Kronik: Sval, svalere, Svalbard

Det er en nærmest surrealistisk oplevelse at stå ved vandet kl. 00.15 i blændende sol og skue den røde kugle for bagefter at gå hjem og nattelæse uden elektrisk lys.

»Skriver duom vores tur,« spurgte en af mine rejseledsagere, mens vi asede og masede op ad den stejle, sneklædte fjeldskråning tæt på Svalbards hovedby, Longyearbyen, på øen Spitsbergen. »Kun hvis den viser sig at have almen interesse«, svarede jeg - ihukommende alle de gange, jeg har skullet lægge øjne til folks ikke alt for ophidsende rejseoplevelser.



Men Svalbard er værd at stifte bekendtskab med, uagtet rejseruten for de fleste vintertrætte danskere normalt går syd- og ikke nordpå. Af gode grunde, for koldt er der på Svalbard selv i juli, eftersom øgruppen på ca. 62.000 km² befinder sig i Nordishavet.



Svalbard er i dag en del af kongeriget Norge til trods for, at russerne også har haft lange fangarme ude efter øerne på grund af deres store kulforekomster. Ud over minedriften er det lille samfunds økonomi baseret på turisme og forskning i de arktiske områder. Denne forskning bliver opsamlet på Longyearbyens universitet, som ud over arktisk ekspertise er leveringsdygtigt i design til topkarakter. Toiletterne oven i købet med pil opad.



Svalbard er placeret mellem 74 og 81 grader nordlig bredde og 10 og 35 grader østlig længde og har arktisk klima med mørketid fra 27. oktober til 15. februar og midnatssol fra 20. april til 22. august. I sidstnævnte periode går solen ikke ned under horisonten, og det er en nærmest surrealistisk oplevelse at stå ved vandet kl. 00.15 i blændende sol og skue den røde kugle for bagefter at gå hjem og nattelæse uden elektrisk lys.



Selv om Svalbardbefinder sig så højt mod nord, er samfundet ikke isoleret. Tre stenkast fra Longyearbyen ligger lufthavnen, som har ruteflytrafik til Tromsø, Oslo og Murmansk/Moskva, og aldrig har jeg set så velforsynede sportsforretninger. Friluftsland, Naturligvis, Forst- & Jagthuset og Spejdersport kan godt gå hjem og lægge sig.



De fleste turister tager til Svalbard i sommerperioden for at opleve midnatssol og natur på vandre- og bådture, hvor flora, fauna og dyreliv kan tages nærmere i øjesyn. Bådturene kan fx finde sted i toer-kajak, hvor totalt uøvede får chancen for at padle omkring i isfjorden. Godt nok iført et udstyr, der ville gøre sig på forsiden af Sportsfan, men smart gear rækker som bekendt ikke, når naturen slår til. Heldig var jeg derfor at få min kajakdebut i smult vande og klart solskinsvejr, for allerede dagen efter, at jeg selv havde fjumret rundt med pagajen, gik det galt for et par andre vovehalse. To mand kæntrede og faldt over bord på grund af vejr, vind og bølgegang, men dog lynhurtigt reddet i land. Lokalsamfundet er klar over, hvad turisterne betyder for Svalbards økonomi, og at der skal passes på gæsterne, fordi de lægger mange penge. Det er en alt andet end billig fornøjelse at feriere i isbjørneland, og ikke mindst fødevarerne er dyre.



Apropos isbjørne, så må ingen bevæge sig uden for Longyearbyen, medmindre m/k er udstyret med gevær. I sandhedens interesse var de eneste isbjørne, jeg opnåede at se, de to udstoppede pragteksemplarer på henholdsvis Radisson SAS Polar Hotel og museet, men den unge svenske pige, som blev dræbt af en isbjørn lige uden for byen for 10 år siden, er endnu et lokalt samtaleemne, og geværkravet håndhæves med stor nidkærhed.



Hvad gjorde så mest indtryk? - altså ud over naturen med isbræer og fuglefjelde:







De to russiske bosættelser Barentsburg og Pyramiden. (Den sidste er ikke længere beboet, for i 1998 blev byen lukket, da man fandt ud af, at det var for dyrt at have to kulminer i gang). Man sejler derud, og vejret skal ikke være særligt hårdt, før passagererne - iført varmedragter - hænger ud over rælingen. Søsyge er imidlertid for intet at regne mod det trøstesløse syn, som møder en ved ankomsten. Monumentale bygninger i russisk stil, men alt i trist, gråt forfald og oversået med fugleklatter - en dræber af et boligmiljø, som passende modsvarer minearbejdernes hårde slid i de kolde, ofte meget lavloftede gange. Momentant fremtrådte mit lærerjob i forklaret lys, og ganske fortrængt var både kompetencekataloger og kontrolure.



Longyearbyens kirke og dens varme modtagelse af turisterne. Ikke bare udleveres en ”køreplan” på flere sprog, der guider uøvede kirkegængere gennem højmessen, men efterfølgende diskes også op i pejsestuen med kaffe, kager og konversation.



Slædehundene og deres indbyrdes hierarki. Man kører ikke i hundeslæde om sommeren, men i stedet spændes spandets 13 hunde under hidsig og højlydt, forventningsfuld gøen for en vogn-på-hjul efter et sindrigt system, der sikrer mindst mulig slagsmål i geledderne. Først løber altid en tæve (!), derpå seks par sat sammen af en overhund og en underhund, som kender sin plads og derfor holder sig fra at strides med makkeren.



Svalbards miljøpolitiske mål er at fremstå som en af verdens bedst forvaltede vildmarker - et mål, som Longyearbyens ca. 1800 indbyggere er medvirkende til at realisere i dette særegne samfund, hvor mørket hersker fire måneder om året, en nordmand i gennemsnit bor fire til fem år, og befolkningen udskiftes med en fjerdedel om året.



Skulle nogen undre sig over, hvorfor mennesker ganske frivilligt bosætter sig i denne barske, arktiske udørk, er forklaringen enkel: Den unikke natur - sat i relief af en skatteprocent, som selv en ultraliberalist kan forstå: 15,8.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen