modargumentere en så klog og akademisk person som Bent Liholm, der ud over at have været overlærer i folkeskolen gennem 30 år også er magister i film- og medievidenskab.

For det er tydeligt, at BL har et enestående kendskab til de bevægemåder, som danske ”krigsveteraner” har for deltagelse i internationale missioner i udlandet.



Derfor er jeg også meget tryg ved, at BL indhenter sine akademiske betragtninger via amerikanske film, psykoanalytikere og sociologer. I sin kronik i Jyllands-Posten 24/7 får BL så sandelig bekræftet sine ”fordomme” over for de danske soldater, som er udsendt til internationale missioner af et demokratisk valgt folketing.



BL indleder sin kronik med omtalen af en soldat, der blev anholdt af politiet forud for sin udsendelse til Afghanistan. Soldaten skulle angiveligt have affyret en række skud mod nogle træer, og selvfølgelig har BL ret i, at der i alle samfundslag er personer, der stikker ud fra det normale. Men derfra og til at generalisere over soldater, der har valgt at gøre en indsats, er håbløst og direkte forkert.



At foreholde sig til en soldats motiver i forbindelse med hans udsendelse i internationale missioner er vel noget overdrevet.



Svært at genkende

Nu har jeg uendelig svært ved at genkende mig selv, der tre gange tidligere har været udsendt, som en person, der har opsøgt skarpe krigssituationer med baggrund i en triviel og ikke mindst fremmedgjort dagligdag. Derimod betragter jeg mig selv som et engageret menneske med indsigt og interesse for det danske og internationale samfund.



Nu håber jeg ikke, at BL blot har gjort sig sine akademiske overvejelser og tanker i biografmørket eller foran tv-apparatet, frustreret over at popcornene ikke var salte nok. For det er åbenbart her - medens han efter eget udsagn på sin hjemmeside ser sine 6-700 film plus diverse tv-serier om året - og ikke i den virkelige verden, at han tilbringer tiden.



Med livet som indsats





For at rette bager for smed er i denne sammenhæng vel at generalisere for voldsomt og upersonligt, samtidig med at det er en unødvendig nedvurdering af den uegennyttige indsats, som vores udsendte og tidligere udsendte soldater udøver med livet som indsats.



Respekt, om jeg må bede, for vores soldaters indsats.



Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen