Leder: Farlig folkestemning

EN POLITIKERS værste mareridt er åbenbart at få folkestemningen vendt imod sig.

Folkestemningen er et ord, som man nævner med dæmpet stemme og undertrykt angst. Folkestemningen kan få selv hærdede politikere til at gå på kompromis med de faste holdninger, som de ellers gerne stiller til skue. Det er i hvert fald det indtryk, som Socialdemokratiets tidligere forsvarsordfører Per Kaalund efterlader med sine udtalelser til Morgenavisen Jyllands-Posten søndag.

I løbet af 2007 kom 373 irakiske tolke og deres pårørende til Danmark, fordi de efter det oplyste var i akut livsfare i deres hjemland. Deres assistance til koalitionsstyrkerne blev betragtet som en dødsdom, og det var for Danmark en naturlig og selvfølgelig forpligtelse at garantere deres sikkerhed.



I dag hersker der almindelig enighed om, at en del af de 373 på intet tidspunkt har været i reel livsfare, og omkring en fjerdedel af dem har valgt at rejse hjem igen. Andre overvejer ifølge det oplyste som følge af, at Danmark ikke helt har levet op til deres forventninger.



Nu et år efter rejser sig det spørgsmål, hvorfor de danske politikere egentlig var så ivrige efter at få tolkene her til landet.



Per Kaalund giver forklaringen i Jyllands-Posten søndag: Man var bange for at få folkestemningen vendt imod sig.



»Det var underforstået, at vi ikke ønskede at møde nogen kritik af, at tolkene skulle gå rundt i Irak og være i fare efter at have hjulpet de danske soldater,« siger Per Kaalund. »Der skulle være en individuel vurdering af hver enkelt, men man skulle samtidig være tilpas large for ikke at møde kritik.«



Det er pinligt, for politikere, der lefler for en tænkt eller reel folkestemning, er et demokratisk problem.



I december 2006 var en iraker, der havde virket som tolk for de danske styrker, blevet myrdet. At der aldrig er påvist nogen sammenhæng mellem mordet og hans virke for de danske styrker er en detalje, som man glemte at hæfte sig ved i skyndingen.



Det ville også have forstyrret det billede, som DR havde travlt med at opbygge. At denne folkestemning i første omgang var en ren DR-konstruktion, havde politikerne ikke overskud til at hæfte sig ved eller reagere imod. Kun har de for deres indre blik set sig stillet op foran et tv-kamera og en insisterende forhørsjournalist: Hvordan har du det med … ? Hvad føler du … ? Hvad vil du sige til de efterladte … ?



I en sådan situation levnes der ikke plads til nuancer, og der levnes slet ikke plads til det naturlige modspørgsmål: Hvorfra ved I så sikkert, at tolkene overhovedet er i fare?



Efter at et folketingsflertal således havde kapituleret over for en tænkt folkestemning, begyndte tolkene og deres pårørende at strømme til Danmark. En enkelt mødte op med hele to hustruer, og det gav anledning til forviklinger og spidsfindige diskussioner om, hvorvidt det her i landet er forbudt at være gift med to koner eller at indgå ægteskab med to eller flere koner. Tolken og hans familie har efter det oplyste løst problemet ved at drage til England.

Tilbage står det nagende spørgsmål: Hvilket grundlag havde de danske politikere for at træffe beslutningen om at tage imod de irakiske tolke? Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, mener at vide, at de danske tropper var med til at oppiske stemningen og overdrive truslen om, at tolkene risikerede at få halsen skåret over. Hvis han har ret i det, er der yderligere basis for at se nærmere på grundlaget for beslutningen. Selv om vi ikke her taler om analfabeter med kriminel og anden tvivlsom baggrund, vækker hele situationen alligevel mindelser om den skandaløse palæstinenserlov.



Hvad med en ”uvildig” undersøgelse? Det er det blevet så moderne at forlange.



Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen